Få indflydelse på foreningernes og aftenskolernes vilkår de næste fire år
Det er tid til at vælge nye medlemmer til Folkeoplysningsudvalget i Furesø Kommune. Torsdag 12. marts 2026 afholdes der valg på Furesø Rådhus.
Folkeoplysningsudvalget er talerør for foreninger i Furesø og fungerer som rådgivere over for det politiske Udvalg for Kultur, Fritid og Idræt. Nu skal et nyt Folkeoplysningsudvalg sammensættes, og foreninger og aftenskoler kan opstille kandidater og stemme de nye medlemmer ind.
Medlemmerne af Folkeoplysningsudvalget vælges for perioden 2026-2029, som svarer til den kommunale valgperiode.
Folkeoplysningsudvalget gør en forskel
Som medlem af Folkeoplysningsudvalget, kan man få indflydelse på foreningslivet og være med til at gøre en forskel for foreningerne og deres medlemmer.
Udvalget fordeler blandt andet tilskud til aktiviteter for børn og unge, godkender nye folkeoplysende foreninger og rådgiver byrådet og Udvalg for Kultur, Fritid og Idræt om foreningslivets vilkår.
Lars Køster Svendsen, formand for det nuværende Folkeoplysningsudvalg, betoner vigtigheden af udvalget og foreningernes deltagelse i valget:
”I Furesø har vi et stærkt foreningsliv, med kulturelle foreninger, humanitære foreninger, spejdere og idrætsforeninger, som generelt har tilbud til alle. Folkeoplysningsudvalget er det demokratisk valgte organ, der repræsenterer alle foreninger og deres medlemmer i dialogen med kommunen om foreningernes vilkår. Derfor opfordrer vi foreninger til at sende en repræsentant til valgaftenen på rådhuset. Det er ikke nødvendigt at stille med en kandidat, men det er en god ting, at foreningerne deltager i valghandlingen.”
Kandidater vælges fra forskellige foreningsområder
Folkeoplysningsudvalget består af 17 medlemmer. Som forening kan man opstille og stemme på kandidater inden for sit fagområde. Der findes følgende foreningsområder:
- Idrætsforeninger (4 medlemmer)
- Foreninger for voksenundervisning (3 medlemmer)
- Idébestemte børne- og ungdomsforeninger (1 medlem)
- Handicapforeninger (1 medlem)
- Kulturelle foreninger (2 medlemmer)
- Øvrige foreninger (1 medlem)
Derudover udpeger byrådet 5 medlemmer blandt dets egne medlemmer.
For at kunne opstille og stemme på en kandidat skal man som forening have en folkeoplysende virksomhed med tilskud, eller man skal have fået anvist lokaler til folkeoplysende virksomhed. Kandidaten man udpeger, behøver ikke være medlem af foreningen eller have bopæl i kommunen.
Det anbefales, at så mange kandidater som muligt stiller op for at sikre en god og åben valgproces. Så har man engagementet og motivationen til at gøre en forskel for foreningslivet i Folkeoplysningsudvalget, kan man starte med at tale med sin forening om det.
Her foregår valget
Torsdag den 12. marts kl. 17-19 i Multisalen, Furesø Rådhus, Stiager 2, 3500 Værløse.
Dørene åbner kl. 16:30, hvor der serveres kaffe/the.
I 2023 uddelte Folkeoplysningsudvalget prisen som frivillig leder. Her ses formand Lars Køster Svendsen (tv) med de 4 nominerede. Modtager af prisen blev Bodil Grau Hansen fra Furesø Svømmeklub.
Claus Torp
Direktør
By- og kulturdirektør
Center for Kultur og Ejendomme
Center for By og Miljø
clt1@furesoe.dk
+45 7216 5858