Skip til hoved indholdet Kontakt Kontakt

Økonomien på ældreområdet i Furesø Kommune

Der har været stor opmærksomhed om økonomien på ældre- og sundhedsområdet i Furesø Kommune i den seneste tid. Derfor samler vi her overblikket til dig, der gerne vil vide mere om Furesøs borgere over 65 og de midler, der går til omsorg, pleje og forebyggende indsatser.

Hvem er seniorerne i Furesø?

I Furesø Kommune bor der i dag omkring 9.500 borgere over 65 år. Et udsnit af de + 65 årige har brug for hjælp og pleje: Cirka 308 bor på kommunens plejehjem, og godt 1000 borgere er visiteret til personlig pleje / praktisk hjælp hos enten kommunal leverandør, Omsorg Sjælland eller Specialteamet.

Ca. 8.200 borgere i aldersgruppen + 65 år har ikke brug for kommunens hjælp, men klarer sig selv i et godt fællesskab med andre.

Furesø har en relativt ressourcestærk befolkning, hvilket afspejles i det såkaldte socioøkonomiske indeks, som ligger på 0,73. Det betyder, at borgerne i Furesø som hovedregel og gennemsnitsbetragtning har mindre brug for hjælp end i mange andre kommuner – fx Gladsaxe (med et socioøkonomisk indeks på 1,05) og Brøndby (1,59).

En god sundhedsprofil

Ifølge ’Sundhedsprofil for Region Hovedstaden og kommuner 2021’ har borgere over 65 år i Furesø Kommune i øvrigt generelt bedre sundhedsprofil end gennemsnittet i regionen. Det er dog forventeligt i forhold til den gruppe borgere, der bor i Furesø – og det er også billedet i sammenlignelige kommuner som fx Hørsholm og Rudersdal. Profilen giver os indblik i hvilke områder, vi med fordel kan prioritere i arbejdet med sundhedsfremme og forebyggelse på ældreområdet.

Gruppen af borgere over 65 vokser

Furesø Kommunes befolkningsprognose vurderer, at gruppen af borgere over 80 år vil stige frem mod 2037 med 26,3 procent, og at aldersgruppen 65-79 år vil stige med 7,5 procent.

Det svarer til, at Furesø Kommune forventer, at der samlet set er omkring 10.700 borgere over 65 år i 2037 (mod 9.500 i 2025). Samme tendens gør sig gældende på landsplan.

Økonomien på området: En opprioritering siden 2020

Fra 2020-2025 er der samlet set tilført 90 mio. kr. til Ældre- og Sundhedsområdet (ÆSU) – cirka 16 mio. kr. i demografiregulering og 74 mio. kr. i politiske prioriteringer.

Det fremgår af budgetvedtagelserne fra 2020 til 2025, som viser en kontinuerlig stigning i både grundbudget, tekniske korrektioner og demografitilpasninger.

Se Furesø Kommunes budgetter

Prioriteringer styret af demografi

Ifølge den seneste befolkningsprognose vil antallet af borgere over 65 stige markant de kommende år og dermed udgifterne. Allerede fra 2025 til 2029 forventes en stigning i udgifterne fra 16 mio. kr. i 2025 til 24 mio. kr. i 2029 som følge af den demografiske udvikling. Det er der taget højde for i budgetterne.

Demografireguleringen er en justering af budgettet, når der fx kommer flere +80-årige. Så stiger behovet for hjemmehjælp, plejehjemspladser og sundhedsydelser, og derfor får ældreområdet automatisk flere penge, så serviceniveauet kan følge med befolkningens udvikling.

Politiske prioriteringer

De resterende godt 74 mio. kr., der er tilført området siden 2020, er gået til politisk prioriterede indsatser på ældre- og sundhedsområdet. Det gælder blandt andet:

  • Udvidelse af Plejehjemmet Lillevang – her betyder en forøgelse med 55 nye pladser, at der venteliste på plejehjemspladser i Furesø Kommune er reduceret, og at behovet for hjemmepleje er reduceret.
  • Investeringer i velfærdsteknologi med fokus på at understøtte borgerne i eget hjem. Når borgerne bliver mere selvhjulpne og dermed får mindre brug for hjælp, kan kommunen bruge ressourcerne i andre dele af Hjemmeplejen.
  • Investeringer i Genoptræningscentret – blandt andet med digitalt understøttet træning og målrettede hjemmetræningsforløb, der har halveret indlæggelsestiden og reduceret genindlæggelser.

Hvor mange penge bruger Furesø Kommune pr. borger over 67?

Furesø er fra 2022 til 2024 gået 23 pladser frem i forhold til at bruge penge på det samlede ældreområde (udgift pr. borger for alle 67+årige). Fra nr. 26 til nr. 49 ud af de 98 kommuner, hvor nummer 98 bruger flest midler pr. borger, ifølge nøgletal fra KL og Indenrigsministeriet. Når der korrigeres for socioøkonomiske forskelle, ligger Furesø over landsgennemsnittet i udgifter pr. borger over 67.

Indenrigs- og Sundhedsministeriets offentliggjorde i september 2023 en analyse af geografiske forskelle i ældres forbrug af sundheds- og plejeydelser, som netop tog højde for de socioøkonomiske forhold. Analysen viste, at Furesø Kommune i 2022 havde højere udgifter end forventet til borgere over 65 år på baggrund af sammensætningen af ældre i kommunen (alder, civilstand, køn, indkomst, uddannelsesniveau, forekomst af alvorlig sygdom mv.).

Nøgletal kan dog aldrig stå alene, og det at bruge penge, er ikke et mål for om borgerne får deres behov opfyldt. Derfor supplerer vi økonomiske nøgletal med andre forhold, når vi vurderer indsatsen. Fx ventetid på en plejebolig og resultatopfyldelse, fx vellykket genoptræning mm.

Sådan arbejder Furesø Kommune forebyggende

Furesø Kommune arbejder forebyggende med fokus på at støtte borgerne i at være så selvhjulpne og aktive som muligt med træning, hjælpemidler, nye teknologier og ved indretning af boliger, by og byrum.

Bliver man svækket pga. sygdom eller andet, tilbydes man træning og evt. pleje, omsorg og støtte i relation til ens funktionsniveau og behov.

Furesø Kommune understøtter stærke fællesskaber og et aktivt, inkluderende foreningsliv. Deltagelse i fællesskaber er med til at forebygge ensomhed og social isolation. Al erfaring viser, at jo stærkere fællesskaber man indgår i, desto mere selvhjulpen og tilfreds med livet er man.

I Furesø har vi to meget velfungerende aktivitetscentre, Gedevasevang og Skovgården, der begge modtager kommunal støtte, og som i høj grad med til at sikre fælles oplevelser for seniorer. Samtidig har Ældresagen en lang række aktiviteter for seniorer båret af frivillige kræfter.

Velfærdsteknologi skal frigøre tid til andre opgaver

Ved budgetvedtagelsen for 2025 besluttede Furesø Kommune at skrue op for brugen af velfærdsteknologiske løsninger for at sikre en bæredygtig hjemmepleje. Det sker fordi, der i fremtiden er udsigt til flere ældre borgere og færre medarbejdere inden for sundheds- og omsorgsområdet.

Også på plejehjemmene arbejder Furesø Kommune med nye løsninger, der skal forbedre trivslen for borgere med demens, så de bliver mere rolige og trygge, og så medarbejderne får nye værktøjer til at møde borgernes særlige behov.

Vi sætter løbende initiativer i gang, der gerne skulle medføre, at mange flere af vores ældre, skal kunne klare sig selv – til gavn for os alle, men ikke mindst borgerne selv. Fremtidens ældre forventer det. De fleste vil gerne blive i eget hjem.

Ældrelaboratorium og Masterplan

En samlet masterplan for udvikling af ældreplejen skal kvalificeres på en række temamøder i et fælles udviklingssamarbejde – et Ældrelaboratorium, hvor borgere, medarbejdere, pårørende, bestyrelser på plejehjemmene mødes med det politiske udvalg, forskere og andre til dialog om, hvordan man kan udvikle ældreplejen.

Kilder:

Kontakt

Center for Sundhed og Ældre

Stiager 2
3500 Værløse

Ring til os

Modtag nyheder fra Furesø Kommune

Opret nyhedsbrev

Furesø Kommune

Stiager 2
3500 Værløse

CVR-nummer: 29188327
Kommunenummer: 190

Telefontider

Telefonnummer: 7235 4000

Mandag til onsdag kl. 10 til 14
Torsdag kl. 10 til 17
Fredag kl. 10 til 14

Borgerservice

Bestil eller afbestil tid i Borgerservice.

Følg os på de sociale medier

Få teksten læst op Tilgængelighedserklæring Giv os feedback