Søges: Lokale håndværkere og konsulenter, der vil tilbyde klimaløsninger til Furesøs boligejere
Tirsdag den 29. april er 1500 boligejere fra Furesø inviteret til et stort Spar Energi-borgermøde. Boligejerne skal høre om, hvordan de kan reducere deres energiforbrug og Furesøs dygtige håndværkere og konsulenter inviteres derfor til at deltage med åbne ordrebøger.
Lokale håndværkere og konsulenter, der kan levere ydelser til at fremme af energireduktion i boliger, inviteres til at deltage i Furesø Kommunes borgermøde for boligejere udenfor fjernvarmeområder.
Her får du mulighed for at stå med en stand fra kl. 16-16.30 og fra kl. 17.30-18.00 den 29. april på Furesø Rådhus og tilbyde dine klimaløsninger til boligejerne.
Energimødet har fokus på, hvordan boligejere kan reducere energiforbruget i deres boliger.
Det er derfor relevant, at du som en lokal håndværker, konsulent eller leverandør i Furesø af bl.a. varmepumper, hybridgasanlæg og solceller, isolering og ventilation kommer og viser, hvilke løsninger du kan tilbyde boligejerne for at skabe et godt indeklima og et energieffektivt hus.
Er du interesseret, skal du skrive til klimasekretariatet@furesoe.dk.
Energimødet har tidligere været afholdt med stor succes, og nedenfor kan du se stemningsbilleder fra tidligere møder.