Orientering om sag i medierne
Kommunen giver flere nuancer i en sag, der er beskrevet i Sjællandske Medier
I en artikelserie i Sjællandske Medier er der udtrykt kritik af kommunen i en konkret sag.
Vi ville gerne give flere nuancer, men som kommune er vi omfattet af tavshedspligt og kan dermed ikke udtale os om den konkrete sag. I stedet vil vi generelt beskrive, hvordan vi arbejder med lignende sager.
Altid individuel vurdering
Forvaltningen udarbejder altid en konkret og individuel vurdering af en borgers behov for hjælp. Vurderes en borger at have brug for at bo på et bosted, forsøger fagfolk altid at finde et match mellem botilbud og borger. Kommunen er forpligtet til at udføre en både faglig og økonomisk vurdering af et botilbud.
Viser et botilbud sig ikke at være det rigtige match, arbejder vi på at finde et andet, hvor der er et bedre match.
Nogle borgere har specifikke behov. Det kan fx være et ønske om kontakt med dyr, at opholde sig i naturen eller andet. Det tager vi naturligvis også hensyn til.
Giver borgere, forældre eller andre pårørende udtryk for, at de er bange for, at en borger kunne finde på at tage sit eget liv, anbefaler vi altid, at borgeren eller familien skal henvende sig til psykiatrisk skadestue med det samme. Psykiatriske hospitaler har andre muligheder for at hjælpe end i kommunalt regi.
Analyse i foråret 2024
Virksomheden Komponent lavede i starten af 2024 en analyse af, om Furesø Kommune brugte sine penge korrekt og anviste de rigtige indsatser til voksne, der modtog specialiseret støtte fra Furesø Kommune.
Analysen viste, at Furesø bruger flere penge end tilsvarende kommuner og fastholder for mange i tilbud og ydelser, som borgerne ikke havde brug for mere.
I den forbindelse gennemgik Furesø Kommune flere hundrede sager. Der var fokus på, om flere borgere kunne blive mere selvstændige i eget liv og leve med færre indgribende indsatser. På den baggrund er det i tæt dialog borgere og pårørende blevet undersøgt, om der var tale om de rigtige tilbud, og om nogle af tilbuddene kunne hjemtages.
Samtidig har der også været forhandlinger med leverandører for at sikre den rette sammenhæng mellem pris og tilbuddets karakter.
Kommunen har generelt oplevet tilfredshed fra borgere og pårørende i processen. Ofte har vi kunnet finde frem til tilbud, der både var bedre og mere udviklende for den enkelte borger og som samtidig betød, at de kommunale udgifter på området kunne strække længere.
Furesø Kommune tilbyder dog stadig mange borgere eksterne botilbud, fordi tilbuddene vurderes bedst egnet ud fra en individuel vurdering. I 2024 er cirka dobbelt så mange borgere blevet tilbudt et eksternt tilbud end et internt tilbud.
Det er forkert, når det fremstilles som om, at Furesø skal ud og spare mange penge på området.
Over de kommende fire år er der samlet set afsat 67 mio. kr. ekstra til det specialiserede område. Heraf er ca. halvdelen rettet mod voksenområdet.
Ikke en del af analysen
Sagen om Emil, som er beskrevet i Sjællandske Medier, har dog intet at gøre med Komponentanalysen. Emils sag har ikke været en del af det omfattende analysearbejde.
Mere om specialiserede indsatser i Furesø
Kontakt
Center for Børn og Voksne
Stiager 23500 Værløse