Pressemeddelelse

Gratis idrætstilbud for børn og unge i hele sommerferien

Foreninger inviterer til masser af gratis idrætstilbud på legepladsen og boldbanen i Farum Midtpunkt alle hverdage kl. 13-17 i skolernes sommerferie.

'Åben Sjov Hverdag' er tilbage i en stærkere udgave end sidste år. I år er Farum Bokseklub, Ninjafabrikken, Furesø Børnebasket og Farum Australsk Fodbold gået sammen om at tilbyde Furesøs børn og unge i alderen 6-17 år en masse gode - og ikke mindst gratis – oplevelser i skolernes sommerferien for alle, der er i Furesø over sommeren.

Nicholas Trier Lind, formand og instruktør i Ninjafabrikken, forklarer:

”Vi er rigtig glade for at være med til at give Furesøs børn og unge en sjov og aktiv sommer. Det er et attraktivt koncept, blandt andet fordi det ikke kræver tilmelding på forhånd, så de unge bare kan møde op”.

Aktiviteterne finder sted på boldbanen og legepladsen i midtpunktet alle hverdage kl. 13-17.

Masser af sjov og boldspil

Vil du prøve dine teknikker af inden for klatring, fodbold, basketball, australsk fodbold eller få introduktion til funktionel træning? Så er det om at finde drikkedunken frem og komme med til nogle sjove dage sammen med en masse andre børn og unge.

Uddannede instruktører og trænere guider alle deltagerne igennem de forskellige forløb, så alt foregår i trygge og professionelle rammer:

”Vi kan mærke, at de unge er glade for de her uforpligtende aktiviteter. Ved ’Åben Sjov Hverdag’ får vi aktiveret en masse børn og unge, som får mulighed for at komme ud og brænde noget energi af”, siger Nicholas Trier Lind.

Med ’Åben Sjov Hverdag’ er forhåbningerne også, at nogle af deltagerne får lyst til efterfølgende at være aktiv i en forening og/eller et idrætstilbud.

”Alle kan få stor glæde af at være en del af foreningslivet. Det kan give nye venskaber, øget selvtillid, en bedre kondition og meget mere. I år har vi haft god tid til at planlægge de mange tilbud over sommeren. Jeg vil på vegne af vores team sende en stor tak til Udvalg for kultur, fritid og idræt for troen på, at vi kan gøre en forskel med ’Åben Sjov Hverdag’. Nu glæder vi os bare til at møde en masse nye og gamle børn og unge og nyde sommeren sammen”, siger Karsten Rasmussen, Fritidsvejleder i Furesø Kommune og arrangør af ’Åben Sjov Hverdag’ i Farum Midtpunkt.

Om Åben Sjov Hverdag

  • Ninjafabrikken, Furesø Børnebasket, Farum Bokseklub og Farum Australsk Fodbold tilbyder gratis aktiviteter på legepladsen og boldbanen i Farum Midtpunkt i ugerne 26 til 31 - skolernes sommerferie - for børn og unge mellem 6 og 17 år. Alle hverdage er der aktiviteter kl. 13-17 og man skal blot møde op. Det er gratis at deltage.

  • 'Åben Sjov Hverdag' er et samarbejde mellem Furesø Fritidsvejledning, Furesø Boligselskab og SSP Furesø i Farum Midtpunkt. 'Åben Sjov Hverdag' er arrangeret med støtte fra Udvalg for kultur, fritid og idræt.
    Læs mere på furesoe.dk/åbensjovhverdage

  • Hvis du har lyst til mere parkour i løbet af sommeren, afholder Ninjafabrikken hver tirsdag fra uge 25-31 kl. 18:00-19:00 gratis sommer parkour og funktionel træning otte tirsdage i ugerne ved Farum Parkour Anlæg. Det er gratis at deltage og træningen er for både børn og voksne.
    Læs mere her: furesoe.dk/åbensjovhverdag og på Ninjafabrikken's Facebookside under ’Begivenheder’.

Kontakt

Sommerferieaktiviteter

Kultur og Fritid
Stiager 2
3500 Værløse
E-mail: sommerferieaktiviteter@furesoe.dk
Tlf.: 7235 4730

SSP

SSP-konsulent
Khalil Ahmed

Tlf. 72164396

Mail: khah@furesoe.dk