Skip til hoved indholdet

Naturen skal skabe trivsel for unge i nyt projekt

Furesø er blandt fire kommuner, der de næste tre år skal udvikle aktiviteter i naturen, som middel til at skabe trivsel for unge, i samarbejde med lokale foreninger. Det er Naturvejledning Danmark, der står bag projektet "Frirum og fællesskab i naturen", som er støttet af VELUX FONDEN.

Naturen har et stort potentiale til at skabe trivsel hos unge, som kæmper med ensomhed, præstationspres og andre mentale udfordringer. Derfor vil Naturvejledning Danmark i et nyt projekt udvikle natursociale tilbud til unge i mistrivsel i samarbejde med fire kommuner: Furesø Kommune, Vesthimmerland Kommune, Odense Kommune og Esbjerg Kommune.

"Naturen kan fungere som et frirum, hvor man kommer væk fra hverdagens pres og forventninger. Der er både plads til aktiviteter, som kan danne grundlag for nye fællesskaber, og til mere stille refleksion og fordybelse. Vi ser derfor et stort potentiale i at naturen i højere grad bliver benyttet i forbindelse med unges trivsel," siger Jakob Walløe Hansen, formand for Naturvejledning Danmark.

I Furesø Kommune bakkes der op om denne betragtning og chef for Skole- og Ungdomsuddannelse, Per Christensen, tilføjer ”I en tid hvor de unge oplever præstationspres og forhøjet tempo ser jeg et stort potentiale i at vi lægger aktiviteter og samtaler ud i naturen. Naturen minder os om at tage den mere med ro og komme i bedre kontakt med os selv. Vi ser frem til at bidrage med, at få flere børn ud i naturen, ud i understøttende fællesskaber, ud og møde dygtige naturformidlere og de mangfoldige foreninger”.

I Furesø Kommune kommer naturstøttepunktet Hjortøgaard til at danne rammen for det trivselsfremmende arbejde i naturen.

Naturvejlederen som brobygger

De fire kommuner vil på forskellige måder udvikle tilbud til unge mellem 13-17 år. I alle kommuner kommer naturvejledere til at spille en særlig rolle som brobygger og facilitator for samarbejdet mellem de kommunale enheder og frivillige foreninger. På den måde skal projektet bane vejen for at civilsamfundet i højere grad kan være med til at skabe trivsel for unge.

"Naturvejledere har selvsagt stærke kompetencer til at kunne tilrettelægge aktiviteter i naturen, men de er også rigtigt gode brobyggere, fordi de ofte arbejder på tværs af de kommunale forvaltninger og har god kontakt til det lokale foreningsliv," siger Jakob Walløe Hansen.

En sådan brobygning er de allerede i fuld gang med i Vesthimmerland Kommune, hvor de er glade for at være en af de kommuner, der kan være med til at udvikle nye metoder til at skabe trivsel for unge. Her tænkes brobygningen til de frivillige foreninger ind på en kreativ måde, der tilmed skaber fritidsjob for de unge og giver et vigtigt boost til selvtilliden. Naturvejleder Karin Winther fortæller: ”At finde en løsning på sådan ”en bro” ser jeg som naturvejleder som en af de helt store opgaver i dette projekt. I mit job kender jeg både til de kommunale og foreningernes udfordringer med at engagere og fastholde unge i specifikke aktiviteter over længere tid. Men i Vesthimmerland har vi måske fundet en metode, der virker. Fra et tidligere projekt har vi gode erfaringer med at bygge et tilbud op omkring en fritidsjobmodel i naturen, disse erfaringer vil vi tage med ind i dette projekt”.

Karin Winther har allerede fået etableret et godt samarbejde med Vesthimmerlands foreningskonsulent og ungdomsskolen Ung Vesthimmerland. Her mødes de unge til en kursusrække med forskellige temaer, der skal klæde dem på som kommende ”NaturTalenter”. ”Når de unge har gennemført kurset, vil de igennem et nyt fællesskab have tilegnet sig nye kompetencer og naturfærdigheder, som kan sætte i spil i fritidsjobs hos bl.a. foreningerne”, fortæller Karin Winther. Tanken er efterfølgende at tilbyde lokale foreninger et samarbejde med NaturTalenterne, hvor de unges kompetencer sættes i spil.

Samarbejdet henvender sig til alle foreninger, som har interesse og ønsker om natur- og udendørsaktiviteter. ”Vi ved, at det ikke kun er spejderrelaterede foreninger men også idrætsforeningerne, der tilbyder naturaktiviteter i deres foreningstilbud, så vi tror på, at deltagerne på NaturTalent-holdet på denne måde, kan komme rundt og bliver bekendt med en masse foreninger, som de måske ikke havde kendskab til i forvejen. Og som de måske heller ikke ville opsøge på egen hånd. Med et NaturTalent-kursus i rygsækken kommer de derimod med viden og kompetencer, som vi håber på, kan hjælpe dem til at blive en del af fællesskaberne på en god og tryg måde”, afslutter Karin Winther.

Også hos MYRTHUE, Natur- og kulturformidling i Esbjerg Kommune, samt på SKIBHUSGÅRDEN, Natur- og friluftscenter i Odense, sidder naturvejlederne klar til at byde velkommen i det grønne. Gennem de kommende år, skal de sammen med de unge selv, undersøge og udvikle naturaktiviteter, der skaber frirum og fællesskab i naturen.

Foto: De unge NaturTalenter i Vesthimmerland Kommune i gang med at indsamle vilde blomster til brug sammen med en lokal gourmetkok. NaturTalent-kurset dette forår har temaet "Vild Mad". Naturvejleder Karin Winther

Mål 3: God velfærd for børn, ældre og udsatte

”I 2030 går Furesø foran for at sikre det gode børneliv og en tryg alderdom”. Se Furesø Kommunes 2030-mål

Kontakt

Center for Dagtilbud, Skole og Forebyggelse

Stiager 2
3500 Værløse

Ring til os

Abonner på nyt fra furesoe.dk

Opret dit abonnement her

Find os

Furesø Kommune
CVR-nr.: 29188327
Kommunenummer: 190

Telefon: 7235 4000

Åbningstid på telefonen

Mandag - onsdag  10 - 14
Torsdag 10 - 17
Fredag 10 - 14

Ved fysisk fremmøde skal du bestille tid

Bestil tid i borgerservice

Følg os på de sociale medier

Få teksten læst op Tilgængelighedserklæring Giv os feedback