Gå til sidens indhold

Socialt ansvarlige virksomheder i 2018

Otte virksomheder blev nomineret til prisen for socialt ansvar i 2018

58 virksomheder blev i 2018 indstillet til prisen for socialt ansvar. Prisen uddeles til de virksomheder, som har gjort en særlig indsats for ledige Furesøborgere. Her kan du læse om de otte virksomheder, der blev nomineret af Jobcentrets Advisory Board.

  • Aleris

    Aleris er i høj grad en virksomhed, der tager et socialt ansvar. Det har de i 2018 vist ved at tage imod en borger, der skulle afklares. Virksomheden har udvist stor åbenhed og tålmodighed overfor kandidaten, som havde en række udfordringer. Aleris har gradvist ladet borgeren prøve nye opgaver, og virksomheden har fra start haft den indstilling, at man ville gøre meget for at afklare kandidatens arbejdsevne i forhold til timer og opgaver. Kandidaten afklares i forhold til fleksjob og en ansættelse hos Aleris kan være en mulighed.
    Udover dette forløb har Aleris ansat fem ledige furesøborgere i ordnære job. 

  • Brdr. Krüger

    Brdr. Krüger er på alle måder en virksomhed, der tager et særligt socialt ansvar. Virksomheden lægger vægt på nogle stolte familie- og designtraditioner og gør sig umage for at alle medarbejdere trives. Medarbejderstaben er kendetegnet ved mangfoldighed i forhold til etnisk baggrund, og virksomheden er derfor også god til at respektere, at alle ikke taler perfekt dansk. Det vigtigste for virksomheden er, at man som medarbejder er motiveret, kvalitetsbevidst og stolt af det arbejde, man udfører.
    Brdr. Krüger har samarbejdet med jobcentret gennem flere år. I 2018 har 9 ledige borgere, som har haft svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet, været i praktik eller løntilskud i virksomheden, og fem af disse borgere er efterfølgende blevet ansat.

  • FC Nordsjælland

    FC Nordsjælland er nomineret for deres indsats for at hjælpe ledige furesøborgere nærmere arbejdsmarkedet.
    FC Nordsjælland har et samarbejde med Jobcenter Furesø om praktik indenfor alle virksomhedens områder bl.a. køkken, hotel og administration. 
    Virksomheden tænker i kreative løsninger ift. hvordan arbejdet kan udføres, så kandidaten kan fungere bedst muligt i praktikken (arbejde hjemme, planlægning af arbejdstid, typer af opgaver, sparring etc.). Virksomheden har fokus på, at kandidaterne har et godt forløb, og er gode til at give kandidaterne skriftlige tilbagemeldinger på praktikforløbene, som de kan bruge fremadrettet i deres jobsøgning. Det er i høj grad evnen og viljen til at møde mennesker ligeværdigt, der gør det muligt at etablere vellykkede praktikforløb for kandidater, som kan have udfordringer med at finde en plads på arbejdsmarkedet.

  • Vinder - Milcom

    Milcom er en rummelig virksomhed, som i 2018 har givet flere furesøborgere en chance for at opnå tilknytning til arbejdsmarkedet. I alt 5 Furesøborgere har i 2018 været i praktik, især inden for lager- og logistikområdet, og borgerne har ikke nødvendigvis haft den store faglige erfaring inden for området. 
    Milcom har både haft flygtninge, unge uddannelsesparate og forsikrede ledige i virksomhedspraktik, og nogle er også blevet ansat efterfølgende. Samarbejdet med jobcentret er gennem de sidste år intensiveret, og Kenneth Soldal, CEO, har tillige gjort brug af sit eget erhvervsnetværk for at få en af de unge praktikanter videre til anden virksomhed og over mod at påbegynde en IT uddannelse

  • Restaurant Marina Furesøbad

    Restaurant Marina Furesøbad tager på alle måder et særligt socialt ansvar, og er kendetegnet af en stor rummelighed. Restaurant Marina Furesøbad er altid åbne over for at tage imod praktikanter fra Jobcenter Furesø – hvad enten der er tale om en straksaktivering, en borger, der er udfordret på det sproglige eller andre områder. 
    Personalet er altid parate til at hjælpe de ledige borgere videre, selvom der er sproglige og/eller andre udfordringer og de ansætter også en del ledige borgere i kortere eller længere tid.
    I 2018 har Restaurant Marina Furesøbad haft 4 borgere i virksomhedspraktik, hvoraf 2 er blevet ansat efterfølgende.

  • Gladteknik

    GladTeknik er i høj grad en virksomhed, der tager et socialt ansvar. Virksomheden har i 2018 taget to furesøborgere i praktik, blandt andet en ung praktikant med autisme.
    Med sin store erfaring, indsigt og empati, har virksomheden håndteret Furesø Kommunes virksomhedspraktikant på forbilledligvis, og samarbejdet mellem virksomhed, mentor, bostøtte og sagsbehandler har fungeret optimalt. Praktikanten har rykket sig utroligt meget i sin tid hos GladTeknik.
    GladTeknik sætter fokus på, at man godt kan være en del af arbejdsmarkedet, selvom man har et usynligt handicap, såsom autisme

  • Vinder - SPAR Ganløse

    SPAR i Ganløse vinder prisen for at tage ledige furesøborgere ind, der har svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet.
    I 2018 har der været fem kandidater i forløb, hvoraf flere er blevet ansat efterfølgende.
    Butikschefen har fra starten gjort klart, hvad forventningen har været til den enkelte og der har hersket en stor grad af tillid til, at den enkelte kunne leve op til forventningerne. Når det ikke er gået som planlagt har den ledige fået det at vide på en respektfuld måde og er blevet givet flere chancer. Virksomheden har inden praktikkens start sat tid af til en lang samtale med fokus på at samstemme forventninger.
    De mange vellykkede forløb kan i høj grad tilskrives virksomhedens respektfulde tone over for den enkelte krydret med klare forventninger tilpasset den enkeltes situation.

  • Tandlægeteam Steen Skov

    Tandlægeteam Steen Skov er nomineret for at skabe en succeshistorie for en borger i jobafklaring. Borgeren har tidligere forsøgt praktikker andre steder uden stor succes, men Tandlægeteam Steen Skov har forstået praktikantens udfordringer, og indrettet jobbet efter dette.
    Der har løbende været udfordringer som er blevet løst gennem samtaler. Virksomheden har på eget initiativ sendt praktikanten på kursus, med stor succes. Praktikken er løbende blevet justeret, og efter praktikanten er blevet tildelt flexjobrettighed, er praktikanten blevet ansat i virksomheden.
    Gennem fleksibilitet og god kommunikation med praktikant og jobcenter har virksomheden formået at styrke borgeren, og har derfor gjort sig fortjent til en nominering.

Pressemeddelelse

Virksomheder tager socialt ansvar

Efter hyldesten til socialt ansvarlige virksomheder på årets erhvervs-nytårskur oplever Jobcenter Furesø, at flere virksomheder vil åbne dørene for bo…

Kontakt

Furesø Jobcenter

Hvedemarken 3-5
3520 Farum
Tlf.: 7235 5100

Åbningstider
Telefon og ekspedition
Mandag til onsdag kl. 10-14
Torsdag kl. 10-17
Fredag kl. 10-14

Virksomhedsteam

Hvedemarken 3-5
3520 Farum

Tlf.: 7235 5100

Del:
Menu