Skip til hoved indholdet
    Hjem Nyheder samlet Nyheder - kultur Kunsten kan lindre og skabe dialog for borgere med sociale og psykiske udfordringer

Kunsten kan lindre og skabe dialog for borgere med sociale og psykiske udfordringer

Mere end 200 fagfolk, pårørende, interesseorganisationer, kommune og politikere var samlet i Galaksen den 20. april, da der blev sat fokus på kunstens egenskaber ved psykisk lidelse og recovery. I Furesø er der allerede en stribe projekter i gang.

Konferencen ”Det er derfor, jeg skælver” er et nyt initiativ, som har til formål at samle kunsten og forskningen i spørgsmålet om, hvordan man kan komme sig fra psykisk lidelse.

På dagen delte en lang række oplægsholdere deres personlige historier om psykisk lidelse og veje til recovery igennem foredrag, dialog, koncerter, spoken word og kunstudstillinger. Blandt andet indtog skuespiller Thomas Bo Larsen og tidligere bandidos-præsident “Exit”-Martin scenen.

Mere end blot et kulturhus

Kulturhuset Galaksen er med i samarbejdet om konferencen, fordi kulturhuset gennem sin såkaldte ”borgerscene” ad flere omgange har søsat teater- og musikforestillinger med sårbare målgrupper. Kulturhusleder Morten Mathiesen fortæller:

”Det har været enormt givende at samarbejde med mennesker, der har brugt deres personlige historier som et afsæt for deres kunstneriske udfoldelse, til stor glæde og inspiration for publikum. Forestillingerne har fx være produceret i samarbejde med ældre borgere og senest med hjemløse, knyttet til Hus Forbi. Vi gav den fuld gas med professionel instruktion og teknik, og det havde en stor effekt på skuespillernes mentale trivsel”.

Kunstnerisk udfoldelse og psykisk sårbarhed

Furesø Kommune har også i andre sammenhænge arbejdet med kunst og kultur til fremme af mental sundhed. Furesø Musikskole indledte i 2022 et samarbejde med Lille Værløse Skoles autismeafdeling og en lektor ved Aalborgs Universitets institut for musikterapi om at udvikle musiktilbud rettet mod børn med autisme. Som et led i projektet modtog underviserne på både Lille Værløse Skole og Musikskolen efteruddannelse gennem institut for Musikterapi. Indsatsen blev støttet af Kulturministeriets pulje Grib Engagementet med ca. 1.000.000 kr., og der arbejdes nu på at fortsætte undervisningen efter bevillingens ophør. Evalueringen peger på, at musikundervisningen har haft en gavnlig effekt på børnenes sociale trivsel og selvtillid.

Siden 2020 har Furesøbibliotekerne i samarbejde med ’Forfatterskolen for psykisk sårbare’ tilbudt borgere med psykisk sårbarhed kreative skriveforløb, og den kreative proces har haft en mærkbar indflydelse på deltagernes oplevelse af egne ressourcer og livsduelighed. Efter fem sæsoner planlægges det nu at fortsætte med guidet fælleslæsning med fokus på sårbare unge.

”Når man tegner, maler, spiller musik eller udtrykker sig kunstnerisk på anden måde, kan man udtrykke noget af det man tænker på eller slås med. Man kan komme i kontakt med nogle følelser, som kan være svære at få hold om, og man komme i dialog med andre, om det, der optager én. På den måde kan kunst lindre og skabe dialog også for de af vores borgere med sociale og psykiske udfordringer”, siger Hasan Yilmaz (A), formand for Handicap, Social og Psykiatri.

Også Skovhuset Kunst & Natur i Værløse samarbejder med kommunens socialpsykiatriske afdeling om formidling og samtaler om kunstværkerne i Skovhuset og kreative billedskoleforløb. Borgerne, der har forskellige psykiske lidelser, har ikke nødvendigvis tidligere besøgt Skovhuset, men oplever nu huset ved Søndersø som et fristed, der giver et psykisk overskud og øget livskvalitet.

Tine Hessner (B), formand for Kultur, Fritid og Idræt ser er et stort potentiale i at samarbejde på tværs af socialpsykiatri og kulturinstitutioner: ”Jeg er stolt af, at vi i Furesø huser denne alsidige og inspirerende konference, og jeg er sikker på, at mange tager inspiration og håb med hjem. Det er vigtigt, at vi fortsat på tværs af kommuner, gennem blandt andet samarbejdet i Kulturmetropolen (11 kommuner) har fokus på det potentiale, der er i at tænke på tværs - og tænke nyt i krydsfeltet mellem kultur, frivillighed og mental sundhed. Jeg håber, mange borgere i sidste ende kommer til at få glæde af den viden, som konferencen spreder. Dette var første gang - forhåbentlig kommer der mange flere”.

Konferencen afholdes i Galaksen Værløse i samarbejde med Askovfondens Socialpsykiatri, Dansk Psykoterapeutforening, Landsforeningen Spor, Kulturmetropolen, Fountain House og Furesø Kommune.

Kontakt

Center for Børn og Voksne

Stiager 2
3500 Værløse

Ring til os

Kontakt

Center for Borgerservice og Kultur

Stiager 2
3500 Værløse

Ring til os

Hold dig opdateret, og giv os feedback

Abonnér på nyt fra furesoe.dk

Find os

Furesø Kommune
CVR-nr.: 29188327
Kommunenummer: 190

Telefon: 7235 4000

Åbningstid på telefonen

Mandag - onsdag  10 - 14
Torsdag 10 - 17
Fredag 10 - 14

Ved fysisk fremmøde skal du bestille tid

Bestil tid i borgerservice

Følg os på de sociale medier

Få teksten læst op Tilgængelighedserklæring Giv os feedback