Furesø Kommune overvejer at ændre registrering: Egeskolens 9.-klasseelever skal anerkendes, ikke fejlbedømmes
Egeskolen indgår i en national oversigt om faglighed og får stemplet ”bekymrende”. Furesø Kommune er ikke bekymret. Undersøgelsen handler kun om få elever i 9. klasse, som alle modtager særlig undervisning. Kommunen overvejer en anderledes registrering af skoletilbuddet, så eleverne bliver hyldet for deres indsats og ikke kritiseret.
Egeskolen i Furesø Kommune er primært en 10. klasses skole med knap 150 elever på store hold. Men skolen har også mindre hold til elever, der har særlige behov. I alt 50 elever går på små hold, og heraf går 10-15 af dem i 9. klasse.
9. klasseelever med særlige behov
Elever i Egeskolens 9. klasse er fordelt på små hold, fordi de har særlige behov. De har typisk haft dårlige skoleoplevelser fx med ufrivilligt skolefravær. De møder engagerede undervisere på Egeskolen, der forandrer deres oplevelser med skolen, og flere lærer så meget i løbet af året på Egeskolen, at de består 9. klasse og går videre i 10. klasser. Cirka 5-10 elever på 9. årgang består 9. klasses afgangseksamen, men opnår ikke karakteren 02 eller derover i dansk og matematik.
Skoletilbud ikke registeret som specialtilbud, men alment tilbud
Trods små hold og særlig undervisningsform er Egeskolens 9. klassestilbud ikke registreret som et specialtilbud, men som et alment tilbud. Derfor indgår 9. klassestilbuddet i den nationale vurdering af almene tilbud, som Styrelsen for Undervisning og Kvalitet laver for at vurdere kvaliteten af landets folkeskoler. Medier har fået adgang til denne vurdering og offentliggjort, at der er en bekymrende kvalitet på Egeskolen, fordi under 80 % af eleverne kun har opnået mindst karakteren 02 i dansk og matematik ved de bundne prøver i 9. klasse i 2023/24 og 2024/25.
Kommune: God udvikling i 9. klasser
Furesø Kommune har netop gennemført den lovpligtige skoleudviklingssamtale på skolen, hvor man ser på indsatser og nøgletal og er ikke bekymret. Det er en sejr og udtryk for slid, når eleverne på blot et år på Egeskolen kan bestå afgangseksamen og flere endda går videre i 10. klasse.
Overvejer ny registrering
For at undgå en ufortjent, negativ opmærksomhed på 9. klasseeleverne, overvejer Furesø Kommune at ændre 9. klassestilbuddet til et specialtilbud.
Skolens arbejde vil være det samme, og elevernes faglige rejse vil fortsætte, men de vil undgå at dukke op på ministeriets liste over bekymrende kvalitet, der sammenligner elevernes resultater med elever, der har gået problemfrit i en folkeskole siden 1. klasse.