Skate-event vil skabe frirum for børn og unge
Over 1200 børn og unge har i år tilmeldt sig Furesø Kommunes program for sommerferieaktiviteter indenfor idræt og kultur. Men der er også tilbud, hvor veltilrettelagt holdundervisning er erstattet af mere uforpligtende leg og læring.
Vi er i Farum Midtpunkt. Rapmusik strømmer fra en højtaler, de første skateboards er sat i bevægelse og en god stemning breder sig i det gode vejr. Flere børn og unge kommer til, de yngste i selskab med voksne. Jean-Michel fra L.O.W Academy hjælper en dreng med at stå på skateboard, og forklarer hvordan man skal bruge kroppen for ikke at vælte. L.O.W. står for Life on Wheels og det er akademiet, som står bag dagens arrangement: et drop-in tilbud uden tilmelding, hvor alle kan være med.
Hvert år melder børn og unge sig til et eller flere af de mange hold indenfor idræt og kultur, som programmet af sommerferieaktiviteter i Furesø Kommune byder på. Men det er ikke alle som har forudsætninger eller lyst til at binde sig til et bestemt antal timer og en voksenstyret aktivitet. Og alle børn kan have brug for et frirum, hvor der ikke stilles krav, og hvor de selv finder ud af, hvad de kan og har lyst til. Det oplever fritidsvejlederne fra Furesø Kommune, som er gået sammen med L.O.W Academy om to street-arrangementer, hvor spontanitet og det legende står i centrum.
Oliver fra L.O.W Academy er begejstret for Farum Midtpunkt. For placeret mellem boligblokke ligger baner for både skating og fodbold op ad hinanden, med mulighed for at skabe fællesskab på tværs af interesser. Selv om faciliteterne er der, oplever fritidsvejlederne også, at der er brug for en hjælpende hånd fra voksne for at børn og unge faktisk bruger dem. Det kan L.O.W Academy tilbyde. Deres vision er netop at være til stede i streetmiljøer, så rutinerede skatere kan støtte de nye og skabe et miljø uden gnidninger. Der deles rundhåndet highfives ud under dagens arrangement, og stoltheden er åbenlys, da en pige med succes tager turen ned og op igen i en forsænket mini-bowl. Med styrket selvtillid har en ny interesse måske grebet fat – uden tilmelding.
Andet og sidste drop-in skate arrangement finder sted fredag 1. august kl. 12-14 på aktivitetslegepladsen i Farum Midtpunkt. Alle børn og unge er velkomne.