Nyt om Furesøs klimaplan
Furesø Kommune har som mål at være CO2-neutrale i 2030. Byrådet har netop godkendt en status, der viser et fald på hele 28% i CO2-udledningen fra 2019 til 2023.
Foto: Mikkel Arnfred m.fl.
Furesø Kommunes mål er at være CO2-neutrale i 2030. I perioden fra 2019 og fire år frem er CO2-udledningen i kommunen faldet med 28 procent til 126.305 ton.
Den største reduktion skyldes nationale tiltag, mens ca. 30 procent stammer fra lokale indsatser som flere elbiler, flere varmepumper, færre der varmer deres boliger op med gas og olie, og en varmepumpe i fjernvarmeforsyningen.
Furesø Kommune er dermed på rette kurs, men politikerne i fagudvalget for Natur og Klima samt det samlede byråd erkender, at det bliver svært at opnå CO2-neutralitet i 2030.
Den fulde status for klimaplanen kan ses her
Furesø Kommunes rolle
Aktiviteter i Furesø Kommune udleder under 2% af al CO2 inden for kommunegrænsen.
Alligevel har Furesø Kommune en vigtig rolle i at nedbringe CO2-udledningen til 0 inden 2030. Kommunen sikrer nemlig den nødvendige infrastruktur som elladestandere, kollektiv transport, cykelparkering og cykelstier, udrulning af fjernvarme og meget mere, der muliggør klimavenlige valg. Forvaltningen fokuserer også på at inspirere, motivere og involvere borgere og virksomheder til at træffe handlinger, der reducerer CO2-udledningen. Og så har Furesø Kommune som en af de få kommuner i landet etableret et klimaselskab, som sætter solceller på de kommunale tage.
Kommende klimamøder
Selvom klimaplanen først revideres i 2026, er der allerede i 2025 en række arrangementer, hvor forskellige målgrupper inviteres til at give deres input til den nye klimaplan:
- Den 28. august inviteres unge fra Ungeklimarådet, Ungepanelet og Marie Kruse Gymnasium til klimafolkemøde i Middelfart for at få inspiration om klima.
- Den 17. september mødes Klimaforum og bliver præsenteret for status på klimaplanen. Her drøftes det, hvordan de mange repræsentanter ser, at deres organisation kan medvirke til at indfri klimaplanens målsætninger.
- AFLYST: Den 27. september inviterer Klimabevægelsen og Furesø klimasekretariat til borgermøde, hvor deltagerne kan komme med forslag til handlinger og løsninger, som understøtter et bæredygtigt liv i deres lokalområde.
Fakta: Klimaplanens mål
- CO2-neutral i 2030 (netto nul-udledning)
- CO2-negativ i 2035 (binder mere CO2 i kommunen, end der udledes)
- Klimarobust i 2050 (både CO2-negativ udledning og en klimarobust kommune)