---
title: "I Furesø er borgerne klar til at invitere flere ind i fællesskaberne"
description: "Godt humør og gode samtaler fyldte Caféscenen i Galaksen, da Fællesskabsby Furesø inviterede til en snak om fællesskaber, og hvordan borgere kan hjælpe hinanden ind i sociale netværk. Fællesskabsby Furesø inviterer igen til inspirationsmøde i Farum til september."
date: "2026-07-01"
created: "2026-07-01"
---

[Hjem](https://www.furesoe.dk/)

                    [Nyheder samlet](https://www.furesoe.dk/nyheder-samlet)

                    [Nyheder - Borgerservice](https://www.furesoe.dk/nyheder-samlet/nyheder-borgerservice)

                [I Furesø er borgerne klar til at invitere flere ind i fællesskaberne](https://www.furesoe.dk/nyheder-samlet/nyheder-borgerservice/i-furesoe-er-borgerne-klar-til-at-invitere-flere-ind-i-faellesskaberne)

# I Furesø er borgerne klar til at invitere flere ind i fællesskaberne

Godt humør og gode samtaler fyldte Caféscenen i Galaksen, da Fællesskabsby Furesø inviterede til en snak om fællesskaber, og hvordan borgere kan hjælpe hinanden ind i sociale netværk. Fællesskabsby Furesø inviterer igen til inspirationsmøde i Farum til september.

![](https://www.furesoe.dk/i/MOLIRIMEDIA/ec25e33e-62f9-4b13-4548-08ded76016f5?width=800)

Hele 33 borgere i Furesø var mødt op til inspirationsarrangementet den 22. juni, hvor Fællesskabsby Furesø og Fællesskabsguide Ditte Nørregaard åbnede for en samtale om, hvordan borgere kan være med til at styrke de lokale fællesskaber i Furesø. For fællesskaber har stor betydning for livsglæde, men alle kan have brug for en hjælpende hånd til at finde vej ind i dem.

## Alle har brug for at være en del af et fællesskab

Arrangementet startede med et fokus på, hvordan vi alle i løbet af livet kan stå overfor nogle livsforandringer, der efterlader os uønsket alene. Det kan være, at man er gået på pension, er blevet skilt, har mistet en ægtefælle eller er ny i byen. Det er her, at du som borger kan gå ind med en hjælpende hånd. “Et af aftenens vigtigste budskaber var, at vi skal turde række ud til vores medmennesker og tilbyde vores hjælp. Her har Fællesskabsby Furesø en række materialer og gode råd, som borgere, foreninger eller andre interesserede kan få eller lade sig inspirere af, hvis de gerne vil gøre en forskel”, fortæller Ditte Nørregaard.

## Lokalt kendskab og en venlig gestus kan vise vej

Det var et budskab de fremmødte borgere bakkede op om. Flere fremhævede, hvor vigtigt det er at have gode rollemodeller, der tør tage initiativ og invitere andre med. Det blev også understreget, hvor stor betydning et ’hej’ kan have ved det første møde. Det gør, at folk føler sig velkomne og inviteret ind i fællesskabet. Det lokale kendskab og de gode erfaringer fra lokalmiljøet var særligt noget, de fremmødte borgere kunne se sig selv bringe i spil i Fællesskabsby-indsatsen.

## Næste skridt på rejsen mod fællesskabets by

Fællesskabsguide Ditte håber, at inspirationsarrangementet kan blive afsættet til, at der bliver skabt et netværk af borgere, der kan guide andre i Furesø ud i de lokale fællesskaber. “Vi går nu sommeren i møde, hvilket jo er dejligt. Men det er også et tidspunkt hvor meget lukker ned, og hvor mange borgere kan opleve at være lidt alene. Det er derfor vigtigt, at vi tjekker ind hos hinanden," siger Ditte.

Er du interesseret i at høre mere om Fællesskabsby, og vil du være med til at gøre en forskel, for de mennesker du møder i din hverdag? Så har du chancen når Fællesskabsby afholder næste inspirationsmøde til september, denne gang i Farum. Hold øje med hjemmesiden fællesskabsby.dk/furesoe eller Fællesskabsbys facebookside.

## Fakta

Fællesskabsguide Ditte Nørregaard kan kontaktes på mail faellesskabsguide@furesoe.dk eller tlf. [21 52 35 59](tel:21523559 "21 52 35 59").

Fællesskabsby er et netværk af kommuner som pt. består af Ringsted, Furesø og Varde. Initiativet er startet i et partnerskab mellem DAB-Lejerbo, Komiteen for Sundhedsoplysning og Ringsted Kommune og er støttet af Nordea-fonden.

## Læs mere om Fællesskabsby

                            [Fællesskabsby Furesø](https://faellesskabsby.dk/furesoe)

## Kontakt

### Afdeling for kultur og fritid

Fællesskabsby og Fællesskabsguiden

                                        Ditte Nørregaard

                                    dml2@furesoe.dk

### Ring til os

[2152 3559](tel:2152%203559)
