Skip til hoved indholdet
    Hjem Nyheder samlet Nyheder - miljø Furesø vil plante 20.000 træer for klima og biodiversitet

Furesø vil plante 20.000 træer for klima og biodiversitet

Træer binder CO2. Træer mindsker hede dage i byområderne. Og træer bidrager med levesteder til dyr og planter i din have. En ny indsats skal sikre, at der bliver plantet 20.000 træer på Furesøs offentlige arealer, erhvervsgrunde, i boligforeninger og i private haver inden 2030. Hesselbækgård Havecenter donerer de første 1.000 træer. Skal du have et hjem i din have?

Mandag den 15. maj indgår Danmarks Naturfredningsforening, Hesselbækgård Havecenter og Furesø Kommune partnerskabet "20.000 træer i Furesø". Når den store mængde træer har vokset sig store i 2030, vil de binde 500 ton CO2 pr. år.

De første 1.000 er gratis

Hesselbækgård Havecenter donerer de første 1.000 træer og vil også medvirke til at få plantet de næste 19.000 træer ved at tilbyde rådgivning om valg af træart, plantning og placering.

Plant et træ og sæt fart på den grønne omstilling

Mandag den 15. maj kl. 15 underskrives partnerskabet i Planværkstedet på Værløse Bymidte, hvor borgere kan komme og få en snak om, hvilke træer du kan vælge, hvor det er hensigtsmæssigt at placere træer, og om træernes betydning for biodiversitet.

"Jeg håber, at der kommer mange mennesker til en snak om træer i Planværkstedet, hvor de også vil kunne få udleveret en pose frø med 28 forskellige hjemmehørende planter, der øger biodiversiteten," siger Carsten Juel, formand for lokalafdelingen af Danmarks Naturfredningsforening.

Man kan også få sparring på trævalg og træplacering i private haver ved biodiversitetsfestivallen på Skolelandbruget den 10. juni og ved klimafolkemødet den 28. september på Farum Bytorv og Farum Kulturhus.

Sådan får du dit trægavekort

Når man har valgt, hvilket træ man vil have, sender man en mail til planttraerifuresoe@gmail.com, hvorefter man vil modtage en svarmail, der fungerer som et trægavekort til det træ, man har valgt at plante. Man kan hente sit træ på Hesselbækgård efter 15. oktober. Når haveejerne henter deres træ, vil de kunne få rådgivning om, hvordan det skal plantes.

"På den måde håber vi, at Hesselbækgård Havecenter kan gøre en forskel for klima og biodiversitet i Furesø," fortæller Jesper Bogø, der ejer Hesselbækgård Havecenter A/S

”Det er vores håb at alle der planter et nyt træ, husker at indberette det på mailen, så vi kan følge med i hvordan antallet af træer vokser, og det er vigtigt for at Furesø Kommune kan dokumentere indsatsen”, fortæller Lene Munch-Petersen, udvalgsformand for Natur og Miljø, og fortsætter:

”Vi er rigtig glade for samarbejdet med Danmarks Naturfredningsforening, i forhold til indsatsen for at plante 20.000 træer. Og vi er taknemmelige for, at Hesselbækgård Havecenter vil hjælpe os dette store skridt videre i arbejdet med de meget ambitiøse mål, vi har defineret i Klimaplan 2022-2050 for Furesø Kommune. Visionen er at Furesø kommune er CO2-neutral kommune om seks et halvt år vil binde mere CO2 end vi udleder fra alle vores aktiviteter”.

Fakta: Om Partnerskabet 20.000 træer i Furesø

Danmarks Naturfredningsforening har taget initiativet til partnerskabet "20.000 træer i Furesø", som er indgået mellem Danmarks Naturfredningsforening, Hesselbækgård Havecenter og Furesø Kommune.

Danmarks Naturfredningsforening vil oprette en hjemmeside, hvor alle træer, der plantes i partnerskabet, vil blive registreret.

Hesselbækgård vil udvælge de 15-20 hjemmehørende arter, der binder CO2, bidrager til biodiversitet og skaber levesteder.

Danmarks Naturfredningsforening vil afholde en event på biodiversitetsfestivalen om at plante træer.

Hesselbækgård vil levere rådgivning om plantning og pasning, når borgerne kommer og henter deres træ.

Fakta: CO2-gevinsten ved at plante træer 

Når træer vokser, binder de CO2 fra atmosfæren via fotosyntese. Mængden af CO2, der bindes, afhænger af træsorten og tætheden af træerne. Et fuldvoksent, fritvoksende bøgetræ vil over sin levetid have opsamlet cirka 4,3 ton CO2, mens et tilsvarende grantræ vil have opsamlet cirka 2,2 ton CO2.

De første år efter plantningen sker CO2-bindingen relativt langsomt, og derefter gennemgår træet en kraftig vækstperiode med høj binding af CO2, hvorefter der igen sker en udfladning, når træet nærmer sig sin maksimale højde. Det tager cirka 60 år for et grantræ at nå fuldvoksen størrelse, mens et bøgetræ kan tage over 100 år. Den årlige CO2-binding udgør omkring 30-40 kg for et fritstående træ, men CO2-bindingen kan være lavere for træer i en plantage.

Partnerskabet 20.000 træer i Furesø fokuserer på at plante træer på offentlige arealer, i haver og i mindre plantager på en måde, der understøtter øget biodiversitet, et grønt bymiljø og bidrager til klimasikring, samtidig med at der tages hensyn til øvrige ønsker til byudvikling og arealanvendelse.

Ved at plante omkring 20.000 træer, svarende til 100 hektar, som en blanding af fritstående træer og mindre plantager, kan der opnås en CO2-fangst på omkring 500 ton pr. år i 2030. CO2-fangsten er beregnet som den gennemsnitlige CO2-binding inden for de første 10 år efter plantningen. Over træernes fulde vækstperiode (typisk 60-100 år) vil CO2-effekten være lidt højere.

Mål 1: Mere natur og bedre klimaløsninger

”I 2030 er Furesø en kommune, hvor vi passer på vores natur, har en øget biodiversitet og en markant mindre CO2-udledning, fordi vi samarbejder med erhvervsliv og borgere om langsigtede, innovative miljø- og klima-løsninger.” Se Furesø Kommunes 2030-mål

Kontakt

Klimasekretariatet

Stiager 2
3500 Værløse
Klimasekretariatet@furesoe.dk

Ring til os

Kontakt

Natur og Miljø

Stiager 2
3500 Værløse

Ring til os

Hold dig opdateret, og giv os feedback

Abonnér på nyt fra furesoe.dk

Find os

Furesø Kommune
CVR-nr.: 29188327
Kommunenummer: 190

Telefon: 7235 4000

Åbningstid på telefonen

Mandag - onsdag  10 - 14
Torsdag 10 - 17
Fredag 10 - 14

Ved fysisk fremmøde skal du bestille tid

Bestil tid i borgerservice

Følg os på de sociale medier

Få teksten læst op Tilgængelighedserklæring Giv os feedback