Vedtagelse
Rammelokalplan 166 for Værløse Bymidte og Tillæg 2 til Kommuneplan 2025 er endeligt vedtaget og offentliggjort
Byrådet vedtog den 17. december 2025 Rammelokalplan 166 for Værløse Bymidte og Tillæg 2 til Kommuneplan 2025.
Planerne er offentliggjort på plandata.dk den 19. januar 2026. Planerne kan også findes i højre kolonne.
Vedtagelsen af planerne kan påklages til Planklagenævnet for så vidt angår retlige forhold. Klage skal ske via Klageportalen inden 4 uger efter datoen for planernes offentliggørelse, dvs. senest den 16. februar 2026. Læs mere om planerne, deres retsvirkning, klagevejledning mm. nedenfor.
Rammelokalplan 166
Lokalplanområdet ligger centralt i Værløse og afgrænses af de fire større veje Stiager, Kollekollevej, Fiskebækvej og Skovgårds Allé.
![]()
På ovenstående kort er rammelokalplanområdet vist med hvid afgrænsning.
Rammelokalplanen skal sikre, at bymidten udvikles som en levende og grøn bymidte med en blanding af boliger, detailhandel, kulturliv og serviceerhverv. Samtidig skal den kommende udvikling gennemføres med fokus på kvalitet og helhed. Rammelokalplanen er i al væsentlighed udarbejdet i overensstemmelse med udviklingsplanen for Værløse Bymidte, som blev vedtaget af byrådet d. 11. december 2024.
Rammelokalplanen er juridisk bindende for de overordnede rammer for områdets udvikling, men er ikke byggeretsgivende. Der skal efterfølgende udarbejdes mere detaljerede lokalplaner for de enkelte delområder for at fastlægge krav til konkrete byggeprojekter og byrum.
Tillæg 2 til Kommuneplan 2025
Tillæg 2 til Kommuneplan 2025 tilføjer anvendelserne mindre håndværk- og produktionsvirksomheder, til rammeområdet 11C1 - Værløse Bymidte. Dette muliggør kreative aktiviteter i rammelokalplanens Delområde B – Kulturtorvet.
Afgrænsning af kommuneplanramme 11C1 – Værløse Bymidte er vist med blå.
Planernes tilvejebringelse
Rammelokalplan 166 og Kommuneplantillæg 2 har været i offentlig høring i perioden 30. juni 2025 – 18. august 2025 og forvaltningen har afholdt offentligt møde om planerne den 11. august 2025. I høringsperioden har forvaltningen modtaget 25 høringssvar. De indkomne høringssvar og høringsnotat med forvaltningens kommentarer til hovedsynspunkter i høringssvarene indgik som grundlag for den politiske behandling af forvaltningens indstilling om endelig vedtagelse af planerne. Tillæg 2 til Kommuneplan 2025 er vedtaget uden ændringer og Rammelokalplan 166 er vedtaget med mindre ændringer i forhold til det planforslag, der var i høring. Ændringerne fremgår af ovennævnte høringsnotat. Du kan se mødematerialet og læse referatet fra den politiske behandling på møder i Udvalget for Plan og Byudvikling, Økonomiudvalg og Byrådet på Furesø Kommunes hjemmeside. Klik her. Planerne er vedtaget og offentliggjort i henhold til planlovens §§ 27 og 30-31.
Retsvirkninger
Når der er foretaget offentlig bekendtgørelse af en lokalplan, må der ikke retligt eller faktisk etableres forhold i strid med planens bestemmelser, medmindre der er meddelt dispensation efter reglerne i planloven. Dette følger af planlovens § 18. Kommuneplanen og dermed kommuneplantillæg, er ikke direkte bindende for ejere og brugere af ejendomme, men kommunens lokalplanlægning skal være i overensstemmelse med kommuneplanen.
Klagevejledning - Klage til Planklagenævnet
Planerne kan påklages til Planklagenævnet for så vidt angår retlige spørgsmål. Et retligt spørgsmål er for eksempel, hvis man mener, at kommunen ikke har haft hjemmel til at træffe afgørelse om vedtagelse af planerne. Derimod kan man ikke klage, hvis man mener, at planerne for området burde have været anderledes. Du skal indgive din klage inden 4 uger efter datoen for planernes offentliggørelse på plandata.dk.
Enhver med retlig interesse i sagens udfald har ret til at klage.
Du klager til Planklagenævnet via Nævnenes Hus på naevneshus.dk. Klik derinde på ”Start din klage” og klik dig frem til Planklagenævnet. Her kan du finde yderligere information om klageprocessen og gebyrer. Det fremgår derinde, at klagen skal indgives via et system kaldet ”klageportalen”, at klage sendt via e-mail eller brev bliver afvist, men at man i særlige tilfælde kan blive fritaget for at bruge klageportalen.
En klage over en lokalplan eller et tillæg til kommuneplanen har ikke opsættende virkning efter lovgivningen. Planklagenævnet kan dog træffe afgørelse om at fravige lovgivningens udgangspunkt i særlige tilfælde. Hvis man ønsker at indbringe planerne for domstolene, skal det ske inden seks måneder fra den dag, planerne er offentliggjort på plandata.dk
Informationer
Dokumentation & Tilladelser
Abonnér på Høringsportalen
Har du lyst til at få opdateringer på høringer direkte i din indbakke? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev, hvor vi løbende holder dig opdateret