Ny demenshandlingsplan i Furesø
Det politiske udvalg Ældre og Sundhed godkendte den 13. juni 2023 en ny demenshandlingsplan for Furesø Kommune. Planen indeholder bl.a. partnerskaber, meningsfulde aktiviteter og målrettet træningstilbud.
Furesøs nye demenshandlingsplan bygger på den tidligere demensstrategi og indeholder initiativer, som fx partnerskaber med civilsamfundet, meningsfulde aktiviteter, målrettet træningstilbud og målrettet sansestimulering, når man er ramt af en demenssygdom.
Bred vifte af aktivitetstilbud
Furesø Kommune kan allerede tilbyde en bred vifte af aktivitetstilbud uanset hvor, man er i et demensforløb. Der er etableret pårørendegrupper, og der er demensfagligt personale til rådighed på alle plejehjem, i hjemmeplejen og i sygeplejen. Det nyeste skud på stammen er kommunens første demensvenlige seniorbofællesskab i Hjorteparken.
Faglig og professionel støtte
”Visionen for Demenshandlingsplan 2023-2025 er, at alle borgere, der har en demenssygdom inde på livet, oplever, at de modtager en målrettet, faglig, professionel og involverende støtte og personcentreret omsorg, når de er i kontakt med medarbejdere fra Furesø Kommune,” siger Lars Carstensen (C), der er formand for Ældre og Sundhed.
Demenshandlingsplanen bygger på kerneværdier som værdighed, tryghed, indflydelse på eget liv, meningsfulde aktiviteter og gode oplevelser, som også er gennemgående for Furesø Kommunes Værdighedspolitik, Fremtidens Furesø, mål for 2030 samt Den Nationale Demenshandlingsplan 2025.
Plan skabt gennem bredt samarbejde
Demenshandlingsplan 2023-2025 er skabt i et bredt involverende samarbejde med deltagelse af borgere med en demenssygdom og deres pårørende, politikere, foreninger, ledere, demensfaglige medarbejdere samt frivillige.
”Vi ser frem til, at der bliver arbejdet målrettet med de nye initiativer og satser på, at Furesø i de kommende år får endnu mere viden om demens, og at nye demensvenlige initiativer skyder op i hele kommunen til glæde for alle”, siger Lene Bang (A), næstformand for Ældre og Sundhed.
Læs om demens i Furesø og demenshandlingsplanen på Furesø Kommunes hjemmeside https://www.furesoe.dk/borger/sundhed-og-sygdom/fysisk-og-kronisk-sygdom/demens/