Enigt Furesø Byråd vedtager budgetaftale
Der er ikke nye besparelser i den tillægsaftale til budgettet for 2024, som et enigt Furesø Byråd netop har vedtaget. Der afsættes midler nye investeringer på børne- og skoleområdet samt på naturområdet og til at dække de stigende behov på ældre- og handicapområdet. Der sættes også midler af til at udvikle og afprøve nye løsninger på store velfærdsområder.
Furesø Byråd indgik i efteråret 2022 en toårig budgetaftale for 2023 og 2024. Med det udgangspunkt vedtog et enigt byråd en tillægsaftale for 2024 på baggrund af det nu kendte indtægtsgrundlag for næste år. Der er indlagt besparelser i 2024 i det nuværende toårige budget. Men i modsætning til mange andre kommuner er der ikke nye besparelser i tillægsaftalen for 2024.
”Jeg vil gerne takke alle partier for et godt og konstruktivt samarbejde. Jeg er glad for, at byrådet står sammen og tager ansvar for Furesøs udvikling. Der er også grund til at takke kommunens mange dygtige medarbejdere for en formidabel indsats i en svær brydningstid. Vi fastholder ved budgettet en ansvarlig økonomisk kurs samtidig med, at vi sikrer et løft på områder med voksende behov. Jeg er også glad for, at vi har fundet midler til at investere i børne- og skoleområdet og i mere sammenhængende natur”, siger Ole Bondo Christensen (A), Furesøs borgmester.
Udviklings- og omstillingspulje
Tillægsaftalen afsætter bl.a. 2 mio. kr. hvert år i 2024, 2025 og 2026 til en udviklings- og omstillingspulje. Den skal gå til at udvikle og afprøve nye løsninger på de store velfærdsområder som ældre, børn og unge og borgere med fysiske og psykiske udfordringer bl.a. ved at inddrage foreningslivet, virksomheder og civilsamfundet. Målet er at fastholde en god service, udvikle velfærden og forebygge stigende udgifter på længere sigt.
Ny daginstitution i Værløse
Tillægsaftalen afsætter midler af til en ny daginstitution i Værløse og til at indrette lokaler og bygge nyt til en permanent indskoling i Jonstrup. Samtidig øges midlerne til uforudsete udgifter til 23,7 mio. kr. i 2024, for at kunne tage højde for den opdrift, der har været på de store velfærdsområder de senere år. Samtidig bliver der plads til tekniske korrektioner til at imødekomme ændret demografi, voksende behov og prisstigninger.
De samlede serviceudgifter for 2024 udgør 2,3 mia. kr. og holder sig lige akkurat inden for Furesø Kommunes andel af kommunernes samlede serviceramme. Byrådets mål er, at kassebeholdningen i gennemsnit er mindst 120 mio. kr. Det nås med budgetaftalen.