Du bor oven på dit drikkevand
Hvis du som haveejer bekæmper bladlus, mos, snegle, alger eller ukrudt med gift, kan det sive ned i grundvandet, hvorfra vi får vores drikkevand. Blot 1 gram gift kan forurene 10 mio. liter vand.
Drikkevandet i Furesø Kommune er sikkert at drikke. Der er fundet pesticidrester i over halvdelen af kommunens undersøgte boringer, men i et omfang, der ligger under grænseværdien. Desværre er det ikke tilfældet i næsten hver 7. danske drikkevandsboring, hvor der i 2024 blev målt forurening af pesticider over det tilladte niveau.
Der er mange miljøvenlige alternativer til forebyggelse og bekæmpelse af uønskede dyr og planter. Vælger du dem, er du med til at sikre kvaliteten af vores drikkevand i fremtiden, samtidig med at du værner om biodiversiteten.
Forebyg i foråret
- Sæt ind med luge- og mælkebøttejernet, før ukrudtet blomstrer og kaster frø. Hverken blomster og frø skal på komposten, men fjernes fra haven.
- Det er nemmest at få rødderne med op efter et regnvejr.
- Klip brændenælder helt ned, eller grav dem op med rødder.
- Træk tidsler forsigtigt op med rod.
- Fjern padderok, så snart den er synlig, for at udsulte rødderne – eller ”kog” de overjordiske dele med en ukrudtsbrænder.
- Grav skvalderkål op med alle rødder, eller slå med plæneklipper gennem hele sæsonen.
- Bunddækkeplanter som guldjordbær, vinca, efeu og hasselurt skygger for solen, så ukrudtet ikke kan spire.
- Strø træflis i bedet, og læg fiberdug under terrasse og fliser for at gøre det sværere for ukrudt at få fodfæste.
- Spred et tykt lag kompost i bedene sidst på sæsonen efter en grundig lugning.
- Fjern mos med en mosrive, og hjælp græsset på vej ved at prikke huller i plænen. Du kan også strø et lag sand og lade græsset blive lidt længere om vinteren.
Samarbejd med naturen
- Hjemmehørende blomster giver pollen og nektar til nyttige insekter som svirrefluer, snyltehvepse og mariehøns, som bl.a. spiser skjoldlus og bladlus.
- Opsæt fuglekasser – småfugle spiser lus og fodrer deres unger med bl.a. insektlarver.
- Insektvolde anlagt lidt højere end resten af haven tiltrækker nyttedyr som f.eks. rovbiller, der spiser spindemider.
- Lad pindsvinet bo i et hjørne med grenbunker og visne blade. Som tak spiser det dine dræbersnegle – det samme gør visse anderacer.
- Vælg robuste planter, som passer til din haves miljø. F.eks. bliver roser bliver nemt syge, hvis de står for mørkt.
- Sædskifte forebygger sygdom og giver et større udbytte. Lad grøntsagerne i køkkenhaven skifte plads hvert år, eller så forskellige plantefamilier skiftevis i rækker.