---
title: "Ny 40 km/t-zone i boligområdet nord for Farum Hovedgade"
description: "Fredag den 14. august 2026 træder en ny 40 km/t-zone i kraft i boligområdet nord for Farum Hovedgade. Hastighedszonen omfatter boligområdet, der er afgrænset af vejene Ryttergårdsvej, Farum Hovedgade og Lillevangsvej."
date: "2026-08-12"
created: "2026-08-12"
---

[Hjem](https://www.furesoe.dk/)

                    [Nyheder](https://www.furesoe.dk/nyheder)

                [Ny 40 km/t-zone i boligområdet nord for Farum Hovedgade](https://www.furesoe.dk/nyheder/ny-40-kmt-zone-i-boligomraadet-nord-for-farum-hovedgade)

# Ny 40 km/t-zone i boligområdet nord for Farum Hovedgade

Fredag den 14. august 2026 træder en ny 40 km/t-zone i kraft i boligområdet nord for Farum Hovedgade. Hastighedszonen omfatter boligområdet, der er afgrænset af vejene Ryttergårdsvej, Farum Hovedgade og Lillevangsvej.

Hvor det tidligere var lovligt at køre op til 50 km/t, som er den normale hastighedsgrænse i byzone, må der fremover køres maksimalt 40 km/t på alle veje inden for området.

## Ny skiltning og bump

I dagene op til den 14. august færdiggør Furesø Kommune arbejdet med den nye zoneskiltning.

Den nye hastighedszone markeres med zonetavler ved alle indkørsler til området. Tavlerne er opsat i begge sider af vejen, så det er tydeligt for trafikanterne, når de kører ind i 40 km/t-zonen.

Som en del af projektet er der også etableret nye typegodkendte asfaltbump, som er udformet til en hastighed på 40 km/t. Bumpene skal bidrage til, at bilisterne overholder den nye hastighedsgrænse.

For at gøre bilisterne ekstra opmærksomme på hastighedsændringen er der desuden opsat røde kampagnetavler med teksten "HUSK 40 km/t", som vil stå i området i en periode efter, at hastighedszonen er trådt i kraft.

De eksisterende vejledende blå 30 km/t-zoner inden for 40 km/t-zonen bevares uændret. Her anbefales det fortsat, at bilisterne ikke kører hurtigere end 30 km/t.

## En del af en større trafiksikkerhedsindsats

Etableringen af den nye 40 km/t-zone er en del af Furesø Kommunes politisk besluttede indsats for at forbedre trafiksikkerheden i kommunens boligområder. Hastigheden har stor betydning for, hvor alvorlige personskader der kan opstå ved trafikulykker. Det gælder især for lette trafikanter som fodgængere og cyklister, der er særligt udsatte, hvis de bliver påkørt af et motorkøretøj.

40 km/t-zoner er ét af flere tiltag, som Furesø Kommune arbejder med for at forbedre trafiksikkerheden. Kommunen arbejder blandt andet også med etablering af tryghedszoner omkring skoler, hastighedsændringer på udvalgte vejstrækninger og andre trafiksikkerhedsprojekter, der skal skabe mere trygge og sikre forhold for alle trafikanter.

I 2025 blev der etableret tilsvarende bindende 40 km/t-zoner i området omkring Ny Vestergårdsvej og i Nørrevænget-kvarteret. Den nye 40 km/t-zone er endnu et skridt i denne indsats.

![](https://www.furesoe.dk/i/MOLIRIMEDIA/fda29540-2884-411e-96a5-18bb6396af64?width=800)

            Oversigtskortet viser den nye 40 km/t-zones afgrænsning.

## Læse mere om veje og trafiksikkerhed i Furesø

                https://www.furesoe.dk/borger/veje-og-trafik/trafiksikkerhed

                https://www.furesoe.dk/borger/veje-og-trafik

## Kontakt

### Klima og Mobilitet

Stiager 2

                                        3500 Værløse

### Ring til os

[7235 5355](tel:7235%205355)

### Skriv til os

[Skriv til os via digital post (borger)](https://post.borger.dk/send/afaa7106-bdbb-40f2-9f18-67ae32068707/21d34fed-0abd-4cac-b818-71e27812e647/)

[Skriv til os via digital post (virksomhed)](https://virk.dk/digitalpost/new/afaa7106-bdbb-40f2-9f18-67ae32068707/825feb74-5fe7-4225-a940-4d5eedfff63e/)

[Bygningen er God Adgang-mærket](https://godadgang.dk/faktaark/furesoe-raadhus-6258-1)
