Lokalplan baner vejen for fremtiden på Ny Vestergårdsvej
Byrådet vedtog den 26. marts ’Lokalplan 160’ for delområdet ved Ny Vestergårdsvej samt Tillæg 4 til Kommuneplan 2021. Den tager afsæt i Udviklingsplanen for Ny Vestergårdsvej, der har til formål at skabe et sammenhængende byområde med fokus på innovation og offentlig/privat samarbejde om nye velfærdsløsninger.
Blandet bolig- og erhvervsområde
Lokalplan 160 giver mulighed for at udvikle et nyt blandet bolig- og erhvervsområde. Her kan der bygges et friplejehjem og etageboliger målrettet seniorer. Derudover muliggør lokalplanen at der etableres visiterede almene ældreboliger.
Planen viderefører udviklingsplanens principper for arkitektur og danner rammen for grønne byrum samt et gennemgående stiforløb, der skaber sammenhæng fra Værløse Station til Søndersø Skole.
Lavere bygninger som følge af høringssvar
Efter en offentlig høringsproces, hvor borgere og interessenter har bidraget med input, er det samlede antal byggerets-kvadratmeter mindsket fra 13.000 m² til 11.700 m². Samtidig er antallet af etager reduceret med to etager til maksimalt fire etager, mens der må være maksimalt tre etager ud mod Ny Vestergårdsvej. Anvendelsen af den eksisterende Ny Vestergård er desuden udvidet til ud over fælleshus også at muliggøre én åben-lav bolig eller kontor- og serviceerhverv.
Færre indbliksgener
For at mindske indbliksgener mod villakvarteret nord for Ny Vestergårdsvej er muligheden for altangange fjernet. Nu gives der kun mulighed for franske altaner på boligerne langs Ny Vestergårdsvej. Almindelige vinduer i gavle mod Ny Vestergårdsvej er ikke tilladt bortset fra i stueetagen. I stedet for må der være højt placerede vinduer, der kan give dagslys i boligerne.
Reservationen på to meter langs Ny Vestergårdsvej til cykelsti udgår, og linjeparkeringen langs vejen fjernes fra lokalplanen. Dette giver flere muligheder for at arbejde på at forbedre infrastrukturen på Ny Vestergårdsvej fremadrettet.
Kontakt
Center for By og Miljø
Stiager 23500 Værløse