Pressemeddelelse

Børnehuset Vingesus bliver børnenes landingsplads

Når børn i flyverdragter til december indtager Flyvevåbnets tidligere specialskole, afspejler stedets navns, at historiens vinde blæser over det nye børnehus i Sydlejren.

Børnehuset Vingesus I Sydlejren

Flyvestationen kan sende tankerne på himmelfugt og give frit spil til fantasien, når man færdes derude. Det ved de fleste, der færdes på det store område, og det viser sig også i den store interesse for at deltage i konkurrencen om et nyt navn til Sydlejrens nye daginstitution. Hele 74 kreative, inspirerende og vittige forslag er i løbet af september tikket ind til bedømmelsesudvalget, som nu har peget på 'Børnehuset Vingesus' som det nye navn.

"Vi er ærlig talt overvældede over interessen og kreativiteten. 31 forslagsstillere har sendt os adskillige bud hver. Nogle har sendt virkelig mange, og det er gode bud alle sammen," siger Anna Fosdal, dagtilbudschef i Furesø Kommune.

Med den lange liste af forslag er der nu også inspiration at hente, hvis Børnehuset Vingesus skulle mangle navne til de fire børnehavegrupper og fem vuggestuegrupper, der til december rykker ind i den fuldstændigt gennemrestaurerede tidligere skolebygning for forsvarspersonel.
Det eneste krav i navnekonkurrencen var, at navnet skal afspejle den lokalhistoriske kontekst på Flyvestationen. Vingesus var foreslået af flere uafhængigt af hinanden, og det giver navnet styrke, fandt udvalget i sin bedømmelse. Samtidig er det et navn, selv de yngste kan lære at udtale.

"Udover at vi nu får et afsindigt flot dagtilbud, der er bæredygtighedscertificeret og som kan være et lokalt mødested for de mange nye familier, der flytter til Sydlejren, får vi også et sted, der knytter sig til sin helt særlige historie gennem sit navn. Der er desuden masser af børneperspektiv og nærvær i navnet Vingesus. Det indikerer en frisk begyndelse, hvor der er plads til at få luft under vingerne," siger bedømmelsesudvalgets formand, Bettina Ugelvig Møller (A), der også er formand for Udvalget for dagtilbud og familie.

Kim Ølgod fra Jonstrup '89 har repræsenteret de nye brugere og valgt navnet sammen med Pia Rosa Jørgensen, leder af det nye børnehus samt Bettina Ugelvig Møller og Anna Fosdal.

FAKTA: Skole, bare ikke for officerer

Bygning 131 i Sydlejren på flyvestation Værløse, som nu skifter navn til Børnehuset Vingesus, blev opført til at fungere som Flyvevåbnets Specialskole for teknikeruddannelse. Med tiden har den fået 'rang' af at have huset Flyvevåbnets officersskole. Med navneskiftet bliver den misforståelse nu manet i jorden.

Interiør Med Logo

Vingesus fra december

I Sydlejren – den nye bydel på Flyvestationen har en af de bevaringsværdige bygninger undergået en stor forandring og byder den 1. december 2020 vugge…

Kontakt

Center for Dagtilbud, Skole og Forebyggelse

Stiager 2
3500 Værløse
Tlf.: 7235 4000

Center for Kommunale Ejendomme og Anlæg

Stiager 2
3500 Værløse
Tlf.: 7235 4000