Skip til hoved indholdet
    Hjem Oplevelser Skulpturparken De otte skulptører og deres værker

De otte skulptører og deres værker

Otte skulptører fra Japan, Kina, Tyrkiet, Israel, Sverige, Frankrig, Norge og Danmark tilbragte en måned i Farum, hvor de skabte hver deres skulpturelle værk til Fredtofteparken. Læs om hvordan de enkelte kunstnere og deres værker blev beskrevet under symposiet i 1999, her.

De otte skulptører

Yaël Artsi er født i Marokko i 1946 og efterfølgende emigreret til Israel. Hun foretrækker ikke at arbejde sig for langt væk fra det oprindelige i stenen. En del af den færdige skulptur skal gerne stå som rå ubearbejdet sten, for at bevare stenens karakter.

Hendes skulpturer bygger på to temaer: Monumentale skulpturer i miljøet og skulpturer, der skildrer det intime og personlige. De monumentale skulpturer lægger vægten på styrken, bevægelsen og det gigantiske. Mens hendes figurative skulpturer udtrykker følelser som vildskab, lidelse og sorg.

Yaël Artsi

Jun-Ichi Inoue er japaner, efterfølgende bosat i Danmark. Som 19-årig begyndte han på billedhuggerskolen på kunstuniversitet Musashino i Tokyo. I sommeren 1973 flyttede Inoue til Danmark og startede på Kunstakademiet, som elev hos Sven Wiig Hansen. Inoue kan godt lide at skabe modsætninger mellem materialer. De skal understrege og komplementere hinanden indenfor rammerne af et forenklet formsprog. 

Inoue er inspireret af sine rødder og den japanske havekunst, hvilket har præget hans kunstneriske udvikling.

Jun-Ichi Inoue

Cynthia Sah er født i Hong Kong, vokset op i Taiwan og Japan, uddannet fra Columbia University og bor og arbejder i dag i Italien. 

Cynthia får ofte sine ideer fra naturen, der virker stimulerende på hende. Hun fordøjer sine indtryk og erfaringer og genopdager dem gennem en kreativ proces. Cynthia beskriver, at når hun arbejder på et værk, opstår der et stærkt forhold mellem hende og stenen, der har sin egen personlighed, som hun finder både levende og udfordrende. 

Cynthia Sah arbejder i marmor.

Cynthia Sah

Pål Svensson er fra Sverige. Han er uddannet på kunsthøjskolen Valand i Göteborg. Hans fortrukne arbejdsmateriale er natursten.

For Pål Svensson handler skulpturering om form. Derfor pynter han ikke sine værker, hverken ved bemaling eller ved at arbejde i specielt æstetiske stensorter. Mange af hans skulturer er lavet i Bohusgranit. Påls værker kan karakteriseres som minimalistisk præget konstruktivisme. 

Pål Svensson

Tetsuo Harada er født, opvokset og uddannet som billedhugger i Japan. Efterfølgende slog han sig ned i Frankrig for at studere på kunstakademiet i Paris. 

Tetsuo har deltaget i mange symposier for billedhuggere rundt om i verden. Hans skulpturer 'Earth Weaving' er en gruppe af skulpturer, der skal dække hele verden. 

Tetsuo arbejder i granit, marmor, træ og bronze. Ofte spiller han på kontrasten mellem hårde skarpt kantede geometriske figurer og glatte overflader med bløde kurver. Gennem sit arbejde ønsker han at integrere kunsten i vores byer og derved bringe kunsten ind i hverdagen. 

Tetsuo Harada

Jesper Neergaard er dansk billedhugger.

For Jesper er skulptur først og fremmest en leg, et spil med former og et spil med hensigt. Han arbejder med klart definerede enkeltformer, hvor den centrale kraft i figuren er tyngdekraften. I hans kompositioner, der oftest er udført som monoliter, virker formerne sammen i et tæt gensidigt, dynamisk afhængighedsforhold, der tilsammen danner spændingsfeltet i skulpturen.

Jesper Neergaard

Kemal Tufan er født i 1962 i Istanbul. Han uddannede sig først som ingeniør, men fik hurtigt interesse for billedhuggerkunsten. Han startede på skulptørlinjen på Mimar Sinan Universitet. 

Kemal Tufan arbejder i mange materialer, ofte i en kombination, bl.a. granit, mamor, bronze, træ og is. Han bruger ofte et bestemt dyr som gennemgående figur i en række uafhængige skulpturer. Fx er tyren ofte at finde som en karakteristisk og genkendelig del af værket, hvor hovedet eller hornene træder ud af en mere fri og abstrakt sammenhæng. 

Kemal Tufan

Den franske billedhugger Nicolas Bertoux er optaget af at arbejde med alle sider af et værk: Det udfyldte rum og det tomme rum, harmonien i den enkelte del og delene imellem. Til daglig bor og arbejder han i Italien.

Nicolas udfører sine projekter på den klassiske måde, hvor ideer omsættes til tegninger og modeller, inden de bliver til egentlige skulpturer. Ofte er hans skulpturer i store dimensioner. 

For Nicolas er det vigtigt, at værket er integreret i de omgivelser, det skal fungere i. Derfor arbejder han i mange forskellige materialer, såsom beton, marmor, granit, træ, støbejern, bronze, stål eller plastic og polyester. Ofte indgår der også lys, vand, farver og forskellige former for beklædning i hans værker. 

Nicolas Bertoux

Kontakt

Kultur

Stiager 2
3500 Værløse
Kultur@furesoe.dk

Ring til os

Hold dig opdateret, og giv os feedback

Abonnér på nyt fra furesoe.dk Giv os feedback

Find os

Furesø Kommune
CVR-nr.: 29188327
Kommunenummer: 190

Telefon: 7235 4000

Åbningstid på telefonen

Mandag - onsdag  10 - 14
Torsdag 10 - 17
Fredag 10 - 14

Ved fysisk fremmøde skal du bestille tid

Bestil tid i borgerservice

Følg os på de sociale medier