---
title: "Unge fra Furesø møder unge i Grækenland"
description: "Hvad sker der, når unge fra to forskellige lande mødes for at dele deres liv, drømme og hverdag? Det fik 15 elever fra 8. klasse i Furesø mulighed for at opleve, da de deltog i UngFuresøs Erasmus+ udveksling til Grækenland."
date: "2026-04-29"
created: "2026-04-29"
---

[Hjem](https://www.furesoe.dk/)

                    [Nyheder samlet](https://www.furesoe.dk/nyheder-samlet)

                    [Nyheder - Børn, unge og familier](https://www.furesoe.dk/nyheder-samlet/nyheder-boern-unge-og-familier)

                [Unge fra Furesø møder unge i Grækenland](https://www.furesoe.dk/nyheder-samlet/nyheder-boern-unge-og-familier/unge-fra-furesoe-moeder-unge-i-graekenland)

# Unge fra Furesø møder unge i Grækenland

Hvad sker der, når unge fra to forskellige lande mødes for at dele deres liv, drømme og hverdag? Det fik 15 elever fra 8. klasse i Furesø mulighed for at opleve, da de deltog i UngFuresøs Erasmus+ udveksling til Grækenland. Her mødte de 15 unge fra den lille by Plomari, og gennem fem dage i marts voksede der et stærkt og meningsfuldt fællesskab frem.

![](https://www.furesoe.dk/i/MOLIRIMEDIA/b261cb2b-9a2f-42f6-91dd-08de9ba436cb?width=800)

Sammen udforskede de hinandens hverdag, drømme, skoleliv, traditioner og livsvilkår – med særligt fokus på alt det, der forbinder unge på tværs af lande og kulturer. Da de danske unge efterfølgende mødtes igen i Furesø, var der bred enighed om, at udvekslingen havde sat tydelige spor. Flere fortalte, at de havde lært “at være mere åbne og sociale”, og at de havde erfaret, at “man bare skal være imødekommende, for så vil folk gerne snakke med én”.

De danske unge blev også inspireret af de græske unges åbenhed og sociale måde at være sammen på. Især blev det fremhævet, hvordan fællesskabet styrkes, “når man ikke hele tiden er på sin telefon”, men i stedet er til stede i nuet og sammen med hinanden.

## Det særlige ved at være ung

UngFuresø arbejder gennem deres udvekslinger for at give unge en oplevelse af, at der findes noget grundlæggende fælles i det at være ung – uanset hvor i verden man kommer fra. Her får de mulighed for at spejle sig i hinandens drømme, nysgerrighed og interesser, men også i den tvivl og usikkerhed, som ofte hører til det, at være ung.

”Når unge mødes på tværs af landegrænser, opdager de, hvor meget de egentlig har til fælles. Det skaber grobund for større forståelse, åbenhed og nysgerrighed over for hinanden. I en tid, hvor verden kan føles præget af konflikter, er sådanne møder særligt værdifulde, fordi de minder om, hvor tæt forbundet vi mennesker er, og hvor meget vi i virkeligheden ligner hinanden” fortæller Kira Merit, som til daglig koordinerer UngFuresøs udvekslinger.

## True Storytelling

Op til rejsen har de unge fra Furesø mødtes hver onsdag aften gennem to måneder. Her har de arbejdet med at reflektere over deres egen rolle i fællesskabet og øvet sig i, hvordan de aktivt kan bidrage til at skabe meningsfulde relationer – både med hinanden og med de unge fra Grækenland.

Som en del af forberedelsen er de blevet introduceret til principperne i True Storytelling, faciliteret af SDG World, en NGO, der arbejder for at fremme FN’s verdensmål. Gennem denne tilgang har de unge fået redskaber til at dele personlige fortællinger, lytte åbent til hinanden og møde forskelligheder med respekt og nysgerrighed.

”True Storytelling handler om at skabe fortællinger sammen med andre, så der skabes fællesskab og et trygt rum, hvor de unge kan dele fortællinger om oplevelser fra deres liv, der indeholder ressourcer, de kan tage med sig videre i livet,” fortæller Jesper Alstrøm og Jens Larsen fra SDG World, som også deltog på rejsen. Her faciliterede de aktiviteter, som bragte de unge tættere på hinanden og satte gang i refleksioner om fællesskaber, venskaber og modet til at være både sårbar og åben i mødet med nye mennesker.

Næste forår, når et nyt hold 8. klasses elever skal afsted på udveksling med UngFuresø, får de nuværende deltagere en særlig rolle. Her vil de indgå som facilitatorer i forløbet op til rejsen og bringe deres egne erfaringer i spil. Samtidig har de fået indblik i, hvordan de kan formidle metoden videre og være gode rollemodeller for de næste unge, der skal afsted.

## Støtte fra Erasmus+

I begyndelsen af 2025 modtog UngFuresø en akkreditering fra Erasmus+, hvilket betyder, at ungdomsskolen hvert år frem til 2029 får økonomisk støtte til at gennemføre ungdomsudvekslinger.

UngFuresø planlægger at afholde to udvekslinger hvert år: én om foråret for 8. klasses elever med fokus på livskraft og fællesskab, og én om efteråret for elever i 9. og klasse og op til 18 år med fokus på ungedeltagelse og demokratiske processer.

Erasmus+ er EU’s program for uddannelse, ungdom og idræt, som støtter aktiviteter for unge mellem 13 og 30 år. Programmet har særligt fokus på at styrke unges demokratiske deltagelse, engagere dem i samfundet og skabe meningsfulde fællesskaber på tværs af landegrænser.

Takket være denne støtte er det muligt for alle unge at deltage i udvekslingerne uden omkostning.
