Valgbussen stopper i Vesterbo og Farum Midtpunkt
Fredag den 31. oktober kan beboere i Vesterbo og omegn brevstemme til kommunalvalget. Mandag den 3. november stopper valgbussen i Farum Midtpunkt.
Der er kommunalvalg den 18. november. Som noget nyt tilbyder Furesø Kommune i år muligheden for at brevstemme i en valgbus inden valgdagen. Den stopper i forskellige boligområder i kommunen fra den 31. oktober til den 13. november. Formålet med valgbussen er at gøre det lettere for alle borgere at afgive deres stemme til kommunal- og regionsrådsvalget – tæt på, hvor de bor.
Valgbussens første stoppested er fredag den 31. oktober kl. 16-18 i Vesterbo på Kirke Værløsevej 5, 3500 Værløse. Her kan beboere, folk i området og alle andre, brevstemme.
Valgbussen stopper i Farum Midtpunkt mandag den 3. november, og beboere og alle andre i området kan brevstemme i Festsalen i Paltholmterrasserne fra kl. 16-18.
Det eneste, der skal medbringes for at kunne stemme, er det gule sundhedskort, pas eller kørekort.
Her kører valgbussen også
Bussen kører indtil den 13. november og har i alt 16 stoppesteder i boligområder i Farum og Værløse. Hele ruten og konkrete tidspunkter i køreplanen furesoe.dk/kv25.
Man kan brevstemme andre steder
Frem til den 14. november kan man også brevstemme på Farum Bibliotek i Farum Kulturhus, i Borgerservice i Værløse Bymidte (med tidsbestilling) og fra den 3. november også på Furesø Rådhus i Værløse.
Hvem kan stemme til kommunalvalget
Alle, der er fyldt 18 år på valgdagen, som har fast bopæl i Furesø Kommune og som har boet i Danmark (haft fast bopæl) i mindst fire år, kan stemme ved kommunalvalget. Det er ikke nødvendigt at være dansk statsborger. Er man EU-borger eller fra Island eller Norge kan man stemme uanset, hvor lang tid, man har boet i Danmark. Læs mere om kandidater og regler for valget på furesoe.dk/kv25