Skip til hoved indholdet Kontakt Kontakt

Renovering af Birkedal fremrykkes efter fund af skimmelsvamp i dele af børnehaveafdelingen

Mandag den 26. maj 2025 modtog Furesø Kommune en rapport fra ingeniørfirmaet ØSTERGAARD Bygge & Indeklimateknik A/S, som viste, at der er konstateret skimmelsvamp i børnehaveafdelingen i Birkedal.

Centerchef i Dagtilbud og Skole, Per Christensen fortæller:

”Skimmelsvampen er alene fundet i børnehaveafdelingen, og der er ikke fundet skimmelsvamp i alrummet og vuggestuen, som har en anden bygningsmæssig konstruktion end børnehaveafdelingen. Men børn og medarbejdere skal ikke opholde sig i børnehaveafdelingen, hvor der er fundet skimmelsvamp”.

Derfor flytter børnehaveafdelingen fra Birkedal til genhusningsinstitutionen på Kirke Værløse Vej 48 tirsdag den 3. juni.

Indtil da opfordres forældre til så vidt muligt at holde deres børnehavebørn hjemme eller finde andre pasningsmuligheder. De forældre, som har brug for at få deres børnehavebørn passet, kan aflevere dem i Birkedal, hvor børnehavebørnene vil blive samlet i nødpasning i alrummet, hvor der ikke er fundet skimmelsvamp.

7 børn fra 3 børnehavegrupper valgte onsdag den 28. maj at tage imod tilbud om nødpasning.

Det er ligeledes besluttet at flytte vuggestuen, selvom der ikke er fundet skimmelsvamp i alrummet og vuggestuen.

Beslutningen om at flytte vuggestuen skyldes både et forsigtighedsprincip ift. børnenes og medarbejdernes sundhed og sikkerhed, og et hensyn til de forældre, som har børn i både vuggestue og børnehave i Birkedal. Samtidig er der et hensyn til medarbejdernes arbejdsmiljø og kollegiale fællesskab, som vi gerne vil fastholde og understøtte ved at holde medarbejdergruppen samlet. Vuggestuen flytter ind onsdag den 11. juni.

Alt inventar, legetøj m.m. fra børnehaven vil blive rengjort af et professionelt rengøringsfirma.

Genhusningen bakkes op af Styrelsen for Patientsikkerhed, som oplyser, at vedvarende eksponering for skimmelsvampe kan give anledning til helbredsproblemer og bør derfor undgås eller minimeres.

Forældrene blev orienteret tirsdag den 27. maj

Per Christensen, centerchef i Center for Dagtilbud og Skole: ”Vi har mødt stor forståelse fra forældrenes side og takker dem meget for den fleksibilitet vi er blevet mødt med”.

Birkedal stod overfor en planlagte bygningsrenovering i efteråret. Den fremrykkes nu

”Vi ved endnu ikke, hvor længe Birkedal skal være på Kirke Værløsevej, men otte-ni måneder er et realistisk bud. Vi benytter os af, at Birkedal er genhuset til både at tage hånd om saneringen af skimmelsvampen, og samtidig gennemføre den renovering og istandsættelse, som i forvejen var planlagt i efteråret. Herefter venter et nyistandsat dagtilbud med blandt andet et større industrikøkken, bedre ventilation og meget mere”, siger Per Christensen.

Kontakt

Center for Dagtilbud og Skole

Stiager 2
3500 Værløse

Ring til os

Modtag nyheder fra Furesø Kommune

Opret nyhedsbrev

Furesø Kommune

Stiager 2
3500 Værløse

CVR-nummer: 29188327
Kommunenummer: 190

Telefontider

Telefonnummer: 7235 4000

Mandag til onsdag kl. 10 til 14
Torsdag kl. 10 til 17
Fredag kl. 10 til 14

Borgerservice

Bestil eller afbestil tid i Borgerservice.

Følg os på de sociale medier

Få teksten læst op Tilgængelighedserklæring Giv os feedback