---
title: "Tryg start for nye hænder: Introforløb styrker kvalitet og tryghed i ældreplejen"
description: "Et nyt fælles introduktionsforløb for ufaglærte medarbejdere er et vigtigt skridt i arbejdet med at sikre høj kvalitet og trivsel i Furesøs ældrepleje. Hold 1 har allerede bestået de 8 dages introforløb, mens hold 2 netop har sat sig på skolebænken."
date: "2026-06-08"
created: "2026-06-08"
---

[Hjem](https://www.furesoe.dk/)

                    [Nyheder samlet](https://www.furesoe.dk/nyheder-samlet)

                    [Nyheder - Pleje og omsorg](https://www.furesoe.dk/nyheder-samlet/nyheder-pleje-og-omsorg)

                [Tryg start for nye hænder: Introforløb styrker kvalitet og tryghed i ældreplejen](https://www.furesoe.dk/nyheder-samlet/nyheder-pleje-og-omsorg/tryg-start-for-nye-haender-introforloeb-styrker-kvalitet-og-tryghed-i-aeldreplejen)

# Tryg start for nye hænder: Introforløb styrker kvalitet og tryghed i ældreplejen

Et nyt fælles introduktionsforløb for ufaglærte medarbejdere er et vigtigt skridt i arbejdet med at sikre høj kvalitet og trivsel i Furesøs ældrepleje. Hold 1 har allerede bestået de 8 dages introforløb, mens hold 2 netop har sat sig på skolebænken.

![](https://www.furesoe.dk/i/MOLIRIMEDIA/4a1638b6-73ae-4ae0-a79e-08dec5031ca2?width=800)

            Kommunens egne fagpersoner med særlig ekspertise inden for de enkelte områder, fx udviklings- og kvalitetssygeplejersker, står for undervisningen i det nye fælles introforløb for ufaglærte. Furesø Kommune

I 2026 arbejder Furesø Kommune særligt på at styrke rekruttering og opkvalificering af medarbejdere i ældreplejen – et af grebene er en mere systematisk tilgang til kompetenceudvikling.

Når man starter nyt job, foregår oplæringen som oftest på arbejdspladsen som sidemandsoplæring. På den måde lærer man hurtigt arbejdspladsen, arbejdsopgaver og sine nye kollegaer at kende. Men når de faste medarbejdere i forvejen løber stærkt, er det svært at stille krav til det gode introforløb og at sikre tid til, at alle nye får den påkrævede introduktion til arbejdsopgaverne.

Med et nyt fælles introforløb for ufaglærte medarbejdere i ældreplejen, vil Furesø Kommune styrke introduktionen og dermed sikre høj kvalitet og trivsel på området.

I starten af maj deltog det første hold nyansatte ufaglærte medarbejdere i et intensivt introduktionsforløb over otte dage, hvor de modtog undervisning i en række centrale emner, herunder pleje og omsorg, hygiejne og uniformsetikette, dokumentation, arbejdsstillinger samt rollen som offentligt ansat.

Med det nye fælles introduktionsforløb får medarbejderne en bred og ensartet introduktion – og forhåbentlig også et stærkt tilhørsforhold til Furesø Kommune. Det er i hvert fald målet.

Formand for Ældre og Sundhed, Ole Bondo Christensen (A):

“Vi er meget glade for at kunne give vores ufaglærte medarbejdere en god start. Det er ikke altid muligt at rekruttere faglært personale, og derfor er det afgørende, at de ufaglærte bliver klædt godt på til opgaven fra begyndelsen.”

Kommunens egne fagpersoner med særlig ekspertise inden for de enkelte områder, fx udviklings- og kvalitetssygeplejersker, stod for undervisningen. De nye medarbejdere har nu påbegyndt deres arbejde på kommunens plejehjem og i Hjemmeplejen, hvor de skal bidrage til den daglige omsorg for borgerne.

Deltagerne var meget positive, og nogle af de tilbagemeldinger kommunen har fået fra deltagerne er:

“Undervisningen var professionel, relevant og godt struktureret”

“Jeg føler mig godt forberedt og mere tryg i mit arbejde efter kurset”

I forbindelse med introduktionsforløbet har flere af medarbejderne desuden givet udtryk for et ønske om at videreuddanne sig inden for social- og sundhedsområdet – en ambition, som Furesø Kommune vil bakke op om. Det er med til både at styrke den enkelte medarbejders faglige udvikling og sikre kvalificeret arbejdskraft i ældreplejen fremadrettet.

Centerchef Helle Winter Dahl:

“Vi ved, at en god introduktion både styrker kvaliteten for vores borgere og øger trivslen blandt medarbejderne. Vi er meget glade for, at forløbet er blevet taget godt imod, og arbejder nu videre med at tilpasse konceptet så vi løbende kan tilbyde relevant uddannelse for vores ufaglærte medarbejdere.”

Det nye initiativ er en del af kommunens samlede indsats for at styrke kvalitet og arbejdsglæde i ældreplejen – til gavn for både borgere og medarbejdere.

Hold 2 startede tirsdag den 2. juni.

## Fakta

I 2026 arbejder Furesø Kommune særligt på at styrke rekruttering og opkvalificering af medarbejdere i ældreplejen. Det er det første spor i en større Masterplan, der skal skabe en omsorgsfuld ældrepleje, der både imødekommer den nye ældrelov, sundhedsreformen og et stigende antal ældre borgere med mere komplekse plejebehov.

Masterplanen samler de vigtigste visioner for, hvordan Furesø også i fremtiden kan tilbyde høj faglig kvalitet, dygtige medarbejdere, bedre forebyggelse, stærkere rehabilitering og en tæt dialog med borgere og pårørende.

## Ole Bondo Christensen

Udvalgsformand

E-mail: obch@furesoe.dk

Telefonnummer: 7235 4002

## Helle Winther Dahl

Centerchef

72164543

hwn1@furesoe.dk

Center for Sundhed og Ældre

## Katrine Birk

Direktør

**Velfærdsdirektør**

Center for Sundhed og Ældre

Center for Dagtilbud og Skole

Center for Beskæftigelse, Forebyggelse og Sociale Indsatser

kpd1@furesoe.dk

+45 2285 2040

## Kontakt

### Kommunikation

                                    kommunikation@furesoe.dk

### Ring til os

72354012

[Furesø Kommune](https://www.furesoe.dk/MOLIRIPAGE/00a0a55e-4a7e-45c6-baf3-006435c7ba1f)
