---
title: "Debatindlæg: \"Vi var så tæt på – men nu risikerer kommunale solcelleprojekter at blive sat tilbage\""
description: "Kommuner bør gå ind i arbejdet med solceller med realistiske forventninger til tid, teknik og lovgivning, skriver Erik Justesen, Christian Normann Johansson og Philippa Cecilie Krogh-Lund fra Furesø Kommune"
date: "2026-04-16"
created: "2026-04-16"
---

[Hjem](https://www.furesoe.dk/)

                    [Nyheder samlet](https://www.furesoe.dk/nyheder-samlet)

                    [Nyheder - Energi og klima](https://www.furesoe.dk/nyheder-samlet/nyheder-energi-og-klima)

                [Debatindlæg: "Vi var så tæt på – men nu risikerer kommunale solcelleprojekter at blive sat tilbage"](https://www.furesoe.dk/nyheder-samlet/nyheder-energi-og-klima/debatindlaeg-vi-var-saa-taet-paa-men-nu-risikerer-kommunale-solcelleprojekter-at-blive-sat-tilbage)

# Debatindlæg: "Vi var så tæt på – men nu risikerer kommunale solcelleprojekter at blive sat tilbage"

Kommuner bør gå ind i arbejdet med solceller med realistiske forventninger til tid, teknik og lovgivning

*Erik Justesen - afdelingsleder i Byggeri og Vedligehold, Christian Normann Johansson - projektleder i Byggeri og Vedligehold, og Philippa Cecilie Krogh-Lund, finansiel controller i Økonomi har skrevet dette debatindlæg:*

Med valgets udskrivning blev et vigtigt lovforslag sat på standby. Et lovforslag, der skal fremme den grønne omstilling ved at gøre det markant lettere for kommunerne at opsætte solcelleanlæg på kommunale bygninger.

Det er afgørende, at den nye regering hurtigt genoptager arbejdet. Kommunerne råder over landets største bygningsportefølje, og solceller på egnede kommunale tage er en af de mest effektive løsninger, vi har for at accelerere den grønne energiproduktion.

## Betydelige barrierer

I dag står de fleste kommuner over for to betydelige barrierer: Kravet om, at solcelleanlæg skal placeres i et særskilt selskab, og at kommunens elbesparelser modregnes i bloktilskuddet. Netop de krav stod til at blive fjernet i det lovforslag, der nu er sat på pause.

En vedtagelse vil være en afgørende administrativ lettelse og give kommunerne mulighed for hurtigt at skalere grøn strømproduktion på egne tage.

Lovforslaget handler ikke kun om at lette kommunernes administrative arbejde. Det handler om noget langt større: Uden ændringerne kan Danmark ikke leve op til de EU-krav, der allerede er vedtaget.

Kommunerne skal indfase solceller på både nye og eksisterende bygninger i henhold til EU’s bygningsdirektiv, og samtidig efterleve energieffektiviseringskravene, hvor offentlige bygninger skal opgraderes til mindst energimærke B.

## Samlet CO2-besparelse på 223 tons

Furesø Kommune er blandt de få kommuner, der er lykkedes med at få solceller op på kommunale bygninger trods de nuværende regler. Det er ikke en let opgave.

Da Furesø tilsluttede sig det nationale projekt DK2020 og forpligtede sig til at være CO₂-neutral som både kommune og geografisk område, stod det klart, at solceller ville blive en central del af løsningen. Derfor etablerede vi i 2023 'Furesø Kommunes Klimaselskab af 2023 ApS' som et anpartsselskab.

Etableringen omfattede alt fra stiftelsesdokumenter, vedtægter og ejerbog til handels-, administrations- og revisionsaftaler. En betydelig administrativ byrde, som de fleste kommuner tøver med.

I dag har vi 25 anlæg i drift, hvoraf de 15 blev etableret før de nugældende krav trådte i kraft. Vores mål er ikke økonomisk overskud, men balance, grøn energi og CO₂-reduktion. De mange solceller vil give en samlet CO₂-besparelse fra 2027 på cirka 223 tons hvert år.

## Tre centrale udfordringer

Uanset om lovforslaget træder i kraft senere i år, viser vores erfaringer, at kommuner, der vil i gang med solceller, skal forberede sig på tre centrale udfordringer, der kan forsinke både projekter og forventede gevinster.

### 1. Nettilslutning og eltekniske krav

Radius har lange behandlingstider for godkendelsen af nettilslutningen. Konsekvensen er, at færdige solcelleanlæg kan stå ubrugte i måneder, før de må sættes i drift. Dertil kommer en omfattende teknisk ansøgningsproces, hvor anlægget skal leve op til mere end 40 dokumentations‑ og sikkerhedskrav. Hver af disse skal godkendes af Radius, hvilket forlænger sagsbehandlingstiden.

### 2. Afgiftsregler og manglende mulighed for at dele strøm

Kommunerne kan i dag ikke dele solcellestrøm afgiftsfrit på tværs af matrikler. Selv oplagte synergier – f.eks. hvor en skole har overskud, og en nabobygning har forbrug – kan ikke udnyttes.

Det er ikke tilladt at samle flere afregningsmålere på forskellige matrikler til én afregningsmåler og udnytte solenergien bedre. Typisk kan vi bruge omkring 70 procent af den producerede strøm lokalt, mens de resterende 30 procent sendes ud på elnettet.

Hvis den strøm i stedet kunne overføres internt mellem kommunens egne bygninger, ville både økonomien og den samlede klimaeffekt være betydeligt bedre. De nuværende afgifts-, tarif- og gebyrregler spænder ben for fleksibiliteten og begrænser den fulde udnyttelse af solcelleanlæggene.

### 3. Tagkonstruktionens bæreevne

Mange tage er ikke dimensioneret til at kunne bære ekstra vægt. Det betyder, at en del solcelleanlæg kun kan etableres i forbindelse med tagrenovering og evt. konstruktionsforstærkning. Det både fordyrer projekterne og udskyder dem. Et solcelleanlæg kan leve i mange år. Det skal taget, det er placeret på, også kunne. Den vurdering er central at foretage tidligt i processen.

Derudover ville det gøre en væsentlig forskel, hvis kommunerne fik mulighed for at finansiere de nødvendige vedhængende taginvesteringer gennem KommuneKredit.

Vores anbefaling er derfor klar: Kommuner bør gå ind i arbejdet med solceller med realistiske forventninger til tid, teknik og lovgivning.

Tidlig dialog med Radius, grundige forundersøgelser af bygningernes konstruktion og et klart blik for de nuværende regler er afgørende. Det er muligt at lykkes, men det kræver planlægning, tålmodighed og præcis styring.

## Behov for billigere lån

﻿﻿Det er vores forventning at foreslå solcelleselskabet afviklet med udgangen af 2028, hvis lovforslaget, som det forelå, bliver gennemført. Herefter er det vores håb, at vi kan vende tilbage til de almindelige finansieringsveje gennem KommuneKredit, som kommuner traditionelt bruger til energibesparende projekter.

Mange kommuner står klar til at sætte fart på den grønne omstilling. Rammerne skal bare følge med.

            https://www.furesoe.dk/nyheder-samlet/nyheder-borgerservice/en-solbeskinnet-milepael-for-furesoes-klimaselskab

            https://www.furesoe.dk/nyheder-samlet/nyheder-natur-og-miljoe/solcelleselskab-vedtaget-i-furesoe

## Kontakt

### Center for Kultur og Ejendomme

Stiager 2

                                            3500

                                            Værløse

### Ring til os

[7235 4000](tel:7235%204000)

### Skriv til os

[Skriv til os via digital post (borger)](https://post.borger.dk/send/afaa7106-bdbb-40f2-9f18-67ae32068707/072bfd43-9a82-4758-b66c-278588a35d57/)

[Skriv til os via digital post (virksomhed)](https://virk.dk/digitalpost/new/afaa7106-bdbb-40f2-9f18-67ae32068707/3bd26028-1388-4997-b437-efc393e413e0/)

[Bygningen er God Adgang-mærket](https://godadgang.dk/faktaark/furesoe-raadhus-6258-1)
