---
title: "Furesø når ikke klimamål i 2030 – klimaplan opdateres"
description: "Furesø Kommune nedbringer CO₂-udslippet år for år. Men udfordringer med især udrulning af fjernvarme og en længere tidshorisont på en række infrastrukturprojekter betyder, at Furesø Kommune ikke når sit mål om at være CO₂-neutrale i 2030."
date: "2026-03-30"
created: "2026-03-30"
---

[Hjem](https://www.furesoe.dk/)

                    [Nyheder samlet](https://www.furesoe.dk/nyheder-samlet)

                    [Nyheder - Politik](https://www.furesoe.dk/nyheder-samlet/nyheder-politik)

                [Furesø når ikke klimamål i 2030 – klimaplan opdateres](https://www.furesoe.dk/nyheder-samlet/nyheder-politik/furesoe-naar-ikke-klimamaal-i-2030-klimaplan-opdateres)

# Furesø når ikke klimamål i 2030 – klimaplan opdateres

Furesø Kommune nedbringer CO₂-udslippet år for år. Men udfordringer med især udrulning af fjernvarme og en længere tidshorisont på en række infrastrukturprojekter betyder, at Furesø Kommune ikke når sit mål om at være CO₂-neutrale i 2030.

![Elladestander og delebil](https://www.furesoe.dk/i/MOLIRIMEDIA/a320c539-f609-4587-2dff-08de8be385d4?width=800)

*Foto:* *Furesø Kommune har den største kommunale elbilflåde i Nordsjælland.*

Furesø Kommune vedtog i 2022 sin klimaplan som en del af DK2020-samarbejdet, hvor 95 kommuner forpligtede sig til at udvikle lokale klimahandlingsplaner. Planen indeholder 43 klimahandlinger på tværs af energi, transport, affald, natur og forbrug. Heri planen er også målet om at gøre kommunen CO₂-neutral i 2030. Det er et mere ambitiøst mål end de fleste kommuners målsætning om 70 procents reduktion.

## Klimamål nås ikke

Den 8. april behandler det politiske udvalg Natur og Klima en sag om klimaindsatsen i 2026. Her fremgår det, at forvaltningen vurderer, at det ikke længere er realistisk, at Furesø Kommune når sit klimamål om at være CO₂-neutral i 2030. Det skyldes særligt uventede udfordringer med udrulningen af fjernvarme i Farum, samt en væsentlig længere tidshorisont på en række afgørende infrastrukturprojekter som fx S-toglinje til Hillerød og etablering af CO₂-neutralt spildevandsanlæg.

“Det er rigtig ærgerligt, at vi ikke opnår de klimamål, vi satte os tilbage i 2022. Men vi har vidst i et stykke tid, at det ville blive svært, og klimaarbejdet stopper ikke, fordi nogle af vores klimahandlinger ikke lykkes. Vi arbejder videre med at reducere udledninger i kommunen, og vi vil i den kommende tid se på, hvordan klimaplanen kan styrkes. Så selvom vi ikke kommer helt i mål, skal vi komme så tæt på som muligt,” siger Øjvind Vilsholm (Ø), formand for Natur og Klima.

## Klimaplanen opdateres

Furesø Kommune går i 2026 i gang med en gennemgribende opdatering af klimaplanen. Opdateringen indebærer en grundig evaluering af klimahandlingerne og tidshorisonten for implementeringen. Formålet er at udvikle klimaplanen på baggrund af de erfaringer, forvaltningen har gjort sig i kombination med den nyeste viden og teknologi. Samtidig vil man styrke prioriteringen af de indsatser, hvor kommunen har de bedste muligheder for at reducere udledningerne. På baggrund af processen vil kommunen fastsætte et opdateret mål for CO₂-reduktion.

“Da vi lagde planen, byggede den på nogle forudsætninger om udviklingen i energisystemet, som vi ikke selv styrer. Når de ændrer sig, må vi justere kursen og finde nye lokale løsninger. Det arbejde går vi i gang med nu”, siger Claus Davidsen (A), næstformand for Natur og Klima.

## Mindre CO2-udledning i samspil med borgere

CO₂-udledningerne i Furesø Kommune er dog faldende. I 2023 var udledningerne i kommunen 28 procent mindre end i 2019, som er basisåret for klimaplanen. Af de udledninger skyldes knap 30 procent lokale ændringer i Furesø. Det svarer til et fald på i alt 48.000 ton CO₂, hvilket svarer til knap 20.000 Furesø-borgeres årlige forbrug.

Flere af de lokale ændringer skyldes et samspil mellem kommunens indsatser og de valg, Furesø-borgere og virksomheder træffer i hverdagen. Det ser man fx i forhold til elbiler. Furesø Kommune har etableret offentligt tilgængelige ladestandere og har samtidig den største kommunale elbilflåde i Nordsjælland. Samtidig vælger stadig flere borgere og virksomheder elbilen til. I 2024 udgjorde elbiler omkring 16 procent af den samlede bilbestand i kommunen. Ved udgangen af 2025 var det steget til næsten 23 procent. Fortsætter dette kan andelen nå over 50 procent i 2030.

Den lokale CO₂-nedgang skyldes også, at flere borgerne i Furesø installerer varmepumper og reducerer deres forbrug af gas og olie til opvarmning.

## Potentiale i folks forbrugsmønstre

Selvom mange bidrager aktivt til den grønne omstilling, peger analyser på, at der fortsat er et betydeligt potentiale for yderligere reduktioner – blandt andet gennem mere klimavenlige forbrugsmønstre inden for mad, transport og energi.

Furesø Kommune arbejder derfor målrettet for at understøtte og igangsætte klimahandlinger, der adresserer de forbrugsbaserede udledninger i samarbejde med borgere og erhvervsliv. Målet er at fremme en grøn og retfærdig omstilling, der samtidig skaber merværdi i kommunen.

            https://www.furesoe.dk/politik/politikker-og-planer/klima-og-miljoe/klimaplan-2022-2050

            https://www.furesoe.dk/politik/politikker-og-planer/klima-og-miljoe

## Øjvind Vilsholm

Udvalgsformand

oev@furesoe.dk

Formand for Natur og Klima

Medlem af Økonomi og Erhverv

Medlem af Handicap, Social, Psykiatri og Beskæftigelse

[Læs mere](https://www.furesoe.dk/MOLIRIPAGE/e18aef2e-34ff-4c91-9ab4-14db2a8f18d8 "Læs mere om Øjvind Vilsholm")

## Claus Maimann Davidsen

Udvalgsnæstformand

cmm4@furesoe.dk

[Læs mere](https://www.furesoe.dk/MOLIRIPAGE/901f60a2-0f9b-4b3a-b56d-5eaa4d7f0d91 "Læs mere")

## Claus Torp

Direktør

72165858

clt1@furesoe.dk

**By- og kulturdirektør**

Center for Kultur og Ejendomme

Center for By og Miljø

clt1@furesoe.dk

+45 7216 5858

## Kontakt

### Klimasekretariatet

Stiager 2

                                            3500

                                            Værløse

                                    Klimasekretariatet@furesoe.dk

### Ring til os

[72 35 53 55](tel:72%2035%2053%2055)

### Skriv til os

[Skriv til os via digital post (borger)](https://post.borger.dk/send/afaa7106-bdbb-40f2-9f18-67ae32068707/21d34fed-0abd-4cac-b818-71e27812e647/)

[Skriv til os via digital post (virksomhed)](https://virk.dk/digitalpost/new/afaa7106-bdbb-40f2-9f18-67ae32068707/825feb74-5fe7-4225-a940-4d5eedfff63e/)

[Bygningen er God Adgang-mærket](https://godadgang.dk/faktaark/furesoe-raadhus-6258-1)
