Pressemeddelelse

Furesø Byråd vedtager Trafik- og Mobilitetsplan

Over de næste 5 år skal en lang række indsatser være med til at nedbringe trafikstøj, trafikulykker og reducere udledningen af CO2. Allerede i 2021 undersøges trafiksikkerheden på alle større veje.

Furesø Kommunes nye Trafik- og Mobilitetsplan er blevet til efter en grundig proces, hvor foreninger og interessenter har kommenteret og deltaget i møder forud for den offentlige høring, hvor 23 høringssvar også satte aftryk på den langsigtede og handlingsorienteret plan.

”De mange velargumenterede og konkrete høringssvar fra foreninger og borgere vidner om et kæmpe engagement i udviklingen af vores kommune, men både trafik og mobilitet er jo også en stor del af alles hverdag”, siger Lene Munch-Petersen (A), formand for Udvalg for natur, miljø og grøn omstilling, og fortsætter:

”Høringssvarene rummer vægtige synspunkter om både klimapåvirkning, fremkommelighed, udvikling i den kollektive trafik, sammenhæng i kommunen i forhold til både den kollektive trafik og cykelstier, trafiksikkerhed og trafikstøj. Synspunkter der også er relevante i den nationale debat. Jeg er meget glad for, at vi nu har vedtaget en plan, der i så høj grad afspejler borgernes bidrag”.

Trafiksikkerheden undersøges på alle større veje

Sammen med vedtagelsen af planen blev frigivet 5,2 mio. kr. til indsatser i 2021 med et særligt fokus på trafikstøj og trafiksikkerhed. Disse temaer har fyldt meget i arbejdet, der er gået forud for Trafik- og Mobilitetsplanen i de to rådgivende udvalg og i den offentlige debat. Kommunen undersøger derfor trafiksikkerheden på alle større veje allerede i år, og alle de synspunkter om farlige strækninger og kryds, som er modtaget, vil indgå i denne proces.

Trafikstøjen skal ned

Nedbringelse af trafikstøj er et emne, der indgår i mange høringssvar - både støjen fra Hillerødmotorvejen og fra Ring 4 og trafikstøj på kommunens egne veje. Der er afsat midler til yderligere kortlægning, midler til en støjnetværksgruppe og til en pulje til at fortsætte tilskudsordningen for lydisolering af boliger. Anvendelse af støjsvag asfalt på kommunale trafikveje indgår i kommunens planer, men hovedstøjkilden på Hillerødmotorvejen skal adresseres nationalt.

Flere høringssvar efterspørger indsats i forhold til trængslen. Det efterlyses, at den kollektive transport bliver mere effektiv, både i myldretiden og i ydertidspunkterne, især i aftentimerne, så den er et reelt alternativ til bilen. Synspunkterne vil indgå i arbejdet med en ny udviklingsplan mellem Furesø Kommune, Movia og nabokommunerne.

Der argumenteres også for, at nettet af cykelstier skal binde kommunen bedre sammen. Dette synspunkt gælder især for tværgående forbindelser fra nord til syd i kommunens vestlige del. Dertil er der er flere, der argumentere for, at cykling til skole kræver, at trafiksikkerheden og trygheden øges væsentligt på veje og stier hen til skolerne. De indkomne synspunkter vil indgå i arbejdet med at analysere cykelstinettet og kortlægning af trafikforholdene omkring skoler og institutioner. Dette arbejde vil foregå i 2021, så der efterfølgende kan sættes gang i en anlægsproces i forhold til det, som bliver prioriteret.

Øjvind Vilsholm (Ø), næstformand i Udvalg for natur, miljø og grøn omstilling er klar til at smøge ærmerne op:

"Vi skal sikre, at der allerede i år sker rigtig meget på dette område, så det løft, som alle ønsker, også kommer til at ske. Vi kan jo tydeligt se af høringssvarene, at borgerne gerne vil medvirke til at indfri 2030-målene med hensyn til klima og sundhed, fx at persontransporten skal bidrage med de 70 % CO2 reduktion inden 2030. Det er rigtig godt. Men det forudsætter, at infrastrukturen og servicen i den kollektive transport inviterer til det. Kommunen skal forbedre infrastrukturen og optimere den kollektive transport, så borgerne får incitament til at ændre adfærd. Det bliver en meget vigtig rejse, som jeg håber, at rigtig mange borgere tager med på,” slutter Øjvind Vilsholm.

Kryds Med Bil (1)

Veje, stier, trafik og mobilitet

I Furesø Kommune arbejder vi på at fremme bæredygtig mobilitet, at sikre en god fremkommelighed på veje og stier, og at sikre et godt tilbud til borge…

Trafik- og Mobilitetsplan

En lang række indsatser være med til at nedbringe trafikstøj, trafikulykker og reducere udledningen af CO2.

Trafiksikkerhed og fremkommelighed

Furesø Kommune nedsatte i foråret 2019 et rådgivende udvalg om trafiksikkerhed og fremkommelighed.

Udviklingsudvalg: Trafikstøj

Motorvejen og andre hovedtrafik-årer har skabt udfordringer med trafikstøj, og denne udfordring er vokset løbende gennem årene, i takt med den stigend…