Pressemeddelelse

Indstil et ungt talent til Furesøs talentpris

Kender du en ung på 13-19 år, der har udmærket sig indenfor teater, floor-ball, saxofon eller noget helt fjerde? Så kan du indstille din kandidat til Fu-resøs talentpris på furesoe.dk/talentpris senest den 31. august. Udvalget Kultur, Fritid og Idræt uddeler prisen den 10. oktober.

Robert Nebel fik hovedprisen i 2021

I oktober 2021 blev en flok unge talenter hyldet på scenen i Farum Kulturhus med priser, blomster og diplomer. Hovedprisen på 5000 kr. gik til badmintonspilleren Robert Nebel på dengang 15 år.

”Jeg blev superglad – det er jo ikke en lille landsby, så det at blive nomineret sammen med de andre var en stor oplevelse. At jeg så ovenikøbet vandt hovedprisen, gjorde mig selvfølgelig stolt”, fortæller Robert Nebel i dag.

”For de penge, jeg fik, købte jeg en iPhone med et virkelig godt kamera, meget lagerplads og et stativ. Med det kan jeg optage mine egne og modstandernes kampe, så jeg kan se på dem bagefter og udvikle mit spil”, forklarer talentprisvinderen.

Siden prisen har Robert Nebel deltaget i flere internationale turneringer og blandt andet vundet Spanish Open i Malaga og Danish Junior Open i Farum i herre single. Her efter sommerferien starter han på Niels Brocks Team Danmark linje, så der er god tid til at udvikle badmintonspillet ved siden af gymnasiet.

Indstil din kandidat senest 31. august

Alle kan indstille et ungt talent frem til 31. august ved at udfylde en formular på furesoe.dk/talentpris. Talentprisen for unge uddeles sammen med Kulturprisen mandag den 10. oktober kl. 17-18.

Om talentprisen for unge

Talentprisen blev uddelt første gang i 2011 og hovedprisen er på 5000 kr. Prismodtageren skal have markeret sig stærkt på kultur- eller idrætsområdet i eller udenfor kommunen, være 13-19 år og bosat i Furesø. Du kan indstille både grupper og enkeltpersoner. Læs mere på furesoe.dk/talentpris om prisen og uddelingen.

 

Kontakt

Tine Hessner

Søhaven 18
3500 Værløse    
E-mail: tih1@furesoe.dk
Tlf.: 4119 6041