Skip til hoved indholdet

Budget i støbeskeen

I de kommende måneder skal Furesø Byråd forhandle kommunens budget for 2025-26. Målet er et budget i balance, hvor der samtidig er plads til at fastholde en god service og fortsat udvikle kommunen. Budgettet vedtages endelig i oktober 2024.

Furesø Byråd skal i de kommende måneder forhandle Furesø Kommunes budget for de næste to år. Som alle andre kommuner oplever Furesø stigende udgifter på de centrale velfærdsområder. Flere ældre har behov for pleje, flere børn og unge får behov for specialundervisning og specialtilbud, og flere voksne har brug for hjælp til psykiske, fysiske og sociale udfordringer. Det er blevet dyrere at drive kommune og vanskeligere at levere den service, som borgerne forventer. Det kalder på nye måder at drive kommuner på.

”Jeg vil gerne kvittere for det store arbejde, der gøres i fagudvalg, byråd og af vores dygtige medarbejdere. Bedre forebyggelse, inddragelse af borgere og foreningslivet i opgaveløsningen, regelforenkling og brug af velfærdsteknologi er nogle af de redskaber, vi tager i brug for at få de kommunale midler til at strække længere. Men vi kommer ikke uden om også at skulle gennemføre svære prioriteringer, og her skal vi have en god dialog om, hvordan vi rammer kernevelfærden mindst muligt. Jeg ser frem til den kommende høringsproces og de kommende budgetforhandlinger”, siger Furesøs borgmester Ole Bondo Christensen (A).

Besparelser, men alligevel flere penge alt i alt til velfærdsområderne

Politikerne skal i de kommende måneder forhandle et budget, der er i balance. Forhandlingerne tager udgangspunkt i et samlet budgetudspil fra forvaltningen med et anlægsprogram, forslag til nye investeringer og et sparekatalog med spareforslag for 2025 på ca. 39 mio. kr. ud af det samlede budget på godt 3 mia. kr. Samtidig er der også afsat ekstra midler til de ekstra behov, der opleves på velfærdsområderne, hvilket betyder, at der samlet set tilføres ekstra midler til velfærden.

Investering i omstilling og forebyggelse

En del af budgetforslaget indeholder også forslag om en særlig pulje til omstilling, hvor der kan sættes målrettet ind for at forebygge fremtidige udgiftsstigninger, eksempelvis så færre børn, unge og voksne har brug for særligt specialiserede tilbud og indsatser.

Høring og inddragelse

Udvalg og byråd førstebehandler her i august det samlede budgetforslag, men det er først til oktober, at det vedtages endeligt af byrådet.

”Det er vigtigt for den videre proces, at vi får inddraget borgerne og hørt de forskellige interessenter i forhold til budgetforslagene. Politisk tager vi bestik af det input, vi får. Derfor er det ikke det endelige budgetforslag, som vi behandler i fagudvalgene og byråd her i august. Vi vil sende materialet i høring til alle i Furesø og inddrage de svar og ideer, vi får fra borgere, foreninger og medarbejdere i de videre budgetforhandlinger”, siger næstformand i Økonomiudvalget Jesper Larsen (V).

Borgermøde den 11. september

Budgettet bliver sendt i høring efter førstebehandlingen i byrådet, og Furesøs borgere kan deltage i et borgermøde om budgettet den 11. september 2024. På det tidspunkt vil de politiske forhandlinger være i fuld gang, men ikke afsluttet. Der vil derfor være rig mulighed for at give sin mening til kende.

Budgettet skal førstebehandles af byrådet den 28. august. Det bliver endeligt vedtaget den 9. oktober 2024.

Udvalgssager, tidsplan og høring

Læs udvalgssager bilag med anlægsprogram, forslag til nye investeringer og et sparekatalog

Læs om høring og tidsplan for vedtagelse

Borgmester

Jesper Larsen

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)

Næstformand for Økonomiudvalget, medlem af Handicap, Social og Psykiatri, Byrådsmedlem
jla1@furesoe.dk

Kontakt

Ledelsessekretariatet

Stiager 2
3500 Værløse
byraadssekretariatet@furesoe.dk

Ring til os

Tilmeld nyhedsbrev, eller indsend feedback

Opret dit abonnement her Giv os feedback

Find os

Furesø Kommune
CVR-nr.: 29188327
Kommunenummer: 190

Telefon: 7235 4000

Åbningstid på telefonen

Mandag - onsdag  10 - 14
Torsdag 10 - 17
Fredag 10 - 14

Ved fysisk fremmøde skal du bestille tid

Bestil tid i borgerservice

Følg os på de sociale medier