Veteranindsatsen i Furesø

En veteran er en person, der på baggrund af en beslutning truffet af Folketinget, regeringen eller en minister har været udsendt i mindst én international mission.

Det kan være soldater der udsendes i krige, sygeplejerske og læger i verdens brændpunkter, nødhjælpsarbejdere og mange flere.

Det er væsentligt for Furesø Kommune at anerkende veteranernes arbejde og efterfølgende støtte op om deres behov, som følge af deres udsendelse.

De fleste veteraner vender hjem efter deres udsendelse uden mén, og en stor del er endog styrket og beriget. En mindre del af veteranerne har behov for hjælp og støtte til håndtering af psykiske og sociale belastninger samt fysiske skader som følge af udsendelsen.  

Veteranindsatsen i Furesø Kommune har særlig fokus på at sikre at de veteraner der har brug for det, får den fornødne hjælp og støtte.

 

Indsatsen har desuden følgende fokusområder:

  • Sammenhængende og koordineret indsats: Et centralt element i en god og rehabiliterende indsats for alle borgere er en helhedsorienteret, sammenhængende og koordineret indsats med fokus på den enkeltes ressourcer.
  • Kompetenceudvikling af medarbejdere: Vores medarbejder skal have den fornødne viden om veteraner, om samarbejdet med Veterancenteret og kendskab til nyttige indsatser.
  • Samarbejde med Veterancenteret: Furesø Kommune har et meget tæt samarbejde med Veterancenteret og deres rådgivere.
  • Inddragelse af frivillige kræfter: I Furesø Kommune har vi mange gode frivillige kræfter, der gerne vil støtte borgere med særlige behov. Det kan fx være ved varetagelse af sociale og fysiske aktiviteter på Værløse Flyvestation med formål at skabe sammenhold og oplevelser for de tidligere udsendte.
  • Information, råd og vejledning. 
  • Flagdag: Hvert år den 5. september giver Furesø Kommune en mere officiel anerkendelse af den indsats som veteranerne har ydet for Danmark ved at invitere dem og deres pårørende til en reception på Rådhuset.   

 

Herdover er Furesø Kommune repræsenteret i det tværkommunale samarbejde Veteranrådet