Pressemeddelelse

De store elever er endelig på vej tilbage til skolen

På mandag den 18. maj kan eleverne i 6-10. klasse vende tilbage til skolerne. Lærere og pædagoger tripper for at byde dem velkommen til undervisning, der kommer til at foregå i både klasser, haller og udendørs. Skoledagen bliver på 5 timer dagligt.

Så kom den endelig: Den politiske aftale om anden fase af genåbningen af skoler og klubtilbud for 6.-10. klasse. Det betyder, at de store børn nu kan komme i skole igen. Principperne blev drøftet i Furesø Byråd tirsdag og vedtaget i Udvalg for skole og ungdomsuddannelse onsdag morgen.

”Forvaltningen er sammen med skolerne i fuld gang med at planlægge, hvordan genåbningen for 6.-10. klasserne kan gennemføres”, fortæller Henrik Poulsen (A), formand for Udvalg for skole og ungdomsuddannelse: ”Det har været vigtigt for os, at planen bliver fleksibel og kan rumme de behov eller nye udmeldinger, der kan opstå undervejs. Skolerne skal have bevægelighed indenfor principperne, så de kan tilrettelægge den bedst mulige hverdag for vores store elever. Det glæder mig rigtig meget, at vi nu kan tilbyde dem en tryg hverdag, så de kan finde ro i det, de kender”.

Der er seks uger tilbage af skoleåret fra mandag den 18. maj, og det bliver ikke den kendte skolegang som før corona. Frem til sommerferien tilrettelægges skoledagen for eleverne i 6-10. klasse svarende til fem timer dagligt i tidsrummet mellem kl. 8-16.

”Vores skoler er naturligt nok forskelligt indrettet – det gælder fx størrelsen på de enkelte lokaler og deres indretning, toilet/håndvaskforhold og adgang til nærtliggende udearealer. Vi skal tilbyde alle vores elever en rigtig god undervisning, og derfor opfordrer vi skolerne til at benytte sig af haller og udendørsarealer, hvor det giver mening. Det hjælper os, at afstandskravet nu sænkes til 1 meter, da flere børn kan sidde i klasselokalerne. Men heldigvis bor vi midt i den skønne, lærerige natur. Det kan vi kun være taknemmelige for”, siger Henrik Poulsen.

Med afsæt i den fælles ramme, skal skolerne nu i samråd med skolebestyrelserne og medarbejderrepræsentanter, planlægge undervisningen frem til sommerferien.

Susanne Mortensen, næstformand i Udvalg for skole og ungdomsuddannelse sender en stor tak til skolerne: ”Ledere og medarbejdere har leveret en helt ekstraordinær indsats siden alt det her startede. Den måde, de løbende har tilpasset aktiviteterne til de skiftende forhold, vidner om et meget stort engagement og en rigtig høj faglighed. Jeg er sikker på, at alle medarbejdere og ledere glæder sig til at tage godt mod de store børn og give dem nogle lærerige og trivselsfremmende uger frem til sommerferien”.

Lige nu er skoler og FFO’er i fuld gang med at omsætte principperne til konkrete planer. Kommunen forventer, at skoler og FFO’er kommunikerer de konkrete planer til børn og forældre sidst på ugen. Mandag, tirsdag og onsdag i næste uge bliver under alle omstændigheder indkøringsdage.

Principperne for skoledagen for elever i 6-10. klasse fra mandag 18. maj:

  • Undervisningen skal tilrettelægges, så den understøtter alle elevers læring og udvikling af elevernes faglige kompetencer – dette gælder både nødundervisningen i genåbningen for eleverne i 0.–5. klasse og for nødundervisning for elever i 6.–10. klasse.
  • Skoledagen for eleverne i 0.–5. klasse er fortsat dagligt kl. 8.00-13.00. Skolerne opfordres til bruge så meget udeundervisning som muligt.
  • Skoledagen på 5 daglige timer for 6. – 10. kl. kan placeres i tidsrummet mellem kl. 8-16.
  • Undervisningen tilrettelægges med så meget fremmødeundervisning som muligt. Dette afhænger af lokale forhold, og derfor skal skolerne så vidt muligt sørge for 25 ugentlige fremmødetimer. I undervisningen kan bl.a. indgå understøttende undervisning, fjernundervisning, lektiehjælp, elevers selvstændige arbejde med opgaver individuelt og i mindre grupper. Skolerne kan organisere undervisningen med udgangspunkt i klasser eller i årgangsopdelte faste hold (fx en årgang med 3 klasser kan deles i 4 hold).
  • Undervisningen tilrettelægges efter Børne- og undervisningsministeriets senest gældende regler for nødundervisning.
  • FFO3 tilbud til indmeldte unge åbnes så vidt muligt efter lokale forhold med 2 - 3 moduler pr. uge af 2-3 t varighed placeret i tidsrummet ml. kl. 15.30 – 20. Åbningen af FFO3 må ikke trække ressourcer fra øvrige aktiviteter.
  • Sidste skoledag er fortsat 26. juni 2020.
Egeskolen I Jonstrup (2)

Coronavirus: Sådan forholder vi os i Furesø

Furesø Kommune har iværksat en række beredskabstiltag ud fra Sundhedsstyrelsens anbefalinge for at modvirke hurtig spredning af COVID-19.

Kontakt

Henrik Poulsen

Stenvadpark 12
3520 Farum
E-mail: hpo@furesoe.dk
Tlf.: 7216 5008

Susanne Mortensen

Tingmosen 24
3500 Værløse
Mobil: 52 67 52 53
E-mail: smo@furesoe.dk