Kilde: Lorry 29. november 2021

Klimafamilier

Fra maj – november 2021 har fire familier været med i projekt Klimafamilier.
De har fået analyseret deres vaner og forbrug og fået tal på deres CO2 udledning inden de gik i gang med projektet.
Undervejs i projektet har de fået råd og vejledning af Rådet for Grøn Omstilling og kommunens grønne guide, lånt en el-bil og en el-cykel, fået foredrag af en kostomlægger og ikke mindst sparret med hinanden.
De har alle taget fat hvor der var behov for det og ændret deres vaner hvor de kunne.
Til slut har de fået beregnet deres CO2 udledning på ny – og resultatet taler sit tydelige sprog: Alle fire familier har nedbragt deres CO2 udledning med mellem 25 og 46%!

Hvad er Klimafamilier

Klimafamilier er helt almindelige familier, som ønskede at nedbringe deres CO2 udledning uden at skulle lave hele deres liv om. Det er de små adfærdsændringer i hverdagen, som skaber resultaterne – og samtidig spare de oftest penge ved det. Der vil altså ikke være tale om, at de fx skal til at bygge hele huset om eller sælge bilen.

Ændrede vaner

De fire klimafamilier har hovedsageligt ændret vaner på tre områder for at opnå de flotte resultater:

  • De har skåret kraftigt ned på oksekød, lammekød og rejer. Alle spiser kødfrit flere gange om ugen og har fokus på at minimere madspild.
  • På transportområdet har de skiftet de korte bilture ud med el-cykel eller gå ture. De har alle planer om at skifte deres bil ud til en elbil. Derudover overvejer de deres fremtidige flyforbrug – og vil helt sikkert klimakompensere, hvis de flyver.
  • Alle er blevet bedre til at nedsætte deres forbrug. Så nu bliver deleøkonomi, genbrug og kvalitetsvarer en naturlig del af deres hverdag – klimafamilien Ljunggren har endda besluttet kun at give genbrugs-julegaver i år – til alle!

”Vaner er det sværeste at ændre, men efter noget tid, begynder man at finde nydelse i de nye vaner,” fortæller Mikkel fra klimafamilie Nygaard Rønne.
Anna fra klimafamilie Bergmark/Ormstrup supplerer: ”Der findes fx mange lækre opskrifter på vegetarmad, men det tager lang tid at lave. Nu er vi begyndt at bruge færdigprodukter som svampefars eller soyafars – det sparer tid”.

Klimafamiliernes råd til andre

Hvis man spørger Klimafamilierne, hvilke råd de vil give videre til os andre, svarer de klart:

”Tag én ting ad gangen, og vær glad for det, du opnår. Klap dig selv på skulderen” kommer det prompte fra Erling fra klimafamilie Gjelstrup/Stenderup.

”At leve klimavenligt er en gradvis livsstilsændring frem for en hurtig kur. Man begynder i det små og trapper op og gør mere og mere, når man får overskud til det”, fortæller Anne fra klimafamilie Bergmark/Ormstrup.

Jette fra klimafamilie Ljunggren supplerer: ”Dét, du gør, gør en forskel, også selv om det kan se ud som lidt i det store billede. Giv ikke op på forhånd.”

Hvad så nu?

De fire klimafamilier ønsker ikke at stoppe nu.

De vil alle gerne fortsætte deres grønne rejse og bliver ved – også selvom de godt er klar over at det bliver sværere, da de nu har ’høstet de lavt hængende frugter’.

”De nye vaner har på ingen måde forringet vores livskvalitet – tværtimod. Og det er godt, at projektet har varet i 6 måneder, på den måde er vanerne blevet indarbejdet – så vi bliver ved” lyder det bestemt fra Mikkel fra klimafamilie Nygaard Rønne.

Klimafamilierne sprudler også af gode ideer, som de velvilligt deler med hinanden: Louise fra klimafamilie Nygaard Rønne fortalte og viste en opskriftsamling af vegetarretter, hun havde lavet, hvor der var billeder af maden og en QR kode til opskriften. ”Så tager vi den frem om søndagen og lader børnene være med til at vælge maden til næste uges madplan – det er meget nemmere, end at stå kl. 17 og kigge ideforladt ind i køleskabet”. ”Og vi har fået lavet nogle ekstra eksemplarer, som vi bruger som værtsgaver” supplerer hendes mand Mikkel.

Flere af familierne er begyndt på kun at ønske sig bruge ting i gaver – også til børnene. Desværre oplever de tit, at ønsket ikke efterkommes: ”Vi holdt navngivning for Sigurd og ønskede os genbrugsgaver til ham – men kun to af gaverne var genbrug” fortæller Anna fra klimafamilie Bergmark/Ormstrup. ”Vi har oplevet at bedsteforældrene synes at det virker nærrigt hvis de kun giver en brugt legetøjsbil til 50kr og så får børnene lige pludselig mange flere gaver – og det er jo ikke meningen” fortæller Louise fra klimafamilie Nygaard Rønne. ”Så nu har vi oprettet en åben børneopsparing, hvor bedsteforældrene også kan sætte penge ind. Så kan de købe den brugte legetøjsbil til 50kr og sætte resten af beløbet ind på kontoen”.

Kan jeg og min familie gøre Klimafamilierne det efter?

Ja! Så kort kan det siges :)

Vi kan alle gøre noget - Vil du vide mere, ønsker du inspiration eller har du spørgsmål, så kontakt den grønne guide på mbpe@furesoe.dk.

Nedenfor kan du se de eksakte tal for Klimafamiliernes klimabelastning før og efter projektet:

 

Kontakt

Den grønne guide

Stiager 2
3500 Værløse
Tlf.: 7216 4120
E-mail: mbpe@furesoe.dk