Skip til hoved indholdet

Furesø er fortsat den mest erhvervsvenlige kommune i Nordsjælland

Furesø ligger stadig bedst placeret i Nordsjælland i DI’s årlige undersøgelse af erhvervsvenligheden i kommunerne. Men i forhold til sidste år har Furesø i nogle kategorier taget et dyk på den samlede rangliste. Furesø klarer sig godt på vigtige områder som infrastruktur og arbejdskraft, men vurderes lavere på grøn udvikling og brug af private leverandører.

Virksomhederne placerer fortsat Furesø Kommune som den mest erhvervsvenlige kommune i Nordsjælland, og som den 9. bedste i hovedstadsområdet. På landsplan er kommunen nu nr. 59 på den samlede rangliste mod nr. 23 sidste år.

”Vi er tilfredse med fortsat at ligge øverst i Nordsjælland, men vi kommer til at kigge nærmere på de områder, hvor vi er gået ned af listen. Vores erhvervsliv betyder meget for kommunen, og det er vigtigt, at virksomhederne generelt er tilfredse med servicen. Vi har en partnerskabsaftale med de to erhvervsforeninger i kommunen, hvor vi i fællesskab udpeger de fokusområder, der skal arbejdes med. Den er et godt udgangspunkt for vores erhvervskontaktudvalg, hvor vi sammen vil dykke længere ned i resultaterne og se på, hvad vi kan gøre bedre,” siger udvalgsformand Niels Bjerre Degn (A), Beskæftigelses- og erhvervsudvalget.

Han glæder sig over, at Furesø stadig ligger rigtig godt placeret, når det gælder infrastruktur og transport samt arbejdskraft. Det er de områder, som erhvervslivet peger på, bør være kommunernes topprioritet.

I modsætning til sidste år, hvor virksomhederne fremhævede kommunens fokus på klima og den grønne omstilling, så er det i år et af de punkter, hvor der er sket en tilbagegang.

Et forhold, der ærgrer formanden for FURESØ Industri, Mogens Brusgaard:

”Jeg er ked af, at der er en opfattelse af, at der ikke arbejdes med den grønne udvikling. Vi har i fællesskab lanceret vores klimapartnersamarbejde mellem virksomhederne og kommunen, som netop skal understøtte de lokale virksomheders muligheder for at nedbringe deres CO2 og hjælpe den grønne omstilling på vej. Det skal vi blive meget bedre til at kommunikere, så virksomhederne kender tilbuddene. I det hele taget ser jeg undersøgelsen som et udtryk for, at der skal arbejdes mere med kommunikationen til virksomhederne.”

Også brugen af private leverandører er rykket ned på listen. Furesø har dog ikke ændret praksis eller konkurrenceudsat mindre end tidligere. Ændringen skyldes primært, at andre kommuner har konkurrenceudsat mere end sidste år, og dermed påvirket Furesøs placering.

Men det er stadig et forhold, som virksomhederne gerne vil have større fokus på. Det fremhæver formanden for Furesø Erhvervsforening Kenneth Barenholdt:

”Det er vigtigt for det lokale erhvervsliv, at kommunen løbende er opmærksom på at optimere brugen af private leverandører. Tallene viser, at der stadig er plads til forbedringer,” pointerer han.

Både formanden for Beskæftigelses- og erhvervsudvalget og begge erhvervsforeningsformænd understreger, at der er et godt samarbejde i Erhvervskontaktudvalget, som er det fælles samarbejdsudvalg, samt i den løbende dialog med Furesø Kommune.

Undersøgelsen er foretaget blandt DI’s medlemmer i Furesø Kommune. 66 virksomheder har svaret. Furesø Kommune har over 6.000 registrerede virksomheder.

Abonner på nyt fra furesoe.dk

Opret dit abonnement her

Find os

Furesø Kommune
CVR-nr.: 29188327
Kommunenummer: 190

Telefon: 7235 4000

Åbningstid på telefonen

Mandag - onsdag  10 - 14
Torsdag 10 - 17
Fredag 10 - 14

Ved fysisk fremmøde skal du bestille tid

Bestil tid i borgerservice

Følg os på de sociale medier

Få teksten læst op Tilgængelighedserklæring Giv os feedback