Skulpturparken 25 år – Hør hvordan den blev til
Mandag den 4. marts kl. 19 holder kunstner og tidligere kulturhusleder Zanne Jahn foredrag om Farum Internationale Skulpturpark på Farum Bibliotek. Her kan du høre om dengang Skulpturparken blev til som en intro til jubilæumsåret, hvor vi fejrer Skulpturparkens 25 år med en række aktiviteter.
Foredrag på Farum Bibliotek
Måske har du selv gået tur i Skulpturparken og nydt kunsten uden at vide, hvorfor og hvordan denne lille, unikke kunstsamling blev til. Nu kan du få historien bag. Mandag den 4. marts kan du høre alle anekdoterne fra august 1999, når initiativtageren Zanne Jahn med ord og billeder deler ud af sin viden og minder.
Et internationalt skulptørsymposium
”Hele pointen med skulptørsymposiet var at få kunsten tættere ind på livet af borgerne”, fortæller Zanne Jahn. Hun var dengang leder af Farum Kulturhus og initiativtager til Skulpturparken. Det var hende, der fik ideerne og trak i trådene, så de kunne blive til virkelighed.
”Kunstnerne skulle bo lokalt, spise lokalt og være en del af byen i en måned. Og samtidig skulle de forvandle marmor og granit til skulpturer – lige for øjnene af os. Det var en kæmpestor oplevelse”.
Kunstnerne på besøg
Skulpturerne skulle udføres og placeres Fredtofteparken mellem Farum Hovedgade og Farum Sø. En smuk, grøn oase, der forbandt byen og naturen. De otte kunstnere kom fra Japan, Israel, Kina, Frankrig, Sverige, Danmark og Tyrkiet. De opholdt sig i Farum i hele august og arbejdede med forskelligt værktøj på deres skulptur, talte med borgerne og blev inviteret hjem til middag hos dem eller deltog i vejfester. Kunsten kom i den grad tæt på borgerne.
Skulpturparkens åbnes august 1999
Skulptørsymposiet kulminerede den 29. august 1999 i en stor folkefest med stor lokal opbakning og deltagelse fra kunstmiljøer udefra. Otte majestætiske skulpturer troner smukt den dag i dag, og benyttes flittigt af borgere og gæster. Farum Internationale Skulpturpark er siden blevet fremhævet i en udgivelse om Europas flotteste skulpturparker.
Jubilæumsår i 2024
Foredraget på Farum Bibliotek mandag den 4. marts er et tilbageblik, men også en optakt til fejringen af Skulpturparkens 25-års jubilæum med en række aktiviteter. Det hele kulminerer med en markering af jubilæumsdagen, der afholdes lørdag den 31. august i Skulpturparken.