Voldsomme oplevelser, fx dødsfald, ulykker, skilsmisse og lignende kan ryste vores børn og unges opfattelse af, hvordan ting plejer at være, og de kan have behov for, at vi hjælper dem med at få bearbejdet oplevelsen.

Generelt kan børn og unge i perioden efter en svær oplevelse være mere bange og sårbare, end de plejer. De kan have stærke hukommelsesbilleder og måske søvnbesvær/mareridt.

De kan blive lettere vrede, irriterede eller kede af det. Det kan også være, at de føler skyld over noget i forbindelse med oplevelsen – eller har svært ved at koncentrere sig. Vi ser også, at børn og unge kan have fysiske gener, fx ondt i maven. I perioder kan de vende tilbage til en adfærd svarende til et yngre barns, eller de kan trække sig tilbage fra venner og familie og søge at være alene.

I andre tilfælde fortsætter ens hverdag på sædvanlig vis – og man oplever ikke, at der er så stor forskel på før og efter oplevelsen. Det er også en almindelig reaktion.

Tiden og oplevelserne efter en svær hændelse vil variere fra barn til barn. Her på siden vil vi give dig hjælp til at forstå børns reaktioner på alvorlige hændelser og ikke mindst give dig overblik over den adgang du har til hjælp som borger i Furesø Kommune. Samt råd til, hvordan du kan hjælpe dit barn med at bearbejde svære oplevelser.

Som udgangspunkt anbefales det, at svære samtaler med børn eller unge tages med voksen som børnene kender, fx forældre, andre pårørende, kendte pædagoger m.fl. Dermed undgår børnene oven i krisen også at skulle forholde sig til fremmede. Fagfolk kan efter behov vejlede pårørende og personale i, hvordan de støtter barnet eller den unge bedst muligt.

Reaktioner og handlemuligheder

Her kan du læse om børn og unges reaktioner og få råd til, hvordan vi som voksne kan støtte barnet i sorg/krise.

  • Fire faser
    1. Chok (kan vare nogle timer op til syv døgn): i denne fase holder barnet psykisk virkeligheden på afstand og er ikke i stand til at bearbejde det skete. Det er i denne periode vigtigt, at barnet modtager en masse omsorg/tryghed, samt at man som voksenhar god tid og giver barnet praktisk hjælp, fx til fx passende påklædning, spisning mv.

    2. Reaktion (kan vare 6-8 uger): i denne periode kan barnet reagere følelsesmæssigt meget stærkt. Det er fortsat vigtigt at vise omsorg for barnet (gennem fysisk kontakt/nærhed) samt at yde barnet praktisk hjælp. Derudover er det vigtigt at lytte tålmodigt til barnet og invitere de svære følelser frem samt give mulighed for at reagere på sorgen med gråd.

    3. Bearbejdning (kan vare fra nogle uger op til et år): den akutte tilstand er overstået. Barnet begynder at vende sig mod fremtiden i stedet for som tidligere at være helt optaget af det, der er sket. I denne fase kan nogle børn igen og igen have brug for at tale og fortælle om følelser og tanker i forhold til det skete. Her er det vigtigt at være nærværende og støtte barnet i at kunne rumme det hændte og samtidig se fremad.

    4. Ny orientering (har ingen afslutning): barnet lever med hændelsen, der altid vil være der, men den behøver ikke at forhindre et godt liv. Tankerne og følelserne omkring oplevelsen er blevet bearbejdet, og barnet vil genvinde sin basale tillid til sig selv og sin omverden. I denne fase kan man i fællesskab med barnet mindes tabet.

    I nogle tilfælde vil de fire faser gentage sig i takt med, at barnet kommer i kontakt med forskellige aspekter ved hændelsen eller tabet.

  • To spor

    Ifølge denne model vil barnet efter en svær og belastende hændelse pendulere mellem de intense følelser, som hændelsen afstedkommer, og det at være optaget af dagligdags følelser og gøremål.

    Den voksne kan støtte barnet ved dels at være støttende, når barnet har brug for at være i de svære følelser, dels støtte barnet i at kunne deltage i dagligdags gøremål og rutiner. Sidstnævnte uden dårlig samvittighed over også at kunne lege og være glad trods de svære oplevelser.

  • Råd til hvordan vi som voksne støtter barnet i sorg/krise

    Børn hjælpes af voksne, som gennem deres nærhed lader børnene udtrykke deres tanker, reaktioner og følelser og har tålmodighed med dem over tid.

    Kommunikér åbent og ærligt – uden abstrakte forklaringer

    • Undgå forvirring – brug fx ordet ”død” og ikke ”sove” eller ”lang rejse”
    • Giv forklaringer der er tilpasset barnets niveau
    • Den voksnes ro er afgørende for barnets sorgarbejde (følelser ”smitter”)
    • Som udgangspunkt anbefales det at svære samtaler med barnet tages af voksne som børnene kender, fx pårørende, kendte pædagoger m.fl.. Dermed undgås, at børnene oven i sorg/krisen også skal forholde sig til fremmede. Fagfolk kan vejlede pårørende og personale omkring sorgarbejdet. (Behandlingskrævende sorg/krisearbejde kan kræve professionel indsats. Psykolog fra kommunens pædagogiske, psykologiske rådgivning kan hjælpe med at afdække evt. behov).

     Giv tid til, at barnet i første chokfase finder ”fodfæste” igen

    • Sørg for rolige og trygge omgivelser, hvad enten det er hjemme eller i institutionen.
    • Tilstedeværelse af en voksen barnet er tryg ved
    • Blid kropskontakt eller massage, hvis barnet ønsker det
    • Forlang ikke, at barnet italesætter svære følelser umiddelbart efter en voldsom begivenhed, da det kan forstærke et evt. traume.
    • Barnets spontane valg af strategi i denne første fase (fx spil, leg, fysisk aktivitet) bør understøttes
    • Faktaoplysninger (uden følelsesmæssigt indhold) kan støtte barnet i at få struktur og overblik
    • Kendte hverdagsrutiner kan give tryghed

     Giv tid til at bearbejde det skete

    • Accepter spørgsmål og samtale om hændelsen
    • Accepter at samtalerne kan blive kortvarige – barnet går ind og ud af sorgen
    • Accepter at barnet spørger om det samme igen og igen
    • Accepter hændelsesrelateret leg og at barnet måske vil se på billeder af den døde
    • Accepter koncentrationsvanskeligheder
    • Sænk midlertidigt krav til barnet

    Lad barnet vide at det er normalt at reagere

    • Afvis ikke barnets reaktioner
    • Skjul ikke dine egne tanker og følelser. Giv udtryk for følelser på ”barneniveau” tilpasset barnets alder.

    Foreslå måder barnet kan udtrykke sine følelser på

    • Tegning, avisudklip
    • Mindealbum, historier og samtaler
    • Rollelege, dukketeater
    • Nogle børn (oftere drenge) italesætter i mindre grad tanker og følelser og udtrykker sig mere gennem adfærd, leg og fysisk aktivitet.
    • Nogle børn (oftere piger) foretrækker at italesætte tanker og følelser i dialog med forældre, andre voksne og venner.
    • Andre kombinationer af ovenstående udtryksmuligheder mv.
  • Opfølgning

    Der er børn, som kan have brug for opfølgning fra relevante fagpersoner.

    Vær opmærksom på følgende ting:

    • Barnet trækker sig mere permanent tilbage fra venner og voksne
    • Barnets væremåde ændres drastisk og vedvarende
    • Efterreaktionerne er stærke og vedvarende
    • Barnet udvikler fobiske reaktioner
    • Barnet taler om at skade sig selv eller tage sit eget liv
    • Barnet reagerer med stærke selvbebrejdelser
    • Barnet grubler konstant over det, der er sket

    Hvis I som forældre ser, at jeres barn over en længere periode tydeligt ændrer adfærd, vil det være en god idé at søge professionel hjælp. Det kan fx være ved at kontakte egen læge, Furesø Kommunes Åbne Rådgivning (tlf.72 16 44 77) eller Center for Børn og Voksne i Furesø Kommune (tlf.72 35 40 00). Er problemerne relaterede til institutionen eller skolen, kan der også rettes henvendelse dertil.

Del: