Skip til hoved indholdet

Forsøg med fleksibel arbejdstid giver flere pædagogtimer og tilfredse medarbejdere

I Børnehuset Nørreskoven i Værløse er alle pædagoger, der i forvejen ikke var på fuldtid, gået op i tid. Som en del af et forsøgsprojekt er de ekstra timer lagt udenfor vagtskemaet, og det giver stor fleksibilitet. Pædagogerne bruger timerne til alt fra forældresamarbejde, trivselsvurderinger, sprogarbejde og andre pædagogiske opgaver. I alt er der genereret 21 flere pædagogstimer i dagtilbuddet, og arbejdsglæden har fået et løft.

Furesø Kommune mangler som alle andre kommuner pædagoger. Men et forsøg i Furesøs Sygepleje har netop peget på en løsning, som nu ser ud til også at virke i Furesøs dagtilbud:

Hvis medarbejdere frivilligt går op i timer inden for fleksible rammer, viser erfaringerne, at arbejdsglæden senere øges, og der bliver mindre mangel på medarbejdere. Dette kan blive en nøgle i en tid, hvor alle kommuner mangler pædagoger til vores børn i dagtilbud.

Medarbejdere i tre dagtilbud i Furesø Kommune er i gang med forsøget. Ledere og medarbejdere arbejder med barrierer og gevinster i forhold til at gå op i tid, og allerede nu er der positive tilbagemeldinger i Børnehuset Nørreskoven.

8 ud af 10 pædagoger op i tid

I Børnehuset Nørreskoven er alle pædagoger, der i forvejen ikke var på fuldtid, gået op i tid. Det gælder 8 ud af 10 pædagoger. Timerne lægges ligesom hos sygeplejerskerne udenfor vagtskemaet og giver fleksibilitet til medarbejderne. De bruges til alt fra forældresamarbejde, trivselsvurderinger, sprogarbejde og andre pædagogiske opgaver. I alt er genereret 21 flere pædagogstimer i dagtilbuddet.

”Medarbejderne fortæller mig, at de fleksible timer giver dem mulighed for at fordybe sig i den opgave, de sidder med. Det har øget trivslen og givet et bedre arbejdsmiljø. Jeg oplever også, at pædagogerne har mere tid til nærvær i børnehøjde. Hvor pædagogerne tidligere er gået fra for at løse opgaver, kan de nu arbejde hjemme og selv tilrettelægge egen arbejdstid. Det er ikke noget, vi tidligere har været vant til”, siger Sadedin Jepsen, leder af dagtilbuddet Nørreskoven.

”Vi oplever en meget større fleksibilitet, som bidrager til en rigtig god stemning og mere løsningsorienteret mindset. Det at kunne arbejde hjemmefra og fordybe sig i opgaver giver plads til at være mere nærværende på gulvet med børnene og lave endnu flere spændende aktiviteter med dem”, siger medarbejder og arbejdsmiljørepræsentant Sasja Rugholm Samuelsen.

Forsøget i Børnehuset Nørreskoven og i de to andre dagtilbud løber indtil 30. november 2023. Derefter vurderes det, om det skal være et fast tilbud.

3,9 mio. ekstra i løn og pension

Udover øget arbejdsglæde og en højere månedsløn giver ekstra arbejdstid en markant højere løn og pension over et livsforløb. En 25-årig pædagog, der går fra at arbejde 32 timer til 37 timer om ugen frem til 68 år, vil som et eksempel tjene 3,9 mio. kr. mere i løn og pension, end hvis pædagogen holdt sit lavere timetal*. Den øgede arbejdstid bidrager dermed også til øget ligestilling og bedre muligheder, når medarbejderne går på pension.

Fakta om forsøget med fleksibel arbejdstid for pædagoger:

  • Det er frivilligt.
  • Timerne kan udføres hjemmefra eller hvor medarbejderne ønsker det.
  • Prøvehandlingen i tre dagtilbud i Furesø løber indtil 30. november 2023.
  • Efter prøvehandlingen vurderes det, om det skal være et fast tilbud.
  • Forsøget er allerede et fast tilbud for medarbejderne i Nørreskoven.

*Alle tal forudsætter, at pædagogerne bliver på samme timetal, til pædagogerne når pensionsalderen. Her har der regnet med en pensionsalder på 68 år. Eksemplerne er fundet på: https://vpt.dk/hjemmepleje/arbejder-du-paa-deltid-se-hvor-mange-millioner-du-kan-tjene-ved-gaa-paa-fuldtid

Bliv pædagog i Furesø. Vil du også arbejde med pædagogisk udvikling i et af vores dagtilbud? I disse 4 videoer kan du blive klogere på, vi arbejder med at give Furesøs børn de bedst mulige vilkår og muligheder i livet. I Furesø Kommune arbejder vi med flere forsøg, der skal gøre det attraktivt og muligt for flere medarbejdere at gå op i tid eller blive ansat på fuldtid. Et af værktøjerne er fleksible arbejdstimer, der har vist sig at gå hånd i hånd med høj arbejdsglæde.

Kontakt

Ledelsessekretariatet

Stiager 2
3500 Værløse
byraadssekretariatet@furesoe.dk

Ring til os

Tilmeld nyhedsbrev, eller indsend feedback

Opret dit abonnement her Giv os feedback

Find os

Furesø Kommune
CVR-nr.: 29188327
Kommunenummer: 190

Telefon: 7235 4000

Åbningstid på telefonen

Mandag - onsdag  10 - 14
Torsdag 10 - 17
Fredag 10 - 14

Ved fysisk fremmøde skal du bestille tid

Bestil tid i borgerservice

Følg os på de sociale medier