---
title: "Økonomien på ældreområdet i Furesø Kommune"
description: "Der har været stor opmærksomhed om økonomien på ældre- og sundhedsområdet i Furesø Kommune i den seneste tid. Derfor samler vi her overblikket til dig, der gerne vil vide mere om Furesøs borgere over 65 og de midler, der går til omsorg, pleje og forebyggende indsatser."
date: "2025-10-30"
created: "2025-09-24"
---

[Hjem](https://www.furesoe.dk/)

                    [Nyheder samlet](https://www.furesoe.dk/nyheder-samlet)

                    [Nyheder - Borgerservice](https://www.furesoe.dk/nyheder-samlet/nyheder-borgerservice)

                [Økonomien på ældreområdet i Furesø Kommune](https://www.furesoe.dk/nyheder-samlet/nyheder-borgerservice/oekonomien-paa-aeldreomraadet-i-furesoe-kommune)

# Økonomien på ældreområdet i Furesø Kommune

Der har været stor opmærksomhed om økonomien på ældre- og sundhedsområdet i Furesø Kommune i den seneste tid. Derfor samler vi her overblikket til dig, der gerne vil vide mere om Furesøs borgere over 65 og de midler, der går til omsorg, pleje og forebyggende indsatser.

## Hvem er seniorerne i
Furesø?

I Furesø Kommune bor der i
dag omkring 9.500 borgere over 65 år. Et udsnit af de + 65 årige har brug for
hjælp og pleje: Cirka 308 bor på kommunens plejehjem, og godt 1000 borgere er
visiteret til personlig pleje / praktisk hjælp hos enten kommunal leverandør,
Omsorg Sjælland eller Specialteamet.

Ca. 8.200 borgere i
aldersgruppen + 65 år har ikke brug for kommunens hjælp, men klarer sig selv i
et godt fællesskab med andre.

Furesø har en
relativt ressourcestærk befolkning, hvilket afspejles i det såkaldte
socioøkonomiske indeks, som ligger på 0,73. Det betyder, at borgerne i Furesø
som hovedregel og gennemsnitsbetragtning har mindre brug for hjælp end i mange
andre kommuner – fx Gladsaxe (med et socioøkonomisk indeks på 1,05) og Brøndby
(1,59).

### En god
sundhedsprofil

Ifølge ’Sundhedsprofil for
Region Hovedstaden og kommuner 2021’ har borgere over 65 år i Furesø Kommune i
øvrigt generelt bedre sundhedsprofil end gennemsnittet i regionen. Det er dog
forventeligt i forhold til den gruppe borgere, der bor i Furesø – og det er
også billedet i sammenlignelige kommuner som fx Hørsholm og Rudersdal. Profilen
giver os indblik i hvilke områder, vi med fordel kan prioritere i arbejdet med
sundhedsfremme og forebyggelse på ældreområdet.

### Gruppen af borgere over 65 vokser

Furesø Kommunes
befolkningsprognose vurderer, at gruppen af borgere over 80 år vil stige frem
mod 2037 med 26,3 procent, og at aldersgruppen 65-79 år vil stige med 7,5
procent.

Det svarer til, at Furesø
Kommune forventer, at der samlet set er omkring 10.700 borgere over 65 år i
2037 (mod 9.500 i 2025). Samme tendens gør sig gældende på landsplan.

## Økonomien på området: En opprioritering siden 2020

Fra 2020-2025 er der
samlet set tilført 90 mio. kr. til Ældre- og Sundhedsområdet (ÆSU) – cirka 16
mio. kr. i demografiregulering og 74 mio. kr. i politiske prioriteringer.

Det
fremgår af budgetvedtagelserne fra 2020 til 2025, som viser en kontinuerlig stigning
i både grundbudget, tekniske korrektioner og demografitilpasninger.

[Se Furesø Kommunes budgetter](http:///MOLIRIPAGE/4120d747-f6c1-4b35-b011-48c79d1ce481 "Budget")

### Prioriteringer
styret af demografi

Ifølge den seneste
befolkningsprognose vil antallet af borgere over 65 stige markant de kommende år og dermed udgifterne.
Allerede fra 2025 til 2029 forventes en stigning i udgifterne fra 16 mio. kr. i
2025 til 24 mio. kr. i 2029 som følge af den demografiske udvikling. Det er der
taget højde for i budgetterne.

Demografireguleringen er
en justering af budgettet, når der fx kommer flere +80-årige. Så stiger behovet
for hjemmehjælp, plejehjemspladser og sundhedsydelser, og derfor får
ældreområdet automatisk flere penge, så serviceniveauet kan følge med
befolkningens udvikling.

### Politiske
prioriteringer

De resterende godt 74 mio.
kr., der er tilført området siden 2020, er gået til politisk prioriterede
indsatser på ældre- og sundhedsområdet. Det gælder blandt andet:

- Udvidelse
     af Plejehjemmet Lillevang – her betyder en forøgelse med 55 nye pladser,
     at der venteliste på plejehjemspladser i Furesø Kommune er reduceret,
     og at behovet for hjemmepleje er reduceret.
- Investeringer
     i velfærdsteknologi med fokus på at understøtte borgerne i eget hjem. Når
     borgerne bliver mere selvhjulpne og dermed får mindre brug for hjælp, kan
     kommunen bruge ressourcerne i andre dele af Hjemmeplejen.
- Investeringer
     i Genoptræningscentret – blandt andet med digitalt understøttet træning og
     målrettede hjemmetræningsforløb, der har halveret indlæggelsestiden og
     reduceret genindlæggelser.

### Hvor mange penge
bruger Furesø Kommune pr. borger over 67?

Furesø er fra 2022 til
2024 gået 23 pladser frem i forhold til at bruge penge på det samlede
ældreområde (udgift pr. borger for alle 67+årige). Fra nr. 26 til nr. 49 ud af
de 98 kommuner, hvor nummer 98 bruger flest midler pr. borger, ifølge nøgletal
fra KL og Indenrigsministeriet. Når der korrigeres for socioøkonomiske
forskelle, ligger Furesø over landsgennemsnittet i udgifter pr. borger over 67.

Indenrigs- og Sundhedsministeriets
offentliggjorde i september 2023 en analyse af geografiske forskelle i ældres
forbrug af sundheds- og plejeydelser, som netop tog højde for de
socioøkonomiske forhold. Analysen viste, at Furesø Kommune i 2022
havde højere udgifter end forventet til borgere over 65 år på
baggrund af sammensætningen af ældre i kommunen (alder, civilstand, køn,
indkomst, uddannelsesniveau, forekomst af alvorlig sygdom mv.).

Nøgletal kan dog aldrig stå
alene, og det at bruge penge, er ikke et mål for om borgerne får deres behov
opfyldt. Derfor supplerer vi økonomiske nøgletal med andre forhold, når vi
vurderer indsatsen. Fx ventetid på en plejebolig og resultatopfyldelse, fx vellykket
genoptræning mm.

## Sådan arbejder
Furesø Kommune forebyggende

Furesø Kommune arbejder
forebyggende med fokus på at støtte borgerne i at være så
selvhjulpne og aktive som muligt med træning, hjælpemidler, nye teknologier og
ved indretning af boliger, by og byrum.

Bliver man svækket pga.
sygdom eller andet, tilbydes man træning og evt. pleje, omsorg og støtte i
relation til ens funktionsniveau og behov.

Furesø Kommune
understøtter stærke fællesskaber og et aktivt, inkluderende foreningsliv.
Deltagelse i fællesskaber er med til at forebygge ensomhed og social isolation.
Al erfaring viser, at jo stærkere fællesskaber man indgår i, desto mere
selvhjulpen og tilfreds med livet er man.

I Furesø har vi to meget
velfungerende aktivitetscentre, Gedevasevang og Skovgården, der begge modtager
kommunal støtte, og som i høj grad med til at sikre fælles oplevelser for
seniorer. Samtidig har Ældresagen en lang række aktiviteter for seniorer båret
af frivillige kræfter.

## Velfærdsteknologi
skal frigøre tid til andre opgaver

Ved budgetvedtagelsen for
2025 besluttede Furesø Kommune at skrue op for brugen af velfærdsteknologiske
løsninger for at sikre en bæredygtig hjemmepleje. Det sker fordi, der i
fremtiden er udsigt til flere ældre borgere og færre medarbejdere inden for sundheds-
og omsorgsområdet.

Også på plejehjemmene
arbejder Furesø Kommune med nye løsninger, der skal forbedre trivslen for
borgere med demens, så de bliver mere rolige og trygge, og så medarbejderne får
nye værktøjer til at møde borgernes særlige behov.

Vi sætter løbende
initiativer i gang, der gerne skulle medføre, at mange flere af vores ældre,
skal kunne klare sig selv – til gavn for os alle, men ikke mindst borgerne selv.
Fremtidens ældre forventer det. De fleste vil gerne blive i eget hjem.

## Ældrelaboratorium og
Masterplan

En samlet masterplan for
udvikling af ældreplejen skal kvalificeres på en række temamøder i et fælles
udviklingssamarbejde – et Ældrelaboratorium, hvor borgere, medarbejdere,
pårørende, bestyrelser på plejehjemmene mødes med det politiske udvalg, forskere
og andre til dialog om, hvordan man kan udvikle ældreplejen.

## Kilder:

- [Sundhedsprofilen](https://www.regionh.dk/til-fagfolk/Sundhed/Sundhedsprofilen/Resultater/Sider/Resultater.aspx)
- [Geografiske forskelle i ældres forbrug af sundheds- og plejeydelser](https://legacy.altinget.dk/misc/hovedrapport-geografiske-forskelle-i-aeldres-forbrug-af-sundheds-og-plejeydelser.pdf "Geografiske forskelle i ældres forbrug af  sundheds- og plejeydelser")
- [Furesø Kommunes værdighedspolitik](https://www.furesoe.dk/p/Dokumenter/Politik/Politikker%20og%20planer/Sundhed%20og%20sygdom/V-rdighedspolitik-2022-2025.pdf)
- [Befolkningsprognose 2025](https://www.furesoe.dk/om-kommunen/fakta/kommunens-befolkning/befolkningsprognose-2025)
- [Plejehjemspladser i Furesø Kommune](https://www.plejehjemsoversigten.dk/da/Search/?q=fures%C3%B8&amp;m=0)
- [Rapport: Kend din kommune 2023](https://www.kl.dk/media/2a4pt32e/kend-din-kommune-2023.pdf)
- [Rapport: Kend din kommune 2024](https://www.kl.dk/media/grufciu5/kend-din-kommune-2024.pdf)
- [Rapport: Kend din kommune 2025](https://www.furesoe.dk/p/Dokumenter/Om kommunen/Fakta/Kend-din-Kommune-2025.pdf "Rapport: Kend din kommune 2025")

                https://www.furesoe.dk/om-kommunen/fakta/oekonomi/budget/budget-2026

                https://www.furesoe.dk/om-kommunen/fakta/oekonomi/budget

                https://www.furesoe.dk/politik/politiske-udvalg

                https://www.furesoe.dk/nyheder-samlet/nyheder-pleje-og-omsorg

## Kontakt

### Center for Sundhed og Ældre

Stiager 2

                                            3500

                                            Værløse

### Ring til os

[7235 4000](tel:7235%204000)

### Skriv til os

[Skriv til os via digital post (borger)](https://post.borger.dk/send/afaa7106-bdbb-40f2-9f18-67ae32068707/10b16be3-cb47-4af5-a234-aeb4bea31540/)

[Skriv til os via digital post (virksomhed)](https://virk.dk/digitalpost/new/afaa7106-bdbb-40f2-9f18-67ae32068707/db18fe83-2d76-461e-bf83-29b82daa56d9/)

[Bygningen er God Adgang-mærket](https://godadgang.dk/faktaark/furesoe-raadhus-6258-1)
