---
title: "Mad med omtanke på Lillevang"
description: "På Lillevang er maden en vigtig del af hverdagen – og der bliver lagt både faglighed, omtanke og kærlighed i gryderne. Centralkøkkenet leverer hver dag mad til Lillevangs fem haver, aktivitetscenteret, plejehjemmene Solbjerghaven og Svanepunktet samt Reha"
date: "2026-07-03"
created: "2026-07-03"
---

[Hjem](https://www.furesoe.dk/)

                    [Nyheder samlet](https://www.furesoe.dk/nyheder-samlet)

                    [Nyheder - Borgerservice](https://www.furesoe.dk/nyheder-samlet/nyheder-borgerservice)

                [Mad med omtanke på Lillevang](https://www.furesoe.dk/nyheder-samlet/nyheder-borgerservice/mad-med-omtanke-paa-lillevang-2)

# Mad med omtanke på Lillevang

På Lillevang er maden en vigtig del af hverdagen – og der bliver lagt både faglighed, omtanke og kærlighed i gryderne. Centralkøkkenet leverer hver dag mad til Lillevangs fem haver, aktivitetscenteret, plejehjemmene Solbjerghaven og Svanepunktet samt Rehabiliteringscenteret.

I køkkenet arbejder omkring 10 medarbejdere, primært ernæringsassistenter, som hver dag sørger for, at beboere og patienter får gode og nærende måltider. Derudover har køkkenet en bager ansat på fuld tid, som står for friskbagt brød, kager og andre lækkerier.

Køkkenet har fokus på at lave varieret og velsmagende mad, og der er altid plads til ønsker og idéer fra både beboere og medarbejdere. To gange om året afholdes der mad- og måltidsmøder, hvor beboere og repræsentanter fra de forskellige huse kan komme med ønsker, tanker og forslag til menuen.

I løbet af ugen er der faste dage med særligt fokus, tirsdag er det eksempelvis hjerte-god mad og fredage har ofte et "fastfood" præg. Et særligt indslag på menuplanen er den ugentlige ønskemenu. Hver onsdag serveres en ret, som er ønsket af en gruppe eller et af plejehjemmene. Ønskerne spænder vidt – fra gode klassiske livretter til retter med et særligt minde knyttet til sig. Men som køkkenpersonalet med et smil bemærker, skal ønskerne naturligvis også kunne lade sig gøre at lave til de mange mennesker, der skal have glæde af dem.

*"At lave mad til plejehjem og rehabiliteringscenter er en kompleks opgave. Hver dag skal køkkenet tage højde for mange forskellige behov, ønsker og kostformer, så alle beboere og patienter får et måltid, der passer til deres situation. Derfor tilberedes menuerne også i forskellige konsistenser. Eksempelvis tilberedes mange af retterne også som blødkost til beboere, der har udfordringer med at tygge eller synke maden. Målet er, at alle kan nyde et velsmagende og ernæringsrigtigt måltid – uanset forudsætninger og behov."* Tine Gram, ledende økonoma Centralkøkkenet Lillevang.

Menuerne følger samtidig årets gang. Om sommeren kan beboerne glæde sig til klassikere som koldskål, mens de køligere måneder indbyder til varme gryderetter og andre retter, der luner både krop og sjæl. På den måde afspejler maden ikke kun ernæringsmæssige behov, men også de traditioner og årstider, som mange holder af.

På Lillevang serveres der varm mad til frokost, mens aftensmaden typisk består af rugbrødsmadder og indimellem en lun ret. Maden tilberedes i centralkøkkenet, mens medarbejderne ude i husene sørger for anretning og eventuel opvarmning, så måltiderne er klar til servering.

Med fokus på kvalitet, variation og beboernes ønsker arbejder køkkenet hver dag for at skabe gode måltidsoplevelser. For selv om mad først og fremmest skal mætte, er den også med til at skabe fællesskab, glæde og gode stunder i hverdagen.

Er du nysgerrig på at se hvad der er på menuen i næste uge, eller ønsker at du at se hvad der var på tallerkenerne fredag d. 03.07. 2026 - så se billederne nedenfor. Naturligvis med forbehold for mindre ændringer ift., levering mm..

## Kontakt

### Plejehjemmet Lillevang

Lillevænget 1 3520  Farum

                                    lillevang@furesoe.dk

### Ring til os

[7216 4300](tel:7216%204300)

## Kontaktinformationer

### Administrationen

7216 4300
