Forpagter søges til Kulturcaféen i Farum Kulturhus
Er du passioneret omkring god mad, fællesskab og kultur? Så er det måske dig, vi leder efter!
Furesø Kommune søger en engageret og kreativ forpagter til at drive Kulturcaféen i hjertet af Farum Kulturhus – byens kulturelle samlingspunkt med alt fra udstillinger og koncerter til børneteater og festivaler.
Caféen – husets hjerte
Caféen ligger centralt i Kulturhuset, tæt på offentlig transport og Farum Bytorvs hyggelige butikker. Den er et naturligt mødested for både publikum, medarbejdere og lokale foreninger – og med et stærkt kundegrundlag er der gode muligheder for at skabe en sund og spændende forretning.
Her serveres mad til møder, teatergæster, værkstedsbrugere og husets mange kulturinstitutioner. Caféen er mere end bare et spisested – den er et socialt samlingspunkt og en vigtig del af husets atmosfære.