---
title: "Fællesskaber tog imod under byvandring i Farum Midtpunkt"
description: "Ildsjæle og fællesskaber i Farum Midtpunkt åbnede dørene under byvandring i kulturugen Lun på Kultur. Furesø Museer stod for arrangementet, og interesserede var mødt talstærkt op."
date: "2026-09-25"
created: "2026-09-25"
---

[Hjem](https://www.furesoe.dk/)

                    [Nyheder samlet](https://www.furesoe.dk/nyheder-samlet)

                    [Nyheder - Borgerservice](https://www.furesoe.dk/nyheder-samlet/nyheder-borgerservice)

                [Fællesskaber tog imod under byvandring i Farum Midtpunkt](https://www.furesoe.dk/nyheder-samlet/nyheder-borgerservice/faellesskaber-tog-imod-under-byvandring-i-farum-midtpunkt)

# Fællesskaber tog imod under byvandring i Farum Midtpunkt

Ildsjæle og fællesskaber i Farum Midtpunkt åbnede dørene under byvandring i kulturugen Lun på Kultur. Furesø Museer stod for arrangementet, og interesserede var mødt talstærkt op.

Der var udsolgt, da Furesø Museer havde arrangeret en lidt anderledes byvandring i Farum Midtpunkt under kulturugen Lun på Kultur. For på turen kunne man møde nogle af de mennesker, klubber og foreninger, som er med til at skabe liv og fællesskab i området.

## Sammen mod ensomhed

I tråd med kulturugens tema var ensomhed omdrejningspunktet for mødet med bydelens frivillige ildsjæle. Fælles for dem er nemlig et stærkt engagement i at styrke samvær og fællesskaber i området – som en modvægt mod ensomhed og følelsen af at stå alene.

Pia er en af bydelens aktive beboere. Som del af Farum Midtpunkts Børne- og Ungeudvalg har hun i 25 år været en markant drivkraft bag den årlige Børnedag, Halloweenfest, Sankt Hans og meget mere. Festerne samler typisk flere hundrede deltagere og hviler på idéen om, at der skal være plads til alle. Derfor er det også gratis at være med. ”Vi hjælper og støtter hinanden her, om vi så er forskellige mennesker”, fortæller Pia. ”Man skal have lov til at være den man er, man skal vise at alle mennesker duer til noget.”

## Omsorg i fællesskaberne

Byvandringen fortsatte til den Tyrkiske Forening, Nørklerne og Seniorklub-ben, som har hver deres lokale. Med start i 1981 er den Tyrkiske Forening den ældste af de tre. Her har man et dagligt fællesskab med kort og brætspil. Under besøget kom samtalen ind på ensomhed. Her var holdningerne delte blandt medlemmerne. For er ensomhed noget man holder for sig selv, eller er det noget man deler med andre?

Hos Nørklerne har man en fælles interesse for håndarbejde. ”Vi er der for få et sammenhold”, fortæller Lis, forperson for foreningen, som har eksisteret i 10 år. ”Mange er alene, og så er det rart at gå til noget og få snakket lidt om dagligdagen. Det er vigtigt at komme ud og være social, ellers skrumper man ind.”

Det er Nils Jørgen, formand fra seniorklubben, enig i. Klubben startede i 1988, og her hygger man sig med fællesspisning og banko. Og så passer man på hinanden. ”Vi sørger blandt andet for at følge hinanden til hospitalet, så man ikke skal afsted alene.”

## Beboerdemokrati i forandring

Fællesskab og beboerdemokrati har været en del af Farum Midtpunkts dna siden begyndelsen. Det har Marianne oplevet på nært hold. Under byvandringen fortæller hun, at der var en pionerånd, da hun boede i Farum Midtpunkt første gang i 1970erne. ”Vi malede gange, holdt fester, og etablerede også et spisehus. Alle var indstillede på, at der skulle være et stort fællesskab. Når der blev afholdt husmøder og blokråd, var der altid fuldt hus. Det er der ikke i dag.”

Efter at have boet i hus i en årrække, er Marianne vendt tilbage til Farum Midtpunkt, og her ønsker hun at blive. Både hun og de øvrige beboere fra byvandringen peger på, at tidsånden har ændret sammenholdet, ligesom det er tilfældet andre steder i samfundet. Alle er mere optagede af den nære familie, og man har travlt. Men i Farum Midtpunkt insisterer man stadig på fællesskaberne, og ildsjælene går all in. For Farum Midtpunkt er et dejligt sted at bo, mener de.

Kulturugen Lun på Kultur fortsætter til og med på søndag 27. september. Kulturugen danner rammen om arrangementer af kulturinstitutioner, foreninger og andre aktører i Furesø. Læs mere på lunpaakultur.dk

![Fures&#xF8; Museer arrangerede en anderledes byvandring i Farum Midtpunkt](https://www.furesoe.dk/i/MOLIRIMEDIA/03c783d2-3335-443a-8bea-a6ea76d44132?width=800)Furesø Museer arrangerede en anderledes byvandring i Farum Midtpunkt

![Pia fra B&#xF8;rne- og Ungeudvalget er en af hovedkr&#xE6;fterne bag &#xE5;rlige fester for beboerne i Farum Midtpunkt](https://www.furesoe.dk/i/MOLIRIMEDIA/78ae79a5-e8f2-4352-bc17-94f0e632ddb2?width=800)Pia fra Børne- og Ungeudvalget er en af hovedkræfterne bag årlige fester for beboerne i Farum Midtpunkt

![N&#xF8;rklerne svarede p&#xE5; sp&#xF8;rgsm&#xE5;l fra interesserede deltagere p&#xE5; byvandringen](https://www.furesoe.dk/i/MOLIRIMEDIA/01ec7127-67cc-4e0b-8282-7fd1b7cd1554?width=800)Nørklerne svarede på spørgsmål fra interesserede deltagere på byvandringen

![Marianne fra Farum Midtpunkt fortalte om stedets f&#xE6;llesskaber i 1970erne og i dag.](https://www.furesoe.dk/i/MOLIRIMEDIA/3ab47723-ccf4-45b2-9b27-1cca7b4a056b?width=800)Marianne fra Farum Midtpunkt fortalte om stedets fællesskaber i 1970erne og i dag.

## Læs mere om Lun på Kultur 2026

                https://www.furesoe.dk/oplevelser/kunst-og-kulturliv/kulturevents-i-furesoe/lun-paa-kultur/program-for-lun-paa-kultur

                https://www.furesoe.dk/oplevelser/kunst-og-kulturliv/kulturevents-i-furesoe/lun-paa-kultur/links-om-ensomhed-og-faellesskab

                https://www.furesoe.dk/nyheder/lun-paa-kultur-aabner-doerene-for-et-vaeld-af-oplevelser

## Kontakt

### Kultur

Stiager 2

                                        3500 Værløse

                                    Kultur@furesoe.dk

### Ring til os

72354730

### Skriv til os

[Skriv til os via digital post (borger)](https://post.borger.dk/send/afaa7106-bdbb-40f2-9f18-67ae32068707/a009f374-53a7-4537-a4ab-5e0e66cc3d98/)
