---
title: "Ny leder på Lille Værløse Skole"
description: "Emilie Schou Svejstrup er ansat som skoleleder på Lille Værløse Skole med tiltrædelse 1. maj 2026."
date: "2026-05-05"
created: "2026-05-05"
---

[Hjem](https://www.furesoe.dk/)

                    [Nyheder](https://www.furesoe.dk/nyheder)

                [Ny leder på Lille Værløse Skole](https://www.furesoe.dk/nyheder/ny-leder-paa-lille-vaerloese-skole)

# Ny leder på Lille Værløse Skole

Emilie Schou Svejstrup er ansat som skoleleder på Lille Værløse Skole med tiltrædelse 1. maj 2026.

Et enigt ansættelsesudvalg har peget på Emilie, der har et stærkt engagement for netop Lille Værløse Skole og et indgående kendskab til skolens kultur, børn, medarbejdere og hverdag. Ansættelsesudvalget er overbevist om, at Emilie med energi, faglighed og tydelig ledelse vil kunne fortsætte og videreudvikle den positive udvikling, skolen er i.

Centerchef i Center for Dagtilbud og Skole, Per Christensen siger:

"Vi ser i Emilie en skoleleder med mod og handlekraft – en leder, der tør tænke nyt og finde løsninger, der matcher både børnene og medarbejderne. Samtidig lægger Emilie stor vægt på struktur, transparens og tydelighed i prioriteringerne, så ledelsen og medarbejderne har et klart og trygt grundlag at arbejde ud fra."

Et særligt vigtigt fokus for Emilie er at skabe og styrke fællesskaber: Ude i børnefællesskaberne i skole og ffo, blandt forældre, blandt medarbejderne og også i ledelsesteamet. En skole, hvor vi ikke taler om *os og dem*, men hvor vi sammen tager ansvar for at skabe fællesskaber, hvor alle hører til.

Emilie siger selv:

*"*Jeg er utrolig glad og stolt over at få lov til at blive skoleleder på Lille Værløse Skole. Jeg kender både Furesø og skolen rigtig godt. Jeg har været her i 8 år og er gået glad på arbejde hver eneste dag.

Siden sommerferien har jeg haft muligheden for at være konstitueret skoleleder, og det har været både spændende og meningsfuldt. Derfor betyder det også rigtig meget for mig, at jeg nu må fortsætte rejsen sammen med jer.

Jeg kommer med et stort engagement og en stærk tro på, at vi kan mest, når vi gør tingene sammen. For mig er fællesskabet altid det vigtigste. Det er her, vi skaber trivsel, udvikling og de bedste rammer for både børn og voksne. Jeg tror på, at energi, nærvær og et smil i hverdagen er med til at gøre en forskel.

Jeg brænder for at videreudvikle en skole med stærkt sammenhold, gode traditioner og en kultur, hvor alle, ledelse, medarbejdere og elever, føler sig som en vigtig del af fællesskabet.

Jeg glæder mig meget til at fortsætte arbejdet sammen med jer og til i fællesskab at udvikle Lille Værløse Skole endnu videre."

Emilie har været leder på Lille Værløse Skole siden 2018 og har gennem de seneste 9 måneder været konstitueret skoleleder.

## Kontakt

### Lille Værløse Skole

Ryetvej 1

                                            3500

                                            Værløse

### Ring til os

[7235 7300](tel:7235%207300)

[Lille Værløse Skoles hjemmeside](https://lillevaerloeseskole.furesoe.dk/)

[Bygningen er God Adgang-mærket](https://godadgang.dk/faktaark/lille-vaerloese-skole-6244-1)
