2 unge kvier gør studene selskab på Baunesletten
Der er mere føde på Baunesletten end de to Dexter-stude kan æde – også når der er sne. Derfor har de 2 stude torsdag den 8. januar fået 2 nye legekammerater. Der er tale om to unge kvier, som kommer fra samme dyreholder, som også leverede de to stude i sommer. Der vil således i alt være 4 Dexter-kreaturer som græsser på Baunesletten fremadrettet.
I perioder med sne skraber dyrene sneen væk med klovene og mulen. Driftsgården holder godt øje med dyrene, og hvis det bliver en lang og hård vinter med sne og frost vil man vurdere, om dyrene skal have ekstra hø eller andet foder for at sikre, at de får nok at æde. Men det er altså ikke tilfældet på nuværende tidspunkt.
Furesø Kommune tilpasser græsningstrykket (antallet af dyr), så der er nok føde til dyrene vinteren igennem, men så der samtidig er ”spist op” på arealet når græs og urter begynder at gro igen i starten af april.
Dvs. at dyrene skal have græsset ned til rosetplanterne i april måned på langt det meste af arealet, men der må gerne være pletter tilbage med høj vegetation, især under krat og buske. Hvis der stadig er et lag dødt plantemateriale tilbage i april måned, hæmmer det spiringen af blomstrende urter, som giver føde til insekter, mm. og så får man ikke de positive effekter af græsningen.
Kontakt
Natur og Miljø
Stiager 23500 Værløse