---
title: "Mere vild natur på Baunesletten"
description: "De to Dexter-kreaturer, der skal græsse på en del af Baunesletten, er ankommet til Furesø. I juni bliver de lukket ud i den fold, der nu er ved at blive udvidet til formålet."
date: "2025-05-28"
created: "2025-05-27"
---

[Hjem](https://www.furesoe.dk/)

                    [Nyheder samlet](https://www.furesoe.dk/nyheder-samlet)

                    [Nyheder - Natur og miljø](https://www.furesoe.dk/nyheder-samlet/nyheder-natur-og-miljoe)

                [Mere vild natur på Baunesletten](https://www.furesoe.dk/nyheder-samlet/nyheder-natur-og-miljoe/mere-vild-natur-paa-baunesletten)

# Mere vild natur på Baunesletten

De to Dexter-kreaturer, der skal græsse på en del af Baunesletten, er ankommet til Furesø. I juni bliver de lukket ud i den fold, der nu er ved at blive udvidet til formålet.

Den 26. marts 2025 besluttede Natur og Klima at gå videre
med planerne om mere biodiversitet på Baunesletten. Den centrale del af sletten
vil fortsat være uden hegn. Her vil kommunen udføre naturpleje med
forårsafbrænding og høslæt. Herudover fortsætter det gode samarbejde med
Skolelandbrugets talenter om en række konkrete naturplejeopgaver. Desuden kan
borgere, Spejder Grupper, skoler, foreninger, mm. deltage som frivillige i
udvalgte naturplejeopgaver.

En del af naturplejen er også at etablere to græsningsfolde
på Baunesletten, en større fold på ca. 14 ha og en mindre fold på ca. 4 ha.

Der skal fremover græsse to Dexter-kvæg i den store fold
hele året. Kreaturerne får lov til at gumle på græs og træers skud året rundt.
På den måde hjælper de med at holde vegetationen nede, så der bliver mere lys i
området. Denne dynamik skaber flere levesteder for flere dyre- og plantearter.

## Folden åbnes i
flere faser

I starten af juni udvides den eksisterende fold på
Baunesletten i østlig retning, så folden er på ca. 8 ha. og umiddelbart efter
sættes der 2 Dexter-kreaturer ud i folden. Så snart klagefristen på tilladelse
til kreaturovergang over diget er udløbet, vil folden ind mod Ryget Skov tages
i brug.

Den lille fold, som omfatter arealer ejet af Københavns
Kommune, udføres forventeligt i løbet af sommeren 2025, og folden er dermed
klar til at to kreaturer kan græsse området over den kommende vinter.

Forvaltningen ansøger Miljøstyrelsen om dispensation til
yderligere udvidelse af folden ind i et areal, som er fredskov.

Furesø Kommune har givet dispensation fra museumslovens §
29a og landzonetilladelse til etablering af en kreaturovergang over et
beskyttet dige, for at dyrene kan komme over diget og ind i Ryget Skov.

Dispensationen er i høring frem til den 30. juni 2025.

                ![](https://www.furesoe.dk/i/MOLIRIMEDIA/eebcb85d-bec8-40ba-bd8f-08dd9cd1c870?width=800)

## Kortforklaring

- Rød: Eksisterende fold
- Turkis: Udvidelse 1
- Gul: Udvidelse 2
- Orange: Udvidelse 3
- Blå: Lille fold
- Gul firkant: læskur
- Blå stjerne: kvægovergang
- Rød stjerne: vandpost

## Kvæget, tilsyn og
dyrevelfærd

Dexter er en gammel kvægrace, der formentlig er fremavlet af
kelterne og er den mindste af de danske kvægracer. Dexter er hårdfør og
tykpelset og kan klare koldt og vådt vejr og kan omsætte grov og næringsfattig
plantevækst til tilvækst.

Furesø Kommune står for dyrenes velfærd, når de bliver sat
ud i indhegningen. Der føres tilsyn med dyrene, sådan som reglerne i
lovgivningen foreskriver, og anbefalingerne fra de dyrlæger, der fører tilsyn,
skal følges.

Pernille Vous, afdelingsleder på Driftsgården i Furesø Kommune: ”I Furesø Kommune
ejer vi selv vores dyr og benytter os ikke af forpagtninger. Som dyreejer er vi
forpligtet til at tilse dyrene, sådan som bl.a. dyrevelfærdslovgivningen
kræver. Den kræver at kvæg skal tilses jævnligt. Kommunens Driftsgård fører
tilsyn med dyrene”.

Dyreværnslovgivningen overholdes, ligesom alle andre love og
regler skal overholdes.

Der kan opstå knaphed på mad, specielt sidst på vinteren og
i det tidlige forår, især hvis det f.eks. har været en lang og hård vinter med
sne og frost. Her kan Furesø Kommune vælge at give dyrene ekstra hø eller andet
foder for at sikre, at dyrene får nok at æde, alternativt at flytte dem til en
anden lokation.

## Færdsel i foldene:
Giv dyrene ro

De dyr, der anvendes i de bynære græsningsprojekter, er
rolige og fredelige og udvælges nøje. Dyrene kan være nysgerrige, men vil som
udgangspunkt trække sig og holde naturlig afstand til de besøgende. Som
besøgende skal du holde afstand og gå væk, hvis dyrene er opsøgende.

Det er strengt forbudt at fodre dyrene. Fodring gør, at
dyrene ændrer adfærd og bliver opsøgende.

Dyrene er store, og de kan komme til at nappe og skubbe,
hvis de begynder at forbinde mennesker med godbidder. Nogle besøgende synes, at
det er utrygt og ubehageligt, hvis dyrene er opsøgende og kommer tæt på. Tag
derfor hensyn til hinanden og dyrene – og lad være med at fodre dem

Du må gerne tage din hund med i folden men kreaturer kan
være mere opsøgende på hunde, så sørg for at holde hunden i kort snor og hold
afstand til dyrene.

                ![](https://www.furesoe.dk/i/MOLIRIMEDIA/fab7695f-7f70-4250-1c67-08dd9d2caa1e?width=800)

                https://www.furesoe.dk/vaer-med/udvikling-af-furesoe/natur-og-miljoe/oeget-biodiversitet-paa-baunesletten

                https://www.furesoe.dk/borger/miljoe-og-natur/naturpleje/oeget-biodiversitet-paa-baunesletten

                https://www.furesoe.dk/nyheder-samlet/nyheder-natur-og-miljoe/furesoe-kommune-indleder-samarbejde-om-overvaagning-af-sommerfugle

## Kontakt

### Natur og Miljø

Stiager 2

                                            3500

                                            Værløse

### Ring til os

[7235 4000](tel:7235%204000)

### Skriv til os

[Skriv til os via digital post (borger)](https://post.borger.dk/send/afaa7106-bdbb-40f2-9f18-67ae32068707/21d34fed-0abd-4cac-b818-71e27812e647/)

[Skriv til os via digital post (virksomhed)](https://virk.dk/digitalpost/new/afaa7106-bdbb-40f2-9f18-67ae32068707/825feb74-5fe7-4225-a940-4d5eedfff63e/)

[Bygningen er God Adgang-mærket](https://godadgang.dk/faktaark/furesoe-raadhus-6258-1)
