Bæredygtighedsflaget hejst i Vingesus – en dag i naturens tegn
Den 4. november fejrede Børnehuset Vingesus, at dagtilbuddet endnu engang har fået tildelt Bæredygtighedsflaget og Grønne Spirer-certifikatet.
Her beskriver leder, Pia Rosa Jørgensen, hvad der ligger bag anerkendelsen:
"Anerkendelsen sker på baggrund af, at vi i dagligdagen arbejder med bæredygtighed og naturpædagogik som en integreret del af den daglige praksis.
Fx at naturen bliver brugt som et læringsrum, hvor børn oplever samspil mellem krop, sanser og omgivelserne i vores vidunderlige nærmiljø omkring den gamle Værløse flyvestation. Vi har beskrevet, hvordan vores vuggestuebørn (også de helt små 1 -årige) i en lille børnegruppe med 6 børn og to voksne er cyklet på heldags-shelterture samt en uge i det fri, blot for at mærke naturen omkring dem, lytte til naturens lyde - ligge på ryggen og lytte til træernes rislen og betragte skyerne bevæge sig på himlen, gå i forskellig terræn; mudder, mos og knoldede bakker, sove middagslur i shelteret eller i de medbragte telte.
Vi har også beskrevet, hvordan vores børnehavebørn sammen med husets naturvejleder og stuens pædagoger undersøger naturens kredsløb, når vi besøger rådneburet, som vi selv har sat op til formålet i et lille skovområde tæt på Vingesus. Her følger vi nemlig stille og roligt naturens nedbrydning af en død ræv og et dådyrshoved, som ligger i rådneburet. Det giver anledning til på naturlig vis at tale om liv og død, være nysgerrig sammen med børnene og undersøge sammen med børnene.
Og sidst men ikke mindst har vi beskrevet, hvordan vores gode køkkenfolk tager initiativ til at sætte fokus på STOP madspild ved, at børnene bliver inddraget direkte i vejning af madrester, og dermed skaber et blik på at skabe mindst mulig madaffald i forbindelse med frokosten i Vingesus.
Alt det bidrager nemlig til at lære at passe på vores verden og det er en lille enkel læring i børnehøjde som gerne skulle lagre sig til en dybere verdensomsorg.
Som dagtilbudsleder er jeg glad over, at det både er det pædagogiske personale, personalet i køkkenet, forældre og børn som sammen præger det bæredygtige og naturpædagogiske fokus i dagligdagen. Det er en investering og kræver planlægning, når vi bruger ressourcer på at fordybe os i små grupper fx, men for mig er det ægte verdensomsorg, at vi løfter i flok og arbejder med naturdannelse igennem vores hverdagspædagogik. Og derfor glæder jeg mig over, at vi endnu engang kan hejse Bæredygtighedsflaget i Børnehuset Vingesus 💚
Kontakt
Ring til os
Dagtilbudsleder Pia Rosa Jørgensen