Afgørelse
Afgørelse om ikke VVM-pligt for projekt til midlertidigt arbejdsareal og mellemoplag til jord på matrikel nr. 21a, Jonstrup Vang, Værløse
Afgørelse meddelt efter miljøvurderingslovens § 21, stk. 1.
Furesø Kommune har den 3. september 2025 modtaget VVM-screeningsansøgning om etablering af midlertidigt mellemlager til jord, materiel/parkeringspladser, kontor- og mandskabsskure, containerplads og materialelager på matrikel nr. 21a, Jonstrup Vang, Værløse i forbindelse med etablering af fjernvarme i Furesø Kommune. Ansøgningen er fremsendt af Artelia A/S på vegne af Vestforbrændingen og lodsejer.
Det ansøgte projekt er omfattet af Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM)[1], bilag 2, nr. 11, punkt b) Anlæg til bortskaffelse af affald (projekter, som ikke er omfattet af bilag 1).
Furesø Kommune, Natur & Miljø har screenet projektet efter kriterierne i lovens bilag 6 for væsentlig påvirkning af miljøet og på den baggrund truffet afgørelse om, at det ansøgte projekt ikke er VVM-pligtigt. Afgørelsen er truffet efter lovens § 21, stk. 1.
Denne afgørelse bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden for tre år, efter at den er meddelt, jf. lovens § 39.
Klage
Der kan klages over screeningsafgørelsen for så vidt angår retlige spørgsmål, jf. Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM), § 49, stk. 1.
Klageberettiget er miljøministeren og enhver med retlig interesse i afgørelsen samt landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelsen af natur og miljø eller varetagelsen af væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen, og som har vedtægter eller love, som dokumenterer deres formål, og som repræsenterer mindst 100 medlemmer.
Hvis du ønsker at klage over denne afgørelse, kan du klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet, inden 4 uger fra afgørelsen er offentliggjort dvs. senest d. 16. januar 2026. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges fristen til den følgende hverdag.
Du klager via Klageportalen, der ligger link til på forsiden af Klagenævnenes hjemmeside www.naevneneshus.dk.
Klagen sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørel-sen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageporta-len. Når du klager, skal du betale et gebyr. Gebyret betales med betalingskort i Klageportalen. Nærmere oplysning om gebyrordningen kan ses på klagenævnets hjemmeside, www.naevneneshus.dk.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning herom til den myndighed, der har truffet afgørelse i sagen. Myndigheden videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt din anmodning kan imødekommes.
Hvis sagen ønskes indbragt for domstolene, skal det ske inden for 6 måneder fra modtagelsen af afgørelsen.
Informationer
Dokumentation & Tilladelser
Abonnér på Høringsportalen
Har du lyst til at få opdateringer på høringer direkte i din indbakke? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev, hvor vi løbende holder dig opdateret