Gå til sidens indhold

Rottehandlingsplan 2017-2019

Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 913 af 27. juni 2016 om forebyggelse og bekæmpelse af rotter, pålægger kommunerne i Danmark at foretage en effektiv bekæmpelse af rotter. Kommunen skal udarbejde en handlingsplan indeholdende en række mål for forebyggelse og bekæmpelse af rotter og offentliggøre handlingsplanen på kommunens hjemmeside.

Det tidligere Byråd vedtog den 22. august 2013 Rottehandlingsplan 2013–15. Forvaltningen har i samarbejde med Skadedyrskonsulent Peter Weile i 2016 foretaget en evaluering af denne handlingsplan, og udarbejdet en rottehandlingsplan for 2017-2019  med en forstærket indsats og fokus på nedbringelse af rotteforekomsten i Furesø Kommune.

Rotteområdet generelt
I Furesø Kommune – som de fleste steder i landet – lever rotterne primært i kloaksystemer, hvorfra de kommer til overfladen, når der er attraktive fødemuligheder og rede-pladser.

Antallet af rotter kan reduceres ved, at

• begrænse fødeudbuddet og skjulesteder på overfladen nær boliger (især fuglefodring på jorden)
• forhindre/spærre adgang fra kloak-systemet ind i bygninger (rottespærrer)
• aflive rotter, der kommer til overfladen (mekanisk i fælder eller ved forgiftning)
• forringe levevilkårene i kloaksystemerne (afpropning af ubrugte rør, reparation af skader på stikledninger)
• aflive rotter i kloaksystemerne

Furesø Kommune forebygger omkring egne bygninger, informerer og samarbejder og skal som myndighed føre tilsyn med private bekæmpelsesfirmaer. Endvidere foretager Furesø Kommune selv rottebekæmpelse og myndighedsbehandling.

Rottebekæmpelse foretages efter anmeldelse i byzone og sommerhusområder. Desuden tilses landejendomme hvert andet år. I by- og sommerhusområder vedrører en stor del af anmeldelserne forhold i tilknytning til boliger: fuglefodring, hønse- og dyrehold, opbevaring af foder, u-sikrede skure og udhuse samt brud på private stikledninger. I landområder drejer anmeldelserne sig ofte om rotter i bygninger og stalde, hønsegårde, maskinhuse og lader følge af foder eller foderspild, manglende rottesikring eller oprydning. Derudover kan der optræde rotter ved vildtfoderpladser.

Del:
Menu