---
title: "Om trafik og fjernvarme i Furesø Kommune"
description: "Der er helt ekstraordinært tryk på udrulning af fjernvarmen i Furesø Kommune lige nu. Det giver mange trafikale gener for borgerne. Det anerkender vi fuldt ud, og vi beklager alle de gener, som borgerne har oplevet. På nuværende tidspunkt er det i særdeleshed borgerne i Jonstrup, Dalsø Park, Blomsterkvarteret og Hareskov By, der mærker det."
date: "2026-09-11"
created: "2026-09-11"
---

[Hjem](https://www.furesoe.dk/)

                    [Nyheder samlet](https://www.furesoe.dk/nyheder-samlet)

                    [Nyheder - Energi og klima](https://www.furesoe.dk/nyheder-samlet/nyheder-energi-og-klima)

                [Om trafik og fjernvarme i Furesø Kommune](https://www.furesoe.dk/nyheder-samlet/nyheder-energi-og-klima/om-trafik-og-fjernvarme-i-furesoe-kommune)

# Om trafik og fjernvarme i Furesø Kommune

Der er helt ekstraordinært tryk på udrulning af fjernvarmen i Furesø Kommune lige nu. Det giver mange trafikale gener for borgerne. Det anerkender vi fuldt ud, og vi beklager alle de gener, som borgerne har oplevet. På nuværende tidspunkt er det i særdeleshed borgerne i Jonstrup, Dalsø Park, Blomsterkvarteret og Hareskov By, der mærker det.

For at entreprenøren kan overholde kontrakten og tidsplanen med Vestforbrænding, er de nødt til at arbejde på flere veje samtidig. Det besværliggør kørslen i villakvarterer og kan give køer på centrale indfaldsveje i kommunen. Det ved vi. Men hører vi, at maskiner har kørt på cykelstier, eller de spærrer for biler, der kører ad omfartsveje, så reagerer vi straks. For det er ikke i orden.

Vi accepterer naturligvis heller ikke andre former for lovovertrædelse som f.eks. at miljøtilladelser for brug af oplagsplads ikke overholdes. Det er blevet rejst over for Vestforbrænding og entreprenøren. Hvis det gentager sig, har kommunen mulighed for at politianmelde bygherren eller opsige lejekontrakten med en måneds varsel. Vi håber ikke, at noget af det er nødvendigt, da det vil forsinke udrulningen af fjernvarme.

I nogle tilfælde forstyrres trafikken fx når entreprenører er nødt til at føre lange fjernvarmerør gennem store kryds og hovedveje og kortvarigt må spærre af. Andre gange bliver bilister sendt på ekstra store omveje, fordi et vandrør eller gasledning ved et uheld er revet over. Det tager et døgn at lave skiltningen, og derfor vil nogle bilister nå at møde en uventet spærring, inden skiltene er kommet op. Det beklager vi.

Furesø Kommune har en tæt dialog med bygherre Vestforbrænding og hovedentreprenøren Aarsleff A/S, hvor det intense arbejde med at forsyne flere af kommunens borgere med fjernvarme koordineres løbende.

I forvaltningen har det også været nødvendigt at lave en omprioritering af opgaverne, hvilket betyder, at vi kan øge tilsyn på vejene og kontrollen med arbejdets udførelse. Det betyder også, at vi hurtigere kan bese uhensigtsmæssigheder. Forventeligt vil det også betyde, at borgere kan få mere information om vejarbejderne i kommunen.

Vi kan love, at vi gør vores bedste. Men rigtig godt bliver det nok først, når fjernvarmenettet er helt udbygget.

Claus Torp, by- og kulturdirektør

                https://www.furesoe.dk/borger/bolig/ejerbolig/varme-og-energi/fjernvarme/aktuel-udbygning-af-fjernvarme

                https://www.furesoe.dk/borger/veje-og-trafik/vejarbejde-i-furesoe

## Kontakt

### Center for By og Miljø

Stiager 2

                                        3500 Værløse

### Ring til os

[7235 4000](tel:7235%204000)

### Skriv til os

[Skriv til os via digital post (borger)](https://post.borger.dk/send/afaa7106-bdbb-40f2-9f18-67ae32068707/21d34fed-0abd-4cac-b818-71e27812e647/)

[Skriv til os via digital post (virksomhed)](https://virk.dk/digitalpost/new/afaa7106-bdbb-40f2-9f18-67ae32068707/825feb74-5fe7-4225-a940-4d5eedfff63e/)

[Bygningen er God Adgang-mærket](https://godadgang.dk/faktaark/furesoe-raadhus-6258-1)
