Pressemeddelelse

Furesø lukker kulturhuse, idrætsfaciliteter, aktivitetscentre, skoler og dagtilbud

Furesø Kommune har torsdag morgen afholdt møde i kommunens kriseberedskab. Det er besluttet, at lukke alle kommunens fritids- og kulturtilbud med øjeblikkelig varsel for foreløbig 14 dage. Skoler og dagtilbud vil blive lukket fra på mandag. Der bliver etableret et beredskab, så der fortsat kan tages hånd om børn, der ikke kan passes i hjemmet, og så eleverne i skolerne modtager undervisning. Plejen af ældre fortsætter med visse justeringer. Samtidig tages hånd om kommunens udsatte medborgere, der i de kommende uger vil mangle deres sædvanlige aktivitetstilbud.

Borgmester Ole Bondo Christensen (A) og kommunaldirektør Steen Vinderslev har fra morgenstunden haft møder med ledere og medarbejdere fra alle kommunens forvaltningsområder. Statsministerens klare udmeldinger fra i går aftes skal føres ud i livet. Målet er at forebygge udbredelsen af corona-virus lokalt og sikre et beredskab, så der fortsat kan tages hånd om de, der har brug for hjælp. Der er rigtig mange opgaver, der skal løses i den sammenhæng.

Borgmester, Ole Bondo Christensen:

"Den nuværende situation kalder på, at vi står endnu mere sammen i vores lokalsamfund. Vi skal tage hensyn til hinanden og sikre, at smitten ikke løber løbsk. Det er et ansvar, vi har som enkeltpersoner og som lokalsamfund. Vi har et særligt ansvar for de ældre og for de, som helbredsmæssigt er sårbare. De ændringer, som vi nu gennemfører, vil være til ulempe for mange Furesøborgere, men de er nødvendige.
Vi skal som kommune og som enkeltpersoner gøre, hvad vi kan, for at smitten ikke løber løbsk og for at de, som er mest sårbare ikke lades i stikken. Det kalder på samfundssind, at vi hjælper hinanden, og at vi alle efterlever de udmeldinger, der kommer fra bl.a. Sundhedsstyrelsen".

Kommunaldirektør Steen Vinderslev:

"Regeringen og Folketinget er kommet med nogle meget markante udmeldinger, som vi i kommunerne nu knokler med at føre ud i livet. Samtidig er meldingen, at så mange offentlige ansatte som muligt skal arbejde hjemmefra fra på mandag. Det er en kæmpe logistisk opgave at få enderne til at mødes. Situationen kræver noget af os alle – og den kræver et godt samarbejde mellem kommune og borgerne. Vi håber fra kommunens side på forståelse for de ændringer, som vi er nødt til at gennemføre. Samtidig beder vi om, at der er forståelse for, at vi står med en meget stor logistisk og kommunikationsmæssig opgave – som vi helt sikkert nok skal løse i samarbejde og dialog med borgerne".


De forestående ændringer kan i korthed beskrives som følger:

  • Skoler, daginstitutioner og Fritidsordninger lukker ned fra på mandag. Der vil blive etableret pasningsordninger for børn mellem 0-9 år, der ikke kan passes i hjemmet, fordi deres forældre fx varetager kritiske funktioner i samfundet. For børn over 9 år tilbydes nødpasning til børn som pga. særlige behov fx socialpædagogiske behov, ikke kan være alene hjemme.
  • Aktivitetstilbud for ældre lukker, hvilket bl.a. gælder Gedevasevang og Skovgården
  • Aktivitetstilbud for psykisk udviklingshæmmede og psykisk sårbare lukker – Der vil blive sikret et beredskab med mulighed for anden støtte til de, som har behov
  • Varme, vand og spildevand vil ikke blive berørt. Der vil stadig blive indsamlet husholdningsaffald, men der bliver lukket for private på genbrugsstationerne
  • Alle kultur-, idræts- og fritidstilbud lukker
  • Alle borgermøder aflyses. Helt nødvendige møder med borger bliver gennemført, hvis de kræver personlig kontakt. Øvrige møder bliver aflyst og som hovedregel erstattet med telefonsamtaler.
  • Rådhus og Borgerservice lukker – dog vil der være et akutberedskab.

Furesø Kommune vil løbende orientere de relevante borgergrupper mere konkret om de ændringer, der er undervejs. Det vil også være muligt at følge seneste opdateringer på hjemmesiden: furesoe.dk/corona

Coronavirus: Sådan forholder vi os i Furesø

Denne side opdateres løbende og dagligt. Opret et abonnement på emneordet 'corona' - under kategorien Sundhed - for at blive tippet direkte i din mail…

Kontakt

Ole Bondo Christensen

Fuglsangpark 14
3520  Farum
Mobil: 7216 5200
E-mail: borgmester@furesoe.dk