Valgbussen besøger Kirke Værløse, Gedevasevang og flere almene boligområder
Frem til den 13. november stopper valgbussen ved Netto i Kirke Værløse, Gedevasevang, Ungekulturhuset og almene boligområder.
Der er kommunalvalg den 18. november. Som noget nyt tilbyder Furesø Kommune i år muligheden for at brevstemme i en valgbus inden valgdagen.
Bussen stopper i forskellige boligområder i kommunen frem til den 13. november. Formålet med valgbussen er at gøre det lettere for alle borgere at afgive deres stemme til kommunal- og regionsrådsvalget – tæt på, hvor de bor.
Det eneste, der skal medbringes for at kunne stemme, er det gule sundhedskort, pas eller kørekort.
Espebo og Kirke Værløse
I slutningen af denne uge stopper valgbussen i Espebo, Højgårdshave og ved Netto i Kirke Værløse.
Gedevasevang, Ungekulturhus og almene boliger
I ugen efter stopper valgbussen på Gedevasevang, Plejehjemmet Lillevang, Ungekulturhuset i Værløse, Vesterbo, Espebo, Toftebo, Farum Midtpunkt og Paltholmpark. Se adresser og tidspunkter på furesoe.dk/valgbus
Sidste køredag for valgbussen er torsdag den 13. november.
Man kan brevstemme andre steder
Frem til den 14. november kan man også brevstemme på Farum Bibliotek i Farum Kulturhus, i Borgerservice i Værløse Bymidte og Furesø Rådhus i Værløse.
Hvem kan stemme til kommunalvalget
Alle, der er fyldt 18 år på valgdagen, som har fast bopæl i Furesø Kommune og som har boet i Danmark (haft fast bopæl) i mindst fire år, kan stemme ved kommunalvalget. Det er ikke nødvendigt at være dansk statsborger. Er man EU-borger, fra Island eller Norge kan man stemme uanset, hvor lang tid, man har boet i Danmark.
Valgbussen har stoppet ved fem stoppesteder indtil nu og oplevet stor lokal interesse. Foto: Furesø Kommune
Se valgbussens rute og find mere information om valget
Valgbussens rute med adresser og tidspunkter